Sociale medier skaber misundelse på samlebånd

Når Instagram gør os usikre, misundelige eller vrede, er det ikke bare en bieffekt – det er selve forretningsideen, skriver studenterpræst Emma Audas

Sociale medier er fantastiske. Det ved vi. Sociale medier giver os muligheden for at holde kontakten med venner, som bor langt væk, vi kan for eksempel få at vide at ungdomsskolekammeraten, vi aldrig møder længere, har fået sit tredje barn. Vi får tilkendegivet, at den nye hårfarve klæder os, eller at vores debatindlæg ramte hovedet på sømmet. På bare et minut kan vi dele både de tungeste sorger og de største glæder, med alle vi har behov for at nå, og vi kan koble af efter en anstrengende dag ved at scrolle en halv time væk. Ja, sociale medier er fantastiske.

Men når det er sagt, er det på tide at stille nogle spørgsmål: Hvordan former sociale medier os som mennesker? Og har vi som kristne grund til at være kritiske overfor den verden, det menneskesyn og det selvbillede, web-tjenester som Facebook og Instagram skaber?

Følelser til salg
For at forstå sociale medier, og hvordan de former os, er vore følelser selve nøglen. Sociale medier lever af vores følelser. Foran skærmen bruger vi mest tid på det, som vækker de stærkeste følelser i os, og det er netop den tid, selskaberne bag de sociale platforme, sælger videre til sine kunder.

Kunderne består af firmaer, organisationer og andre aktører, som vil påvirke, hvordan vi bruger vores penge, hvordan vi ser på verden, og måske til og med hvordan vi stemmer (denne og flere andre påstande om sociale mediers logik i denne artikel har jeg hentet fra Jaron Laniers bog "Ten Arguments for Deleting Your Social Media Accounts Right Now" fra 2018).

Sociale medier lever altså af at vække stærke følelser i os. Det er det, som er forretningsideen. ”Hvis noget er gratis, så er det dig, der er produktet”, det stemmer med andre ord også her. Når sociale medier får mennesker til at føle sig usikre, misundelige, vrede, trygge, værdsat, underholdt, frustreret eller modløse, er det ikke bare en bieffekt – det er disse følelser, som udgør varen, der bliver solgt.

Utaknemlighed
Vores følelser har magt over os. De former, hvordan vi tænker, handler og forholder os til hinanden og omverdenen.

”Ydmyghed er at ikke sammenligne sig med andre”, skriver Dag Hammarskjöld i "Vägmärken".

Når folk snakker om sociale medier, er netop sammenligning et tema, som ofte trækkes frem, specielt blandt unge kvinder og småbørnsmødre. Sammenligning giver en følelse af utilstrækkelighed og øger oplevelsen af at mislykkes i sit eget liv. Alle andre ser ud til at have spændende job, rejse til eksotiske steder, arrangere hyggelige parmiddage, finde tid til at læse de rigtige bøger, være nærværende som forældre, være pæne og veltrænede, have en romantisk partner, blive inviteret til fede fester, og så videre i det uendelige. At det får mennesker til at føle sig ilde til mode, har folk snakket om i en årrække.

For at bøde på dette forsøger store instagrammere og bloggere hele tiden at skabe en form for balance (eller egentlig måske bare forsvare sit eget produkt) ved at publicere det, jeg kalder egentlig-indlæg: ”Sådan ser jeg egentlig ud uden sminke”, ”så rodet har vi det egentlig hjemme hos os”, ”sådan ser min krop egentlig ud, når jeg ikke trækker maven ind her og fremhæver brystet der”, eller ”så lidt bryder jeg mig om oprydning og rengøring, så vær ikke ked af det over, at min karriere og mit ægteskab er så vellykkede”. Men den slags forsøg på at kompensere er helt meningsløse. Ingen tror jo (egentlig) at folk lever perfekte liv. Rationelt set ved de fleste af os, hvordan det står til. Men følelsen er en anden.

Problemet består altså ikke i, at vi mangler information, men i at mediet som sådan er manipulerende. Følelsen af at andres liv er mere vellykket end vores eget, opvejes ikke af at nogen, viser den såkaldte virkelighed et par gange. Sammenligningen og utaknemligheden gør, at mange forsøger at blive en anden end den, de egentlig er. Andre håndterer smerten ved at lyve for sig selv om sin egen fortræffelighed.

Sociale medier bidrager altså til, at mennesker bliver mindre taknemlige for sine egne liv, noget som burde få enhver kristen til at være på vagt. Alligevel er der vældig få, som vil erkende, at de selv er blandt den majoritet, det går ud over. Det er lidt det samme som, at kun fire procent af os tror, at vi er en dårligere chauffør end gennemsnittet (denne undersøgelsen blev lavet i 2017 af YouGov, og 3133 personer deltog).

Øget bekræftelsesbehov
Der er noget lidt pinligt ved at publicere et nyt profilbillede på Facebook. Og at vi er specielt sårbare præcis da, er Facebook helt klar over. Derfor sørger de for, at billedet havner højt oppe i alle venners nyhedsstrøm, noget som genererer flere likes, og dermed giver os mere bekræftelse. Sociale medier får mennesker til at dyrke en form for gambling, hvor man med sig selv som indsats risikerer at blive usynliggjort eller hånet, men også har mulighed for at få bekræftelse. Og alt tyder på, at mange synes, det er det hele værd.

Sociale medier er markedets svar til en generation af mennesker, som har fået at vide, at de er værdifulde og unikke og at hele verden venter på, at de skal vise, hvem de er, og hvad der gør lige præcis dem så specielle.

De sociale medier siger: ”Kom nu: Optræd! Du må poste dig gennem livet!” Og de unge optræder og poster, men ingen tager sig af det. Det publikum som blev lovet dem, findes vist ikke, selv om illusionen kan opretholdes af venner som skriver: ”Såååååå lækker!” mindst 10 gange under hver selfie, de publicerer.

Sociale medier giver os større mulighed for at kontrollere, hvad vi lader andre se, og udvisker dermed det vigtige skel mellem at omgås og at optræde. At være sammen IRL – in real life – er at gøre sig sårbar, mere menneskelig. Det er at give andre muligheden for, at se sider ved én selv, som man ikke aktivt vælger at vise frem: et hurtigt blik, en tand man synes er grim, men som bliver synlig, når man ler, en delle på maven, når man sidder afslappet…

At omgås primært gennem det, man vælger at vise frem, ødelægger muligheden for at lære hinanden ordentlig at kende. Det er nemlig en utrolig gave, når en ven ser en side af en, som man ikke valgte at vise frem, og som man måske heller ikke egentlig ville vise. Selv om det kan være skræmmende, er det smukt, når det sker.

Bekræftelse er der i sig selv ikke noget galt med. Snarere er det en livsnødvendighed for os mennesker. Men en kristen kan ikke forme sit liv ved hjælp af personlige meningsmålinger. Teresa af Avila, nonnen og mystikeren, som levede i 1500-tallet, taler om at opnå en åndelig modenhed, som fører til, at vi ikke suger andre menneskers lovord til os – men heller ikke deres bagtalelse eller foragt. At udsætte sig selv for konstant vurdering, gør os mere selvcentrerede. Og er det ikke sådan, at de mennesker, som tager sig mindst af andres negative kommentarer, gerne tager sig tilsvarende lidt af lovordene?

Dette må dog ikke misforstås som et ideal om at være ligegyldig overfor andre mennesker. Tvært imod: Den, som ikke lever af andres bekræftelse, har også større mulighed for at flytte blikket fra sig selv og over til sin næste og hendes behov. At være mindre optaget af, hvad andre synes om dig, gør det muligt for dig, at være mere optaget af hvad de har brug for, som du kan give. Du behøver ikke skabe dig – du er allerede skabt. Du behøver ikke engang finde dig selv, selv om de fleste i dag påstår det modsatte. Du har kun brug for at finde Gud. Så får du selv tydeligere konturer; konturer som viser, hvem du virkelig er, hvem Gud ser, når Gud ser dig.

Kirkefaderen Augustin taler om, at vores sande identitet som Guds barn findes indeni os helt naturligt, nærmere os selv end vi selv er (Augustin, "Bekendelser, I"). Gud er altså sandheden om os. Synden er det som skygger for denne sandhed. Med Ellen Merete Wilkens Finnseths ord:

”Kristus er kommet til verden for at vise os, hvem Gud er, men han er også kommet til verden for at vise os, hvem vi selv er – . Vise hvad der er et menneskes gudgivne mønster og mulighed, hvad vi mistede undervejs i tidens labyrinter og spejlkabinetter” (Wilkens Finnseth, "Berøringen: Om det umulige møtet mellom Gud og menneske", 2018).

Vi behøver hverken ”lægge til” eller ”fremhæve” noget for at blive os selv. Vi har snarere brug for at skrælle nogle lag af. Vi har behov for at øve os i, at få vores identitet bekræftet af Gud – ikke af andre mennesker.

Fremmedgørelse
Sociale medier distancerer os fra vores venners liv. Der er noget vældig unaturligt over at blive informeret om et dødsfald uden at fortrække en mine. Men hvordan skulle vi i det hele taget kunne møde alle oplysningerne i nyhedsstrømmen, med de reaktioner de kræver af os?

Dødsfald blandes med frustration over forsinkelser i lokaltrafikken, og børn, som græder i udbombede byer, blandes med videoklip af sjove katte. Vi kan umulig føle alle de følelser, som nyhedsstrømmen jo faktisk burde vække i os – så ville vi blive fuldstændig udmattede. Sociale medier forstærker altså følelser som misundelse, selvcentrering og vrede, mens de følelser, der er vigtige for vores menneskelighed – empati, medfølelse, genuin glæde – svækkes.

Hvis en ven fortæller om noget trist som er sket, vil de fleste tage sig tid til at lytte, se vennen i øjnene, måske græder man sammen. Men på sociale medier er der fare for, at den samme besked bare glider forbi, og man scroller videre. Måske er man for træt efter en lang dag. Desuden er der jo igen, der ved at man har set det, så ingen kan klandre en for ikke at orke at reagere nu og her. At tro, at det ikke påvirker venskab og menneskers empatiske evner på dybet, er naivt. Vi kan skabe stor afstand mellem os selv og andre ved at følge vennernes opdateringer, som vi samtidig, uden større anstrengelser, kan vælge helt at ignorere.

Men vi risikerer også at blive isolerede fra vore egne liv. Det er blevet en kliche at gøre nar af alle dem, som filmer en koncert i stedet for at nyde øjeblikket. Men problemet stikker dybere end som så. Unge fortæller om, hvordan de tvinger sig selv til at gå til fester, de ikke har lyst til, fordi de føler et pres fra sociale medier til at vise, at de laver noget spændende en lørdag aften. Hvad gør det ved os?

Unge mennesker vænner sig til konstant at se på sig selv og deres liv udefra, og desuden publicere sine liv for hele verden. Kulturen, som er fyldt af ”identitetspolitik”, skriger ”vær dig selv!”, men lader alligevel ingen være sig selv. I stedet styres menneskers handlinger med jernhånd gennem belønning (likes) og straf (tavshed eller hån).

”Hvem siger mennesker at jeg er?” spurgte Jesus en gang disciplene. Millioner af mennesker i dag stiller det samme spørgsmål. Alligevel er der en væsentlig forskel: Når Jesus spørger, ser det ud til, at han ville finde ud af noget om andre mennesker.

Når folk i dag søger svaret gennem sociale medier, er det for at få noget at vide om sig selv. I en tid som forguder individet, er mennesket, der forsøger at finne sig selv, en søgende, og de sociale medier bliver hendes kirke. Men hvem er vi egentlig, når ingen andre end Gud ser os? Og hvordan kan vi lade vores selvbillede formes af Guds kærlige blik, der er det eneste blik, som virkelig ser os, som vi er?

Det gode fællesskab
Vores længsel efter fællesskab og efter at blive set, er en Guds gave. Længslen gør, at vi åbner os mod Gud og mod hinanden. Netop derfor er det vigtigt at være opmærksom på ting, der giver sig ud for at tilfredsstille en god længsel, men som egentlig bare udnytter vores tørst. Jeg tror, at vi som kristne har grund til at sætte spørgsmålstegn ved den magt, vi har givet de sociale medier, og at vi må være lydhøre overfor, hvordan vores billede af verden og af hinanden formes af den clickbait-kultur, sociale medier er en del af.

Det er vanskeligt at vælge sociale medier fra, fordi de sociale medier er så gode til at imitere noget, som er virkelig godt: ægte fællesskab mellem mennesker. At vi ofrer vore principper og vore overbevisninger på fællesskabets alter, er ikke noget nyt fænomen. Augustin hævdede til og med, at Adams første synd ikke var, at han stolede på slangen, men at han – til trods for at han vidste, at slangen løj! – alligevel satte fællesskabet med Eva højere end Guds bud, og derfor spiste af frugten (Augustin, "Guds by", XIV). Så selv om vi konfronteres med de sociale mediers skyggesider, kommer vi antageligvis alligevel til at tænke, at fællesskabet, vi oplever der, vejer tungest.

Vi kan være afhængige af sociale medier på forskellige måder: En del er afhængige af bekræftelsen, mens andre primært vil have materiale til sladder. Nogle lader statusopdateringerne fungere som substitut for virkelige venskabsrelationer, og nogle påstår, at de har brug for Facebook hovedsageligt for at kunne udføre sit arbejde eller at holde sig opdateret på spændende nyheder og artikler. Men vi må alle tage ansvar for, hvad slags webtjenester vi benytter. Vil vi virkelig være med til at støtte selskaber, som lever af menneskers usikkerhed, rædsel og vrede, og som skaber større afstand mellem forskellige grupper af mennesker? Som individer er det vældig vanskeligt at tage beslutninger, som får os til at føle os ekskluderede.

Derfor tænker jeg, at det er som fællesskab, vi i kirken burde hæve stemmen: Vi har brug for sociale medier, der ikke tjener penge på algoritmer, som gør verden sort-hvid. Desuden har vi behov for at fortsætte med at snakke sammen om, hvordan vi kan stræbe efter at være genuine og ærlige i en så overfladisk verden.

Måske skal vi som kirke benytte os af den kliche, der ofte anvendes om alkoholisme og andre misbrug: at første skridt på vejen til frihed er, at erkende at vi har et problem.