Kristen mission - kærlighed eller krigserklæring?

Kirkens missionsbestræbelse er måske den mest omstridte af alle kirkelige aktiviteter. Er mission proklamationen og opfyldelsen af Guds grænseløse kærlighed? Eller er det snarere en krigserklæring mod alle andre religioner?

I Roland Joffés Oscarbelønnede storfilm "The Mission" fra 1986 spiller Jeremy Irons og Robert De Niro to rebelske spanske jesuitmissionærer. De kæmper for at beskytte sydamerikanske indianere mod de herskende portugisiske koloniherrers udnyttelse. Selvom de to missionærers hovedmål hele vejen igennem er at vinde de sydamerikanske indianeres sjæle for Kristus, stiller filmen alligevel på sin egen måde et stort spørgsmålstegn ved megen ensidig kritik af kristen mission som imperialismens forlængede arm.

"The Mission" skildrer kristen mission som et udtryk for kirkens forpligtelse til at viderebringe budskabet om Guds grænseløse kærlighed og nærhed blandt de mennesker, missionen er rettet mod. Filmens budskab er imidlertid snarere undtagelsen end regelen i den almindelige forståelse af mission. Falder talen på emnet udenfor deciderede missionsengagerede kredse, er det normalt at møde synspunkter, som taler kraftigt imod kristen mission. Her fortælles oftest historien om, hvordan kirkens mission har været skyld i mange lokale kulturers død og ødelæggelse.

Kritikerne lægger vægten på det tætte sammenhold, der historisk har været mellem missionsorganisationerne fra den europæiske, kristne verden og de imperialistiske og militære kolonimagter. Her betragtes kirkens mission som den religiøse del af vestens koloniseringsbestræbelser. Ofte som et åndeligt overgreb på sagesløse mennesker og ældgamle kulturer. Flere forskningsprojekter i Europa har i de senere år sat fokus på disse mørkere sider af den kristne missionshistorie.

- Hvor de sekulære og militære statsmagter primært tog sig af den geografiske kolonisering, var det ofte missionærernes opgave at drage omsorg for det, man kan kalde den mentale kolonisering, forklarer professor i missionshistorie ved Birmingham Universitet, Werner Ustorf.

Kolonimagterne var skabere af en ny jordisk verdensorden, og missionærerne så sig som dem, der skulle iværksætte en ny guddommelig historie i den virkelighed, som lå udenfor Europas grænser.

Forskningen viser, at der ofte har været meget tætte forbindelser mellem vestlige missionærer og koloniherrerne i det, vi i dag kender som den 3. verden. Werner Ustorfs pointe afspejles i mottoet for den store internationale missionskonference, der afholdtes i Edinburgh i 1910. Her talte man optimistisk - nogle ville sige imperialistisk - om at hele verden ville være underlagt kristendommen inden det 20. århundredes afslutning.

På den anden side er der også talrige eksempler på, at kristne missionærer har vendt sig mod vestens imperialistiske indtrængen i andre nationer og har kæmpet de lokale befolkningsgruppers sag. Også dansk missionshistorie kan mønstre missionærer med et for deres samtid overraskende positivt syn på lokal religion, kultur og politisk frihedskamp. Danmarks første missionær, tyskeren Bartolemæus Ziegenbalg, var et tidligt eksempel netop på en kritisk holdning til koloniherrernes syn på de lokale indere, de arbejdede imellem.

- Ziegenbalg smed i bogstaveligste forstand sin paryk, klædte sig i indisk tøj og gik ud og missionerede på tamilsk. Og det chokerede jo, fordi danskerne så ned på den lokale livsform og kultur, forklarer missionshistorikeren Anders Nørgaard i et interview med Kristeligt Dagblad i forbindelse med markeringen af 300 året for Ziegenbalgs udsendelse til Trankebar i Sydindien. Disse handlinger var usædvanligt provokerende i en situation, hvor koloniherrerne ellers holdt hårdt på, at man ikke skulle blande sig med den lokale befolkning.

Anna Marie Petersen, som var udsendt af Det Danske Missionsselskab i første halvdel af det 20 århundrede, er et langt senere eksempel på en rebelsk missionær. Hun lagde sig ud med både sit missionsbagland og de lokale britiske kolonimyndighede. For hendes vedkommende tog provokationerne form gennem åbenlyse sympatier for Mahatma Gandhi og hans kamp for Indiens politiske selvstændighed.

Senere gjorde Kaj Baagø, missionær og professor i kirkehistorie på United Thelogical College i den sydindiske storby Bangalore, sig til talsmand for en bedre forståelse af Indiens religiøse og kulturelle traditioner. I 1966 skabte han international furore ved at kritisere al kristen mission, der ikke afspejlede den generelle afkolonisering, som havde taget fart siden 1945.

Baagø fandt det uantageligt, at missionsbestræbelserne i Indien, 19 år efter Indiens politiske selvstændiggørelse endnu havde som mål at omvende indere til en kristendom, der ikke anerkendte hinduismens integritet som religion og kultur.

Der har altid været en spændingen mellem mission som udtryk for Guds grænseløse kærlighed og kirkens pligt til at bringe dette budskab til alle folkeslag på den ene side og på den anden side vestens historiske imperiebyggeri. Det er et tema, som samlet set dækker de fleste af de legitimitetsproblemer, der har været forbundet med kristen mission gennem de sidste 300 år.

Ikke mindst har ændringer i synet på, hvad kristen mission indebærer, og hvilke måder, mission skal komme til udtryk på, afspejlet netop denne debat mellem de to fløje. Således anerkender de fleste missionskritikere i dag den menneskelige og udviklingsmæssige værdi af kristne missioners skoler og hospitalsarbejde. Samtidig har røsterne fra missionskritikkerne ført til større anerkendelse af andre religioners integritet på den kristne missions side og ikke mindst betydet lydhørhed for dialogens nødvendighed som en central del af missionens væsen ved indgangen til det 21. århundrede.