"I virkeligheden er vi alle missionærer"

Vi har besøgt en missionærfamilie i Tanzania for at høre om et liv, der både er meget anderledes og meget dansk. Og om det at have en mission uanset hvor man bor

Moaaar! Det er MIN kop!

Hen over sofabordet fyldt med Duplo-klodser småskændes de to søskende om koppen - og mors opmærksomhed. Men efter at mor har fordelt kopper og småkager til hver deres rette ejermand, falder der hurtigt ro over stuen igen.

Der er Rasmus Klump på dvd´en, børnebøger i reolen og Trip Trap-stole i køkkenet. Der er hyggelig, dæmpet belysning på altanen om aftenen. Der hænger et billede af en dansk bøgeskov i køkkenet og en opslagstavle med familiefotos. Der er biler, bamser og skolebøger på børneværelserne, og computer-krog i forældresoveværelset.

Men alle senge er pakket ind i myggenet. Uden for vinduerne svajer palmerne i den stærke sol, og støjen fra den hæsblæsende, anarkistiske trafik kan høres i det fjerne.

Et styks dansk hjem omplantet til Tanzanias største by, Dar es Salaam.
Her bor Louise og René Sølvsten Nissen med deres tre børn på 7, 4 og 2 år. Louise og René er missionærer, udsendt af Luthersk Mission.

Bibelen med på markedet
Familien har været i Tanzania siden 2008, kun afbrudt af et halvt år i Danmark efter en alvorlig trafikulykke. Først i byen Tarime i den nordlige del af landet for at lære sproget og kulturen at kende, og siden i de seneste måneder i Dar es Salaam.

Her bor de sammen med andre danskere, og en enkelt tanzaniansk familie, på en indhegnet grund ejet af Soma Biblia - swahili for Læs Bibelen.

Soma Biblia arbejder for at understøtte den kristne kirke i Tanzania, og mere specifikt at udbrede kendskabet til Bibelen. På grunden ligger, ud over boligerne, også en boghandel, der er åben ud mod gaden. Soma Biblias folk sælger bibeler og anden kristen litteratur på markeder, ved gudstjenester og gennem lokale bogsælgere på gaden, og understøtter i det hele taget de kristne menigheder i landet. Det kan være ved helt bogstaveligt at give en hånd med ved kirkebyggeri, eller ved at uddanne de såkaldte evangelister lokale folk, der ikke nødvendigvis har en formel uddannelse som præst.

Både Louise og René er ansat af Luthersk Mission. René er teolog og leder af Soma Biblia, mens Louise dels er ansat som psykolog samme sted og dels som dagplejemor for familiens to yngste.

Hvad med karrieren?
Familien er først for nylig kommet til Dar es Salaam, så der er naturligvis gået noget tid med at få hverdagen til at fungere. Den ældste datter har skullet falde til i sin internationale skole, og så er Louise begyndt at gå i en engelsktalende mødregruppe for at ruste Clemens på fire til hans skolegang, som starter næste år.

Og hun selv? Uddannet psykolog, der forlod et travlt og ansvarsfuldt job med udsatte børn i Københavns Kommune er det her liv nok for hende?

Det er da dejligt, at jeg kan bruge tid sammen med mine børn. At vi kan lægge puslespil, synge sammen eller læse højt når vi har lyst. Dejligt at kunne give mine børn udsyn og åbenhed. Så foreløbig har jeg intet problem med at være delvis hjemmegående husmor. At være udsendt som missionærer har altid været med i vores planer som en mulighed. Så jeg er godt forberedt, og jeg ved, at jeg kan bruge min uddannelse her.

En ting er at få pakket Rasmus Klump-film og Trip Trap-stolen ned. Men den mentale forberedelse er nok det vigtigste at huske at få med i kufferten. For som moderne dansk kvinde ved Louise godt, at der kan være en karriere og en selvopfattelse på spil.

Og derfor er det godt for selvforståelsen, mener hun, at også hun er ansat af Luthersk Mission frem for kun at være medfølgende ægtefælle. Men faren for at miste ens netværk og faglige identitet er der, understreger hun.

Danske kvinder er jo vant til at være på barselsorlov eller arbejde på deltid. Men derfra og så til at være hjemmegående i et land og en kultur, hvor ingenting fungerer, som man er vant til, er der altså et stykke vej. Det kan bestemt være noget af et kulturchok. Og det er vigtigt at holde øje med tegn på, om man er på vej til at blive en frustreret husmor, der keder sig dagen lang. For hvis det handler om at overleve frem for at leve, så taber alle både kvinden og familien.

Det er bestemt noget den organisation, der sender folk ud, skal være opmærksom på. Der må meget gerne være jobs til begge parter også selv om der skal være tid til børnene, understreger Louise.

Et kald med omkostninger
Louise og René har en kontrakt på fire år, som dog både kan forlænges - eller opsiges af begge parter med tre måneders varsel. Lige her og nu ved de ikke, hvornår de flytter tilbage til Danmark, men har kun nogle foreløbige planer om at det nok skal være inden, den ældste datter rammer teenagealderen.

For jo, det er dejligt at kunne bade i Det Indiske Ocean. Dejligt at have tid til sine børn. Dejligt at få sin eventyrlyst styret. Dejligt at arbejde med det, der giver mening. Men det har sine omkostninger. På karriere-fronten og på de tætte relationer til venner og familie i Danmark. Omkostninger for børnene som vokser op i en helt anden verden end de kammerater, de på et tidspunkt skal hjem til i Danmark.
Hvorfor gør de det så? Svaret er enkelt: fordi de har en mission. Et kald og en kærlighed. Og en forpligtelse til at fortælle andre om den.

Vi er alle udsendte
Vi er missionærer fordi, Jesus har sendt os ud på en mission, siger René og Louise samstemmende.

Han er Guds søn, som har al magt i himlen og på jorden. Han er også den, der kender og elsker hvert eneste menneske så meget, at han tog straffen for alt det vi mennesker gør forkert. Det kostede ham dyrt. Det kostede ham livet.

Og derfor er det i princippet alle, der har lært Jesus at kende på et personligt plan og har valgt at leve deres liv sammen ham, der bliver sendt ud.

Missionen er, at alle mennesker skal høre om Jesus. Høre om at der er en, der elsker os så højt, at han tog den straf, vi ellers skulle have haft selv. Missionen er, at vi skal give mennesker mulighed for at tro på Jesus, så de derved kan få evigt liv frem for evig død. Missionen er at give en gratis kærlighedsgave videre, siger René.

Og det påvirker selvfølgelig vores hverdag her i Dar es Salaam, at vi tror på, at vi er i en almægtig og kærlig Guds tjeneste. Det gør, at vi beder om, at han vil passe på os i den anarkistiske trafik. Det gør, at vi beder ham om at hjælpe os med det, der ser umuligt ud. Det gør, at vi ser på vores medmennesker som ligeværdige på trods af kulturforskelle og på tværs af samfundets opdeling. Det gør, at vi kaster os ud i samtaler på swahili. Det får os til at overveje, hvordan vi bedst bruger vores evner til at formidle det budskab, vi har, forklarer Louise.

Helt konkret var det derfor, jeg holdt børneklub for op til 80 af nabolagets børn, da vi boede i Tarime, og derfor jeg nu er med i redaktionen på et kristent børne- og ungdomsblad, mens det er Renés hverdag at lede Soma Biblias arbejde, siger hun.