- Sorgen er et helligt rum

Studenterpræst på Århus Universitet Jens Munk er ikke vokset op i et kristent hjem, men blev interesseret i kristendom og tro på en rejse i Østen som ung. Foto: Privatfoto

Der opstår en dyb og næsten hellig kontakt, når studenterpræst Jens Munk taler med studerende, der er i sorg og skal hjælpes til at få livsmodet igen

I interviewserien "Mit præsteliv" fortæller studenterpræst på Århus Universitet Jens Munk om, hvorfor han blev præst for studerende, om glæder og udfordringer ved arbejdet og om, hvad troen betyder for ham.

Hvorfor læste du teologi?
- Jeg kommer ikke fra et kristent hjem, men som ung var jeg ude at rejse i Østen i langt tid, hvor jeg blevet meget optaget af østlige religioner. Jeg boede på et kloster i et stykke tid, hvor jeg studerende buddhisme og hinduisme, og blev egentlig optaget af kristendommen gennem mødet med de andre religioner. Jeg ville undersøge, hvad vores religion går ud på, fordi religion fylder så meget i Østen. Samtidigt begyndte jeg selv at søge efter en tro, og blev tændt på idéen om at læse teologi for at kunne studere troen indefra, fortæller Jens Munk.

Hvorfor blev du studenterpræst?
- Jeg har været højskolelærer i mange år og kan godt lide at arbejde med unge mennesker. Jeg havde en grunduddannelse i psykoterapi og interesserer mig derfor for området mellem teologi, tro og psykologi. Netop i min stilling er der rigtig meget af det, fordi den er fyldt op med samtaler. Det er også det, der giver mest mening for mig, for det er i de dybe, nære samtaler, hvor jeg oplever, at man kan gøre noget og betyde noget for et andet menneske, siger Jens Munk.

- Derudover har jeg valgt jobbet, fordi der ikke er tung organisation over mig, som på forhånd vil noget bestemt. Jeg kan lægge mærke til, hvor der er brug for mig som præst og gå ind og lave noget der, hvor der allermest brug for det. Det er kun min egen energi og arbejdstimer, der sætter begrænsningen. En almindelig folkekirke kan godt være et tungt apparat, der kører derudaf, hvor man ikke kan nå, det man gerne vil, fordi noget andet skal køre.

Hvordan adskiller din funktion som studenterpræst sig fra en almindelig præst i folkekirken? 
- Jeg har næsten ingen almindelige gudstjenester, da hovedparten af mit arbejde består af samtaler med studerende, der har forskellige typer af problemer. Jeg har omkring 10-15 samtaler om ugen af en times varighed, så det fylder ofte op mod halvdelen af mit job. Jeg har dog et samarbejde med studentermenigheden, hvor vi holder taizé-gudstjenester, som er mere meditative. Men ellers kan man sige, at hele mit job skal jeg selv skabe, for der ligger ikke noget fast på forhånd. Det synes jeg, er spændende, siger Jens Munk.

Hvad er den største udfordring i dit arbejde?
- Der er utrolig mange udfordringer. En af dem er, hvordan man motiverer frivillige. Jeg mener, at frivillighedsarbejdet er utrolig vigtigt for et samfund. Jeg interesserer mig for, hvordan man fastholder frivillige, hvordan inkluderer man dem og hvordan gør man det spændende for unge mennesker. I mit arbejde forsøger jeg hurtigt at give dem, der bliver frivillige, et ansvar og penge til at arrangere ting for, så deres idéer kan blive ført ud i livet. Hvis man skal have fat i unge, skal man være hurtig til give dem lov til at prøve det af og støtte dem i projektet, siger Jens Munk.

Hvad er det bedste, du har oplevet som præst?
- Det er de samtaler, hvor der jeg oplever, at der sker noget for et menneske, hvor jeg gør en forskel. Det er mennesket selv som skal hente ressourcerne frem, men det er stort at være med til at hente dem frem og se studerende komme ud af en dyb sorg og få livsmodet igen. Der opstår en dyb kontakt, når man møder et menneske i sorg, og jeg vil næsten kalde det et helligt rum, når man tør gå ind i et rum med stor sorg og starte vandringen frem mod lyset og livet igen, fortæller Jens Munk.

Hvad er det sværeste, du har været ude for som præst?
- Det sværeste jeg har oplevet er, da jeg som vikar for hospitalspræsten på Århus Kommunehospital, kom ned til en mand, der lige var død og familien stod i sorg uden for. Jeg kom direkte fra et festlig lag og skulle så lave et ritual for dem. Men det er en situation, der viser meget godt, hvordan jobbet er meget omskifteligt. Jeg er tit ude i livets ydersituationer, hvor der sker afgørende ting for mennesket. Det er det, der giver mest mening, men det er også det, der er sværest, forklarer Jens Munk.

Hvad betyder troen for dig?
- Troen har for mig noget at gøre med den kontakt, der er i samtalen. Det at være empatisk og kunne rumme og anerkende det menneske, man sidder overfor. Det er for mig troens rum, hvor der en tilstand af barmhjertelighed og indlevelse, som en af siderne i evangelierne handler om. 

- Derudover betyder troen også, at vi som mennesker er gode nok, som vi er. Vi behøver ikke at blive nogle andre, præstere mere eller lave noget om ved os selv. Vi er accepteret og har Guds nåde. Det er det vigtigste budskab til unge mennesker, som lever i en verden, hvor de hele tiden skal performe og fremstå på en bestemt måde. Der skal kirken holde fast i, at vi er sat fri til at være dem, vi er. Det er aspekter af troen, der hele tiden er der, som vi kan hvile i, og jeg tror, det er det bedste basis for at udrette noget godt, forklarer Jens Munk.

Har du et forbillede, der inspirerer dig?
- Det vigtigste forbillede for mig er egentlig ethvert menneske, for hvem det lykkes at leve som den person de er uden bekymringer. Så er det lige meget om man bliver en stor, karismatisk leder eller gør rent i et storcenter - det gælder om at turde være den, man er, slutter Jens Munk.