- Kirken skal gøre abstrakte begreber konkrete

Hvis kirken skal få relevans i folks liv, må den være bedre til at formidle kirkens sprog og ritualer, mener hospitalspræst Trine Kern Kernel

I interviewserien "Mit præsteliv" fortæller hospitalspræst på Glostrup Hospital Trine Kern Kernel om, hvorfor hun læste teologi, om hendes udfordringer ved arbejdet og om, hvordan hun mener kirken skal vende udviklingen i en tid, hvor dens betydning er svindende.

Hvorfor læste du teologi?
 - Jeg voksede op i et typisk hjem fra 68-generationen, hvor begge mine forældre var ateister og aktivt havde taget stilling til religion og meldt sig ud af folkekirken. Men af en eller anden grund har jeg altid selv troet på Gud, og har ledt efter Gud uden helt at vide, hvem Gud var. Derfor valgte jeg at blive døbt og konfirmeret som 14-årig og havde derefter et håb om at få en tilknytning til en kirke og en menighed.

 - Men det var først, da jeg rejste til Israel efter gymnasiet, at jeg mødte nogle jøder og muslimer, som jeg kunne tale om tro med.
Jeg kan huske, at jeg blev slået af, hvor godt et sprog de havde for deres tro og hvor godt styr de havde på deres religion. Det var meget dragende at høre om jødedommen og islam, men hver gang manglede jeg noget. Det gik efterhånden op for mig, at jeg manglede Jesus i deres trosretninger, så jeg fandt ud af, at jeg nok blev nødt til at tage tilbage til Danmark og læse teologi for at finde ud af, hvad kristendommen egentligt er.

Hvorfor blev du hospitalspræst?
 - Under min studietid arbejdede jeg på et plejehjem for yngre handicappede. Det var spændende og meningsfyldt for mig at tale med beboerne og høre om deres liv og den situation de var sat i. Men jeg syntes også, at der manglede noget omsorg for dem, fordi personalet havde travlt og samtalerne ofte var korte. Samtidigt kunne jeg på det tidspunkt, hvor jeg læste teologi, ikke se mig selv som traditionel sognepræst. Jeg havde lyst til noget mere uforudsigeligt arbejde, hvor man træder til i nogle svære situationer.

Hvordan adskiller din hverdag sig fra en hverdag som sognepræst?
 - Hovedvægten af mit arbejde er sjælesørgeriske samtaler med patienter, der er indlagt. Det vil sige, at hvis patienterne har lyst til at tale med en præst, så ringer de til mig, og vi finder en tid til en samtale. Derudover underviser jeg plejepersonale i åndelig omsorg eller i at tage vare på døende mennesker. 

 - Desuden har jeg min menighed i meget kort tid, fordi det ikke er de samme kirkegængere, der kommer igen og igen. De mennesker, jeg møder gennem mit arbejde, har jeg en eller få samtaler med, for enten bliver de raske, overført til et andet hospital, eller også dør de. Derfor er de samtaler, jeg har med patienterne, også meget intense. Vi taler om patientens livshistorie og om deres tro og prøver at finde ud af, hvad der kan hjælpe og støtte dem i deres situation her og nu.

Hvad er den største udfordring i dit arbejde?
 - Jeg samarbejder med sundhedspersonalet, som har en hel anden uddannelse for deres virke på hospitalet end jeg. De kan godt lide evidensbaseret viden og vil gerne kunne måle og veje hvad, der sker med patienten. Så de udfordrer mig naturligvis en gang imellem. De spørger om, hvordan mit arbejde er en gavnligt for situationen, og kunne måske ønske sig en målestok for det, jeg laver. Det er også en udfordring, at vi skal finde et fælles sprog, fordi vi ikke altid forstår hinandens fagsprog. 

Hvad er det bedste, du har oplevet som præst?
 - Det bedste som hospitalspræst er, at når jeg går ind til en samtale, så er vi ikke kun to mennesker, der sidder overfor hinanden, men Gud er der også. Helligånden hjælper på en eller anden måde til, at vi får sagt de ting højt, som er vigtige for os, og man har fornemmelsen af, at Gud lytter med og modtager det, man siger. Gud er meget på spil, og det kan virke helt fantastisk at føle Guds nærvær i samtalen.

Hvad er det sværeste, du har været ude for som præst?
 - Det er, når man går ind til en situation, som er virkelig meningsløs. Jeg tænker især på, når jeg oplever børn dø. Der er ingen ord, ingen bønner eller ritualer, der kan ændre det skete. Det er bare forfærdeligt, og forældrene står tilbage med den dybeste fortvivlelse og vantro. De kan slet ikke se, hvordan de skal leve videre uden barnet. Som præst vil jeg gerne hjælpe, selvom jeg ved, at jeg ikke kan forandre deres situation. Det eneste, jeg kan gøre, er at være tilstede og rumme deres sorg og hjælpe dem med at sætte ord på det, de står i.

Hvordan oplever du folkekirkens svindende forankring i befolkningen?
 - Jeg oplever, at mange mennesker ikke helt ved, hvad kirkens rolle og plads er i det moderne samfund. De mener ofte, at vores eksistensberettelse primært er et kulturanliggende og forstår kirken som noget adskilt fra deres personlige tro. Derfor oplever jeg, at menigheden bliver overrasket, når de kommer i anledning af en kirkelig handling og erfarer, at kirken kan give et relevant svar på deres eksistentielle spørgsmål.

Hvad kan kirken gøre for at vende udviklingen?
 - Jeg tror, at vi skal blive bedre til at formidle de ting, vi allerede gør i folkekirken. For der er mange gode tilbud i kirkerne landet over, der inviterer mennesker i alle aldre til at komme til kirken og lade kirken blive en spændende del af deres liv. Samtidig tror jeg, at der ligger en opgave i at give kirkens ånd en krop. Med det mener jeg, at vi har utrolig mange smukke formuleringer og ritualer i kirken, som måske går hen over hovedet på mange i menigheden. Hvad betyder det, præsten står og siger og endnu vigtigere, hvordan kan det udfolde sig i livet uden for kirkerummet?

 - Ofte er det eksempelvis nødvendigt at forklare begrebet arvesynd til de mennesker jeg taler med, så det ikke er et skræmmende og fremmedgørende begreb, men bliver håndgribeligt og forståeligt ud fra deres egne oplevelser. Vi kan gennem samtaler og handlinger forsøge at gøre de abstrakte begreber om Gud konkrete, så menigheden kan erfare Guds tilstedeværelse i deres eget liv.

Hvordan skal folkekirken tackle mødet med andre religioner?
 - Jeg synes, at muligheden for at møde andre religioner er velkommen, og at vi skal invitere til dialog. Blandt andet oplever jeg, at mødet med islam og buddhisme får mange medlemmer af den danske folkekirke til at overveje deres egen tro og til at stille spørgsmål til vores religiøse traditioner. Det er positivt. På den måde får vi dannet vores egen kristne identitet i mødet med det, der er os ukendt.

 - Blandt andet er det spændende, når eksempelvis muslimers praktisering af ramadanen får præster og menigheder mange steder i landet til at søge efter den kristne faste-tradition og de gamle, glemte traditioner så får en fornyet plads i vores bevidsthed og trospraksis igen. Mødet med andre religioner får os til at besinde os på os selv og udvikle os som kirke.

Hvad betyder troen for dig?
 - Troen er naturligvis meget vigtig mig. Min egen personlige tro og mit eget forhold til Gud gør, at jeg kan udføre mit arbejde. For hvis jeg ikke kunne bede til Gud, før jeg skal ind i de sværeste situationer og tro på, at Gud er med de mennesker, der lider, så ville jeg blive udbrændt meget hurtigt. 

 - Troen har også givet mig en masse billeder, jeg kan bruge i forhold til patienterne og mig selv. Et af de billeder er opstandelsesbilledet, særligt fra en prædiken af Kaj Munk, hvor han beskriver, at opstandelsen er noget vi kan håbe og tro på, når vi dør. Men opstandelsen er også noget vi skal erfare i livet igen og igen. Alle oplever langfredage, når vi rammes af tvivl, sorg og troskriser. Men påskemorgen erfarer vi også gang på gang, når vi oplever, at de fleste kriser vender. Selvom vi mister drømme og håb, så får vi skabt nyt liv og nye muligheder. Jeg oplever det som et vidnesbyrd om, at Gud er i vores liv her og nu og ikke en fjern Gud langt herfra.

Har du et forbillede, der inspirerer dig?
 - Jeg har taget en uddannelse der hedder Klinisk pastoral uddannelse i USA. I den forbindelse blev lederne af min uddannelse mine forbilleder på mange måder. De havde et tæt og godt samarbejde med hospitalsledelsen og de forskellige afdelinger, og sørgede blandt andet for, at enhver patient fik tilbud om en sjælesorgssamtale under deres indlæggelse. De viste også gennem deres arbejde, at sjælesorg ikke er bundet til den religiøse retning, sjælesørgeren kommer fra, men at man skal kunne arbejde tværreligiøst.