Mirakelgranskerne: Kan helligt vand virkelig helbrede det uhelbredelige?

Læge og professor Alessandro de Franciscis er chef for instituttet som gransker mirakelpåstande fra pilgrimme til Lourdes. Årligt forholder han sig til historier fra mellem 50 og 100 vidner. Foto: Håvard Sæbø

Kræft fordufter. Lamme går. Biskoppen i den franske ”helbredelsesby” Lourdes kunne sagtens have tysset de over 7000 mirakelhistorier ned. I stedet får han dem gransket af et hold professorer i medicin

”Nu skal vi se ...” mumler chefgransker, læge og professor Alessandro de Franciscis, og løfter røntgenbilledet mod sommerlyset.

”... Her har vi patienten, affotograferet i juni 1963. Vittorio Micheli. Født 1941. Ser du, osteosarcoma.”

Doktoren fæstner blikket på mig.

”Langt fremskreden er den også.”

”Undskyld?”

”Kræft, altså. Kræft i knoglemassen i bækkenet. Den har fortæret venstre side af hans bækken, inklusiv hofteskålen. Hovedet på lårbenet stikker jo direkte op i vævet. Smerterne må have været forfærdelige. Ifølge dokumenterne var manden dødsens, og pilgrimsfærden til Lourdes en sidste bøn om hjælp.”

Doktor Sandro, som kollegerne kalder ham, kiler røntgenbilledet på plads under klemmen i øvre kant af lysbordet, før han vender sig og tager for sig af resten af røntgenbillederne i arkivmappen.

”Det der var billedet før. Nu finder jeg billedet efter. Det er ... forbløffende!”

Udenfor, langs alleerne, strømmer pilgrimme i tusindtal – til fods og i rullestol – mod hjertet af helligdommen i Lourdes: Maria-grotten i bjergvæggen under katedralerne. Køen derhen begynder længe før, man aner, hvor de ender, man ser bare at stimen fortætter sig og får en udposning længere fremme, på stedet hvor elven Gave de Peu stryger mod klippen og gør passagen trang.

Når stimen omsider har bragt dig til grotteåbningen, går det langsomt op for dig, hvad der er det fysiske hjerte i helligdommen, det alle knæler og korser sig foran, tænder lys og omgiver med andagt og bøn. Hvis det ikke var for spotlights, blomster og al virakken rundt om, ville den have været let at overse.

Kilden.

Et væld af åbenbaringer
Ifølge annalerne piblede vandet frem den 25. februar i 1858, ved bondepigen Bernadette Soubirous’ nøgne, beskidte fødder. Først kom vandet i skvulp, mudderbrunt. Så skød det fart og blev skinnende klart. Omtrent 100 personer skal have set og bevidnet det, der skete.

Fænomenet indtraf et par uger inde i rækken af mystiske åbenbaringer, den 14-årige Bernadette var begyndt at fortælle landsbyboerne om. En lysende kvindeskikkelse havde vist sig for hende, klædt i en hvid kjortel med blåt bælte; gule roser pyntede fødderne. Skikkelsen bad Bernadette drikke og vaske sig i vandet og meddelte hende senere, mildt og fortroligt og på den lokale romerske dialekt: Bed til Gud for synderes sjæl. Kys jorden, gør det som en bodshandling for dem.

De 300 personer som skal have bevidnet den sidstnævnte hændelse, så kun pigebarnet og ikke den, hun åndløst lyttede til i det fugtige halvmørke. Da serien af åbenbaringer fik sin finale i juli samme år, trængte hele 8000 skuelystne sig sammen ved flodbredden. Grotten, der længe havde været afskyet, som en skummel afkrog fuld af skarn, var forvandlet til et hellig sted.

En grundig biskoppelig bedømmelse fulgte. Var det blot bondsk overtro, sværmeri, eller det som var værre, måtte rygtet lægges dødt. Efter fire år forelå konklusionen: Åbenbaringerne i Lourdes bar alle tegn på at være ægte. Biskoppen anså den purunge pige som troværdig, og de åndelige frugter var gode. I tillæg piblede der til stadighed fortællinger frem om de lægende kræfter i vandet fra den nyudklækkede kilde.

Siden har grotten været en magnet for pilgrimme og turister fra hele Europa og gradvist også fra resten af verden. Mellem to og fem millioner besøger årligt det knap 4000 m2 store hellige sted og dets vrimmel af kirkerum og herberg for syge, Maria-statuer og lysaltre, picnic-borde, rullestolsramper og aftapningshaner.

Op ad skråningerne og gaderne øst for kilden har pilgrimsindustrien formeret sig kraftigt siden 1860’erne. Dalsænkningen ved foden af 3000-meters-toppene i Pyrenæerne er pakket til noget, som ligner desperation af hoteller, pensionater, cafeer og souvenirkiosker; i Frankrig er det kun Paris, der har flere hotelsenge end lille Lourdes.

Kontrollen
På en lidet prangende plads i helligdommen, i en lang, kaserneagtig bygning, ligger Le Bureau des Constatations médicales, Kontoret for Medicinske Undersøgelser. Siden 1883, da instansen blev grundlagt af den fornemme doktor Georges-Fernan Dunot de Saint-Maclou, har kontoret haft hele 7000 antaget uforklarlige helbredelser at tage stilling til. Både lægen og den lokale biskop havde da længe været urolige for ”hysteriske tendenser” omkring de mange historier, som lod til at være et miks af robuste og uforklarlige overdrivelser og ønsketænkning.

Det var i en tid, hvor gudsfornægtelse og videnskabskultus var i stærk fremmarch i Frankrig. Særlig de mere letbenede mirakelrygter gjorde kirken til grin. Dr. Dunot de Saint-Maclou mente, det var på tide at filtrere lidt: ”Ingen, som mener sig guddommeligt helbredt, bør forlade Lourdes, uden at tilfældet er undersøgt videnskabeligt på stringent vis og af et medicinsk kollegium.”

Det blev begyndelsen på en udredningsvirksomhed, som tiltog og fik pavelig autorisation i 1905. Siden 2009 er det den 63 år gamle Alessandro de Franciscis fra Italien, professor i børnesygdomme og tidligere kommissionær i provinsen Caserta, som leder granskningsapparatet.

Det involverer gæstende læger, sygeplejersker, psykiatere og medicinske eksperter fra hele verden. Alle, der føler sig helbredt i Lourdes, bedes opsøge Kontoret for Medicinske Undersøgelser for en første konsultation. Virker tilfældet seriøst, sådan i første omgang, gør doktor Sandro derefter det, man sandsynligvis kun kan gøre i Lourdes; en by som myldrer af læger, psykiatere og sygeplejere, der ledsager grupper af syge pilgrimme fra hele verden: I et klasseværelse i området mønstrer han et spontant medicinsk kollegium, et Bureau, hvor alle deltager med sine faglige forudsætninger, troende som ikke-troende.

På mødet prøves aktuelle helbredelseshistorier op mod syv nøglekriterier. Blandt andet skal patienten have lidt af en veldokumenteret og alvorlig sygdom, hvor ordinær medicinsk behandling ikke har ført til fremgang. Ændringen skal ske hurtigt, være gennemgribende og varig. Sammen spøger de: Kan tilfældet ”forklares ihjel”? Eller bliver videnskabelige forklaringer svar skyldig?

Hvis sagen overlever den første prøvning, udvider Dr. de Franciscis sagsmappen. Han indhenter videre dokumentation og ekspertudtalelser og gør sagen klar til fremlæggelse for øverste videnskabelige instans – årskonferencen i CMIL, Lourdes’ internationale medicinske komité. Den blev grundlagt i 1954, som et sidste, forstærkende led i verifikationen.

I CMIL sidder cirka 30 medicinske eksperter fra tre kontinenter i perioder på fem år af gangen; de fleste af dem er professorer med kundskab om mangfoldige kropslige sygdomme.

De 30 sætter et par døgn af om året til en ulønnet ekspertgennemgang. Var diagnosen multipel sklerose (MS) virkelig rigtig stillet? Altså før den syge kom til Lourdes og blev sænket ned i det hellige vand? Og hvor mange år efter det tilsyneladende vendepunkt er symptomerne stadig pist væk?

Og til syvende og sidst: Hvor mange i salen er til slut enige om at overrække sagsmappen til komiteens formand, biskoppen i Lourdes, og sige: ”Det, der er sket her, lader sig ikke forklare videnskabeligt – i hvert fald ikke ud fra den medicinske kundskab vi råder over i dag.” Der skal være to tredjedels flertal i CMIL, for at det kan ske.

Nyt knoglevæv
”Her har vi patient Micheli. Efter. Som du ser: Hele skyen af kræft på venstre side af bækkenet er forsvundet. Det mest opsigtsvækkende er det her,” siger de Franciscis, og fører fingeren langs en karakteristisk kontur i røntgenbilledet fra maj 1964.

”Her er der altså dannet store flader med nyt, raskt knoglevæv, et helt nyt hofteled.”

Ifølge sagspapirerne omkring Micheli-helbredelsen (1) er udviklingen at anse som medicinsk uforklarlig. De to billeder – før og efter - er taget med 11 måneders mellemrum. Men Micheli skal have følt sig påfaldende rask næsten umiddelbart efter turen til Lourdes. Han fik mærkbart større appetit. Smerterne svandt. Tre uger efter hjemkomsten til Italien lader han sig undersøge af Dr. Frizzera, lægen han var i behandling hos på lokalsygehuset i byen Levico. Frizzera registrerer at kræftsvulsten pludselig er holdt op med at vokse. Micheli var da lige begyndt at gå – uden krykker, og fortsatte med bækken og fod i gips.

I august antyder et teknisk dårligt røntgenbillede, taget gennem gipsen, at nyt knoglevæv vokser, der hvor alt havde været i forvitring.

Først i februar året efter tages billede nummer to. Nu er Micheli så rask og rørig, at gipsen er fjernet. Røntgenbilledet viser, ifølge sagkyndigrapporten, at der er sket en ”opsigtsvækkende rekonstruktion af knoglevævet i bækkenet, det som var fuldstændig ødelagt. Et nyt hulrum er dannet over hovedet på lårbenet.”

Rapporten opsummerer dette og senere fund som følger:

”Sygdommen var reel, påvist med al sikkerhed og uhelbredelig. Restitutionen var effektiv og varig. Det er ikke muligt at give nogen medicinsk forklaring på helbredelsen.”

Tilfældet Micheli vakte så meget opsigt, at det blev gennemgået i 1971 på en medicinsk kongres i Marseille, uafhængig af eksperterne knyttet til Lourdes. Fundene blev publiceret i Journal of Orthopaedic Surgery, et ledende og lægefagligt højt vurderet tidsskrift. Forfatterne erklærede sig enige med de sagkyndige fra Lourdes: Vendingen denne sygdom tog, uden medicinske indgreb, var ”aldeles ekstraordinær”. ”Og det skete hos en mand, der blev sendt på pilgrimsfærd til Lourdes som allersidste udvej.”

I maj 1976 udsendtes en erklæring i sagen fra ærkebiskoppen i Trento, som havde fået sagen overgivet fra sin kollega i Lourdes. I sagen om hans sognebarn Vittorio Micheli forelå der en mirakuløs helbredelse, sagde biskoppen. ”Her er Gud grebet ind med sin kraft ... ved den ubesmittede Jomfrus forbøn.”

”Og dagen efter,” siger de Franciscis med et smil, ”står der i rapporten, at Micheli tog på arbejde – uden krykker, uden besvær. Og siden har han levet et normalt liv uden varige mén. Og han lever stadig, med de problemer som er naturlige for en mand der nærmer sig de 80.”

Ikke andenrangs
OK, det var blandt de få tilfælde, som bestod granskningen. Hvad med resten, de 99 procent, der ikke kommer længere end til en status som ”mulig uforklarlige”?

”Du tænker, de bliver skuffede? Nej, slet ikke. Det er min erfaring fra mine knap ti år i det her job. Og du må ikke se for dig, at vi giver dem besked per mail eller i brev eller noget i den stil. I de her sager nærer jeg en dyb rædsel for at optræde bureaukratisk. Jeg kontakter dem altid pr telefon, eventuelt orienterer jeg dem ansigt til ansigt her på kontoret.

Når nogen oplever sig guddommeligt helbredt her, og I åbner en sag, og de så får at vide, at nej, dette havde sine forklarlige grunde: Kan det ikke føre til en åndelig nedtur?

”Det virker ikke sådan. Jeg bruger aldrig mindre end 45 minutter, når jeg drøfter pilgrimmenes betroelser om deres sygdomme. Det sker i al fortrolighed. Uanset hvad så er de først og fremmest glade, fordi de føler sig bedre eller raske. Jeg siger: ’Som læge, som fagmand, har jeg intet grundlag for at betegne noget som et mirakel. Mit arbejde begrænser sig til at finde ud af, hvorvidt det, som er sket med dig, lever op til de syv kriterier, Kirken har opstillet’. Og dét er der mange tilsyneladende åbenbare tilfælde, der ikke gør. Processen filtrerer benhårdt.

De syv kriterier, kan du opsummere?

”Det var ærkebiskop Lambertini, senere kardinal, senere pave Benedikt XIV, som formulerede dem. Lambertini var en brillant tænker og filosof. Kriterierne, han formulerede, handler ikke så meget om medicin som om logik, god logik. De to første kriterier handler om sygdomstilstanden,

1) den skal være kendt og godt beskrevet,
2) den skal være alvorlig.

De fire næste handler om helbredelsen, at den kommer

3) uventet, uden forudgående tegn,
4) at den sker pludselig, og
5) fuldstændig, altså ingen delvis bedring, og så
6) at den holder sig over tid, uden tilbagefald. Så har du det sidste kriterie,
nummer 7), at forandringen ikke lader sig forklare videnskabeligt.”

Lægen bøjer sig over bordet, som for at trække vejret efter huskeøvelsen.

”Som du forstår, der er mangt og meget, ting kan strande på. Det hører jo med, at vi ikke går videre med bedring hos patienter, som er i løbende medicinsk behandling. Gør vi det, er det ikke muligt at skelne mellem, hvad der er hvad ... I det hele taget er det vigtigt for mig, at pilgrimmen ikke forstår en skolemedicinsk helbredelse som noget andenrangs.

Det er den jo ikke. Al den viden læger og forskere har fremskaffet op gennem medicinens historie er jo også en del af Guds forsyn. Den foreliggende kundskab er jo et vidunder, ikke sandt, ’mirakuløs’ i den egentlige betydningen af ordet – det latinske miraculi kommer af et ord som betyder ’vidunderlig’.”

Peger mod noget større
Hvordan bliver du oplyst om helbredelseshistorierne? Kommer folk bare og banker på din dør?

”Ja, det gør mange. De beder om en snak med mig efter deres ophold her, eller når de er på genvisit. For at give dig lidt perspektiv: I 2018 var der omkring 100, som opsøgte mig og mente sig uforklarligt helbredt her i Lourdes. Det vil sige, nogle få henvendte sig per brev eller på e-mail. Af disse historier faldt mange umiddelbart igennem.

Omtrent 30 vil jeg karakterisere som interessante – gode og ofte opløftende historier, som alligevel ikke levede op til alle de syv kriterier. Så var der seks, jeg undersøgte videre. Ingen af dem holdt til en granskning på næste niveau, hos den internationale kommission. Som sagt, kriterierne er strenge. Vældig mange af historierne handler om påfaldende ændringer i et kræftforløb. De er uden undtagelse under ordinær medicinsk behandling.”

Der kommer syge hertil fra hele verden: USA, Jamaica, Spanien, Korea, Singapore. Nogle af dem kommer ind for at betro sig til dig. Hvordan følger du dem op, når de er hjemme igen?

”Jeg finder læger i deres hjemland, som jeg stoler på. En japansk patient var herinde, med ændringer i en tilstand, der havde med stråling at gøre, skader efter atombomberne i 1945. Til hende fandt jeg en japansk læge, som havde været på besøg her. Han sendte mig for nylig en rapport fra besøget her, publiceret i et japansk psykiatritidsskrift.”

Der står noget om 'rurudo' her, ja – Lourdes, som det udtales på japansk.

”Nå, så du kan læse japansk? Dr. Moriyama var villig til at følge hende op for os. Er det ikke flot?”

Hvorfor lægger du så stor vægt på den fortrolige, personlige opfølgning? Eller, spurgt på en anden måde: Jeg får en association til helbredelserne Jesus udførte. Til dem, han læger, siger han, ofte strengt: Fortæl det ikke til nogen?

”Nu spørger du om ting, det ikke er op til mig at svare på. Jeg er læge, ikke teolog.”

Men alligevel?

”Lad mig sige det sådan: Det Nye Testamente opererer ikke så meget med mirakler som med tegn, det græske ord er semaion. De handlede ikke om opvisninger i magi, men sigter mod noget større. Jeg tænker, at Jesus bad dem tie, fordi det der var sket, ikke egentlig lod sig forstå til fulde før efter, at han var opstanden. Først da vidnede gerningerne om fylden i det, han kom til verden for at gøre. Det bliver vældig tydelig idet evangelisterne – tre af dem – skriver om helbredelsen af den lamme i Kapernaum. Jesus siger til alle, som så det ske: Dette gør jeg, for at I skal forstå, at Menneskesønnen er givet magt til at tilgive synd.”

Alene om granskning
Rundt om helligdommen i Lourdes er der siden åbenbaringerne i 1858 vokset en formidabel turistmaskine op. De seneste årtier har der været langt mellem mirakel-erklæringerne. Får du henvendelser, mere eller mindre subtile, af typen: ’Indtægterne skranter. Kan I ikke slække lidt på kriterierne?’

”Altså et pres for at producere mirakler? Til det har jeg bare følgende to ting at sige: For det første at jeg aldrig – jeg gentager aldrig – har oplevet at biskoppen eller andre her er kommet med den slags hentydninger. Og for det andet: Lourdes er ikke en medicinsk klinik. Lourdes er ikke et hospital. Skulle man vurdere det som sådan, er virksomheden katastrofal dårlig. Millioner og atter millioner har været her og bedt, mange af dem syge. Titusindvis af pastorer og præster, tusindvis af biskopper og ærkebiskopper, ja, to af paverne har været her. Og så står man tilbage, efter 150 år, med 70 erklærede mirakler. Et elendigt resultat! Det er ikke miraklerne som driver værket. Folk kommer for at ære Vor Frue og hendes Søn, for at nære sin tro.”

Hvorfor bruge så meget tid og kræfter på at granske mirakelpåstande? Kunne der ikke bare være fri bane for helbredelsesvidnesbyrd? Det er jo det mest almindelige, særlig i karismatiske kirker?

”Det har historiske årsager. I starten var det åbenbaringerne, som trak pilgrimme til. Men gradvis blev der flere og flere syge som søgte kilden, badede i den eller drak af den, og fortalte om helbredelser. I stedet for mere oprigtige pilgrimme, kom der mange, som ville opleve en slags magi. Præsterne den gang, kloge som de var, ville hindre en sådan udvikling. Derfor sagde de: Lad os tage to skridt tilbage. Lad os bede videnskaben rykke ind. Mig bekendt er vi her i Lourdes de eneste i verden – altså af alle de hellige steder i forskellige religioner hvor der forekommer helbredelser – som udfører den her type granskninger.”

Mod naturen?
De seneste årtier er få helbredelser erklæret uforklarlige. Er det, fordi de hvide pletter på det videnskabelige kort bliver færre og færre?

”Nej. Da jeg blev hentet ind i 2009, sagde til og med den lokale biskop noget i den dur. Men så er man virkelig ikke særlig oplyst. Også i dag er der store områder indenfor medicin, der er enormt gådefulde, som vi ikke er i nærheden af at forstå. Som for eksempel dybderne i hvordan hjernen fungerer.”

Skolemedicinen opererer også med en vis, lille procent af såkaldte ’spontane helbredelser’? Og hvad med placebo-effekten, spiller den ikke ind – altså at kraften i forventningen til Gud og Vor Frue af Lourdes i sig selv kan have en helende effekt?

”Jeg bryder mig ikke om ordet ’placebo’. Det bruges ofte på en uhæderlig måde, videnskabeligt set. Mange ateistiske videnskabsfolk har et personligt behov for fuldstændig at udelukke muligheden for guddommelige interventioner. Jeg spørger dem: Har I så en videnskabelig forklaring på disse spontane, nærmest selvforårsagede helbredelser? Nej, siger de, det har vi ikke. OK, siger jeg. Så er det vel ikke urimeligt, at I respekterer en præst – eller hvem det nu er, de angriber – som ser Guds finger i det der er sket. Du forstår hvad jeg mener?

Men er der ikke en risiko for, at granskningstilgangen her i Lourdes støtter op om forestillingen, man kalder ’a God of the gaps’, hullernes Gud? Altså at han ikke er relevant, for de områder videnskaben antages at mestre, kun for de hvide pletter, der står tilbage? Hans handlingsrum bliver derfor gradvist mere og mere snævert?

”Jeg kender ikke til det begreb. Men det lyder besynderligt. Hvorfor skulle vi ikke se Guds omsorg udspille sig i skolemedicinens evne til at helbrede? Selvfølgelig gør den det. Det er jo ham, som har udstyret mennesket med det, der skal til. I sin skaberskikkelse er Gud til stede både i og udenfor videnskabens rækkevidde.”

I en tidsskriftartikel om ’mirakelgranskningen’ i Lourdes skelner man mellem hændelser der er praeter naturam – et forløb som følge af det naturligt forventedeog contra naturam, et forløb der går mod naturlovene. Hvad er mest almindeligt?

”Det første! Ingen er kommet her og fortalt om forløb, der bryder med naturlovene, altså – amputerede arme som er vokset ud igen, eller for den sags skyld at nogen med trisomi 21 har fået ændret på tredelingen af sit kromosom nummer 21.”

Du snakker om Downs syndrom?

”Præcis. Det ville indebære en gennemgribende ændring af hele personen, det ville være contra naturam. Fra Det Nye Testamente og fremefter i kirkens historie: Jeg kender ikke til mirakler af den type.”

Hvad med Lazarus, opvækkelsen fra de døde? Er dét ikke ’mod naturen’?

”Og du kan spørge på samme måde om Jesu opstandelse. Men nej. Efter min mening drejer alle disse begivenheder sig om pludselige og uforklarlige afbrydelser af de naturlige forfaldsprocesser i menneskekroppen, således at de lægende processer får overtaget. Dødsprocessen stagnerer, livet bryder løs!”

"Lysende skikkelse viste sig": I 1858 oplevede den 14-årige Bernadette Soubirous en lang række Maria-åbenbaringer i den sydfranske by Lourdes. Foto: Wikimedia Commons
Hjertet i Lourdes : Årligt besøger millioner af pilgrimme og turister katedral-komplekset omkring Massabielle-grotten og "den hellige kilde" i Lourdes, Sydfrankrig. Grotteåbningen ses bag den store lysglobe midt i billedet. Foto: Håvard Sæbø
Pilgrimme ventes: Blandt de største bygninger i Lourdes-komplekset er Accueil Notre Dame, et korttidshospital for de sygeste pilgrimme. Det drives af ulønnede læger og plejere, som ledsager de tilrejsende. Foto: Håvard Sæbø
162 år senere vælder vandet fortsat fra kilden i Massabielle-grotten i Lourdes. Det har ingen kvaliteter som antyder særligt lægende egenskaber, mener forskerne. På tungen føles det glat, letdrikkeligt og lidt karakterløst. Foto: Håvard Sæbø

Mit arbejde er at slå fast: Foreligger der virkelig en uforklarlig helbredelse?

Dr. Alessandro de Franciscis