Misbrugssager i Church of England skyldes seksualsyn og et feudalt system

Center for Kirkeforskning havde i januar besøg af den engelske biskop af Buckingham, Alan Wilson, og sogne- og stiftspræst Rosie Harper. De har skrevet en bog om sexmisbrug i Church of England. Forsker ved Center for Kirkeforskning, Karen Marie Leth-Nissen, svarer på fem skarpe spørgsmål om misbrugssagerne i kirken.

Sommeren 2018 blev det offentliggjort, at Church of England havde holdt sager om sexmisbrug hemmelige. Biskop Alan Wilson, og præst Rosie Harper, har i den forbindelse skrevet bogen ”To heal and not to hurt”, der forventes at udkomme den 25. april 2019. Forfatterne undersøger, hvordan kirkens institutionelle rødder kan være skyld i de mange overgreb, der den seneste tid er kommet frem i lyset.

Hvilke misbrugssager har der været i Church of England?

I løbet af foråret og sommeren 2018 afholdt undersøgelseskommissionen ”The independent inquiry into child sexual abuse” høringer, hvor ofre for misbrug for første gang nogensinde fik lov at fortælle, hvad de har været udsat for. Under høringerne blev det meget klart, at Church of England har bedt massevis af ofre om at tie, eller direkte afvist dem, når de har henvendt sig til kirken.

Tilbage i 2016 lagde Church of England selv 3.300 sager frem, men med de nye oplysninger om fortielser og afvisning af ofre skal tallet korrigeres. Biskop Alan Wilson mener, at det drejer sig om titusindvis af børn, unge og voksne, der har været ofre for seksuelt misbrug. De 3.300 sager kan derfor i værste fald kun være toppen af isbjerget.

Hvordan er Church of England organiseret?

Biskoppens magt er i Church of England stærkere end i den danske folkekirke, da det er biskoppen, som udpeger hvilke præster, der skal ansættes i et bestemt sogn eller pastorat. Præsterne er dermed langt mere afhængige af biskoppen end i den danske folkekirke. Der er ca. 12.500 selvstændige sogne i Church of England, som har lokale menighedsråd.

Church of England har to ærkebiskopper og herunder 106 biskopper i 42 stifter, hvoraf de 50 sidder i House of Bishops i London. House of Bishops er en del af kirkens overordnede råd, General Synod. Resten af de 483 medlemmer i synoden består af præster organiseret i House of Clergy og lægfolk i House of Laity.

Tilsammen er General Synod en del af den lovgivende magt, når det drejer sig om den særlige kirkelige lov, Canon Law. Nye love skal dog endeligt godkendes af parlamentet. I Danmark hører folkekirken under parlamentet, og der er ikke en særlig kirkelov.

Hvad mener præst Rosie Harper, og biskop Alan Wilson, er årsagerne til sexmisbrug i Church of England?

Alan Wilson ser det britiske samfund som grundlæggende feudalt og hierarkisk. Der er en kultur af ulighed, som gør mennesker mere autoritetstro og villige til at rette ind over for personer, som står over dem i hierarkiet. Samtidig peger Wilson på, at 60% af biskopperne og en del af præsterne har gået på kostskole, og dermed er opdraget i en form for klankultur, hvor man holder tæt med krænkelser og overgreb, som de måske tager med sig videre i deres voksenliv.

Desuden har Church of England det generelt svært med den menneskelige seksualitet. Præster, som er åbent homoseksuelle, skal love biskoppen, at de ikke er seksuelt aktive. Præster bør heller ikke være skilt. Tilsammen mener Rosie Harper og Alan Wilson, at det giver en kultur, hvor seksualitet er skamfuld, hvor der er større risiko for misbrug, og samtidig en tavshedskultur, som gør at man fornægter de overgreb, som finder sted.

Hvorfor ser vi ikke samme problem i danske folkekirker?

Vi har i Danmark stort set kun Tømmerupsagen inden for folkekirken, og der er naturligvis en risiko for, at der kommer mere op til overfladen. Men lige nu ser det ud som om, at der er stor forskel på den danske folkekirke og Church of England.

Der er mange faktorer, som gør sig gældende, men det betyder nok en hel del, at præsterne kaldes af menighedsrådet og ikke af biskoppen. Danske præster er ikke indplaceret i et teologisk hierarki med krav om personlig loyalitet, og det giver mere åbenhed, som også mindsker tavsheden omkring krænkelser.

De danske præster er også uddannede ved universiteter, der er uafhængige af kirken, og har således haft mulighed for at danne sig en kritisk tænkning over for kirken inden de bliver præster. Langt de fleste af de engelske præster uddannes og formes som præster i ét træk på præsteseminarierne. Desuden har mange engelske præster ikke læst bibeltekster på grundsprogene, og det gør dem mere sårbare overfor teologiske autoriteter, som vil belære dem om, hvordan Bibelen skal læses og forstås. Alt det forstærker hierarkiet og autoritetstroen.

Samtidig har folkekirken en langt højere andel af kvindelige præster, og vi ved, at kvinder er langt mindre tilbøjelige end mænd til at begå seksuelle overgreb. Sex er heller ikke noget, der gemmes væk i folkekirken, og præster kan i dag være åbent homoseksuelle og gifte sig med en partner af samme køn. Sådan har det dog ikke altid været. Vi skal ikke mange årtier tilbage, før vi kan finde eksempler på præster, som blev decideret forfulgt pga. homoseksualitet.

Hvordan bør danske kirker forholde sig til misbrugssager?

Vi skal ikke læne os tilbage og tænke, at vi har vores på det tørre, fordi det nu ser slemt ud mange andre steder, men vi kan se på, hvordan vi har reageret, når det brændte på. I Tømmerupsagen blev der sat hurtigt ind. Også i Luthersk Mission gik man handlekraftigt og åbent til værks, da en ældre overgrebssag omkring et tidligere børnehjem blev kendt i 2006. Det er godt og vigtigt, at vi lytter til mennesker, som fortæller om overgreb også i en kirkelig kontekst, og jeg håber at vi må lære også af de processer og høringer, som finder sted i Vatikanet, Church of England og i andre kirker lige nu, så vi ikke ender med at begå deres fejl.