"Det var, som om vi var forbundet"
Glædesdansen og smilene var tydelige tegn på en begejstring over at møde venner fra den anden side af jordkloden, fortæller koordinator i Folkekirkens Asylsamarbejde Søren Dalsgaard om en tur til Uganda
Efter et par timers kørsel på en hullet og støvet landevej i det nordlige Uganda var det opløftende at blive budt velkommen af kvinderne, som med sang og dans førte an i en festprocession ind gennem den lille by.
Glædesdansen og smilene var tydelige tegn på en begejstring over at møde venner fra den anden side af jordkloden. Venner som de nu også fik lejlighed til at sætte ansigt på.
Det var, som om vi allerede før ankomsten var forbundet med hinanden på en helt særlig måde.
Uddannelse skaber muligheder for dem og deres børn
Vi er i en lille by uden for Gulu i det nordlige Uganda. Efter 22 års borgerkrig blev Women Development Center dannet med det formål at give kvinder uddannelse som skræddere eller frisører.
Disse kvinder er vokset op i flygtningelejre uden adgang til basal skolegang og uden mulighed for at bevæge sig frit uden for flygtningelejren af frygt for voldtægter og kidnapninger.
LÆS OGSÅ: Afrikas kvinder planlægger fremtidens familier
Nogle blev kidnappet og giftet bort med soldater i oprørshæren. Derfor blev mange ufrivilligt mødre i en meget ung alder. Med deres nye uddannelse på kvindecenteret har de nu mulighed for at skabe sig en indkomst, så de kan tjene til livets ophold og sende deres børn i skole.
Fortidens mørke var forvandlet til håb
Indtoget i landsbyen fik stor opmærksomhed. Afrikanere ved virkelig, hvordan man fester. Rytmerne satte sig i kroppen på mig, og humøret steg med adskillige procent. Det var, som om musikken bandt os sammen.
Vi blev budt velkommen med taler og sange i bedste afrikanske stil. Vi så værkstedet, hvor de unge kvinder syede tøjet, og vi blev præsenteret for nogle af deres nyeste produkter.
Under hele seancen opstod en følelse af taknemlighed i mig over at være sammen med mennesker, som besidder en så stor tro på livet. Fortidens mørke var forvandlet til håb, og meningsløsheden var omdannet til livskraft. Midt i det hele kunne jeg ikke lade være med at være stolt af at være en lillebitte brik i dette store puslespil.
LÆS OGSÅ: Vejen til udvikling ligger i uddannelse
Det var, som om vi på en eller anden måde var forbundet til hinanden.
Kirken må videreføre Jesu mission
I min lokale menighed på Nørrebro har vi gennem en årrække støttet kvindeprojektet i Norduganda ved blandt andet indsamlinger til kirkekaffen og til kirkekoncerter. Men for mig er der tale om mere end bare et indsamlingsprojekt. På trods af den store geografiske afstand ligger disse kvinder mit hjerte meget nær.
”Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” Med dette citat fra Esajas’ Bog indleder Jesus i Lukasevangeliet sit offentlige virke. I samme ånd må vi som kirke videreføre Jesu mission her i verden. Det er, hvad kvindeprojektet i Uganda handler om.
Det er en opgave, som på en helt særlig måde binder Guds folk sammen.
Vi er alle forbundet med hinanden
Hjemme i min stue står en stor afrikansk træfigur udskåret af ibenholt. Den forestiller en masse individer, som holder fast i hinanden. Den enes arm er den andens fod, og de øverste står på skuldrene af de nederste. Den er en påmindelse til mig om, at jeg er gensidigt forbundet med mine brødre og søstre ude i verden.
I år har vi ingen planer om at rejse til udlandet. Til gengæld er der en voksende andel flygtninge og indvandrere i min venne- og bekendtskabskreds her i Danmark.
Mange giver udtryk for, at det er svært at komme i kontakt med danskere og danne rigtige venskaber. Jeg tænker på at samle nogle af dem til en rejse rundt i Danmark, så de kan opleve lidt mere af deres nye hjemland.
Vi har forskellig kultur og forskellig livshistorie, men vi er alle forbundet med hinanden. Nu også i Danmark.
Søren Dalsgaard er koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde.