- Troen er brændstoffet i mit liv

I arbejdet som HIV-og-AIDS-præst i København har Carina Wøhlk mange, svære sjælesorgssamtaler, som ofte kræver bearbejdelse gennem bøn. Læs anden artikel i serien "Mit præsteliv"

Som en del af interviewserien "Mit præsteliv" fortæller HIV-og AIDS-præsten ved Helligåndskirken i København Carina Wøhlk om, hvorfor hun blev funktionspræst for HIV-smittede, om glæder og udfordringer ved arbejdet og om, hvad troen betyder for hende.

Hvorfor læste du teologi?
- Det var simpelthen, fordi jeg gerne ville være præst. Jeg har villet være præst, så længe jeg kan huske. Det har altså fyldt i min bevidsthed hele livet og jeg har gået meget målrettet efter at blive præst. Jeg tog en klassisk-sproglig studentereksamen og blev derefter direkte optaget på det teologiske studium. Jeg blev derfor færdig allerede som 23-årig, hvilket var ret tidligt i forhold til at finde arbejde som præst i folkekirken, siger Carina Wøhlk.

Hvorfor blev du HIV- og AIDS-præst?
- Jeg søgte en del stillinger, men som ung og uprøvet fik jeg mange afslag. Så kan man undre sig over, at det var det her embede, jeg fik, men heldigvis var der nogen, der kunne se, at jeg havde nogle særlige forudsætninger for jobbet. Min unge alder så man her som en fordel, fordi HIV ofte rammer unge, seksuelt aktive mennesker. Dertil er jeg homoseksuel og der var en bevidsthed om, at en del bøsser lever med hiv, og endelig ved jeg, hvordan det er at være patient, da jeg selv har en kronisk sygdom. Derfor blev det, der ikke var en fordel i andre sammenhænge, en fordel for mig i netop denne kontekst, fortæller Carina Wøhlk.

Hvordan adskiller din funktion som HIV-og AIDS-præst sig fra en almindelig præst i folkekirken? 
- Jeg har en kombinationsstilling. Det betyder, at jeg både har almindeligt sognearbejde og det særlige funktionsarbejde. Men det er sidstnævnte, der fylder mest - både i hverdagen og i min pastorale identitet. Først og fremmest ser jeg mig selv som særpræst, understreger Carina Wøhlk.

- Det særlige er overordnet set, at jeg har fokus på en specifik diagnosegruppe - nemlig HIV-smittede. Helt konkret har jeg til forskel fra en fuldtids sognepræst relativt få gudstjenester, men til gengæld rigtig mange sjælesorgssamtaler. Jeg kan snildt have fem-seks samtaler på bare én dag. Udover sjælesorgssamtalerne holder jeg særgudstjenester en gang om måneden og så har jeg forskellige arrangementer i samarbejde med Den folkekirkelige Aids-tjeneste, fortæller Carina Wøhlk.

Hvad er den største udfordring i dit arbejde?
- Jeg synes faktisk den største udfordring er at bestride en kombinationsstilling. For mig betyder det kronisk dårlig samvittighed, fordi jeg skal forsøge at dække flere arbejdsområder. Jeg føler hele tiden, at jeg ikke dækker, hvad jeg skal at jeg skylder nogen noget, siger Carina Wøhlk.

Hvad er det bedste, du har oplevet som præst?
- Jeg synes, præstelivet byder på mange gyldne øjeblikke. Men jeg tror, jeg har haft flest gode oplevelser i forbindelse med sjælesorgssamtalerne. Det er et utrolig meningsfyldt og berigende arbejde. Her får jeg lov til at følge mennesker et stykke på vejen og mulighed for at give dem kræfter til at gå videre selv, fortæller Carina Wøhlk.

Hvad er det sværeste, du har været ude for som præst?
- Det er klart, at jeg i mit arbejde med HIV-smittede mennesker har mødt mange sørgelige skæbner. Det er ikke en skovtur at have den sygdom, og jeg er blevet indviet i sindsoprivende livsfortællinger. Men jeg minder altid mig selv om, at jeg blot skal lægge øre til grusomhederne, mens de HIV-smittede lægger krop og sjæl til. Det slider at skulle rumme andre mennesker, men jeg tror også, at det er udviklende, siger Carina Wøhlk og fortsætter:

- Det allersværeste er nok i virkeligheden at forsvare og forklare, hvad man laver som HIV- og AIDS-præst. I årenes løb har jeg oplevet så mange anslag mod stillingens eksistensberettigelse og i rigtig mange tilfælde er de filtret ind i fordomme om mennesker, der lever med HIV. Fordommene kan være mange, men jeg hører ofte folk spørge, hvorfor der så ikke også skal være en kræft-præst eller en sclerose-præst. De spørger, hvorfor de HIV-smittede skal have deres egen sjælesørger, når HIV i modsætning til andre sygdomme er selvforskyldt. Det provokerer mig meget, og det synes jeg, er svært at skulle forholde sig til, fortæller Carina Wøhlk.

Hvad betyder troen for dig?
- Jeg kunne ikke gøre, hvad jeg gør, hvis jeg ikke var et troende menneske. Troen er brændstoffet i mit liv. Det er evangeliet og troen på Guds kærlighed, der driver mig frem og holder mig oppe, når arbejdslivet er udfordrende og udmattende. Rent konkret ytrer min tro sig ofte i bøn, som jeg bruger meget i arbejdet med sjælesorgssøgende eller alene, når jeg skal bearbejde en svær samtale, siger Carina Wøhlk.

Har du et forbillede, der inspirerer dig?
- Kristus har selvfølgelig den helt store eksempelværdi, men hvis jeg skal pege på et nulevende forbillede, så må det blive min kollega professor og pastor Theodor Jørgensen, som jeg har det store privilegium at dele arbejdsplads med. Han er utroligt engageret og empatisk og en livsklog og lydhør sjælesorger, slutter Carina Wøhlk.