- Vi skal være stolte af at tilhøre én sand Gud

Jeg forstår ikke angsten for at turde hævde, at kristendommen er bedre end andet, at der er én vej og én sandhed. Det svarer jo til, at man skammer sig over at være kristen, siger sognepræst Ole Bach Piekut. Foto: Foto: Privatfoto

Når præster hævder, at der er flere veje til Gud, så er de med til at promovere et negativt selvhad, mener sognepræst Ole Bach Piekut

I interviewserien "Mit præsteliv" fortæller 32-årige sognepræst på Sydfyn Ole Bach Piekut om, hvorfor han blev præst, om glæder og udfordringer ved arbejdet og om, hvordan han mener, folkekirken skal tackle andre religioner.

Hvorfor blev du sognepræst?
 - Et par år inde i teologistudiet oplevede jeg, at jeg følte mig forpligtet med det, jeg beskæftigede mig med. Man kan ikke læse om mennesker, som gennem historien har taget livtag med kristendommen, ofte med livet som indsat, uden at spørge sig selv, hvorfor det menneske var villig til at risikere alt. Det er med andre ord forpligtende læsning, og man kan ikke dykke ned i den bibelske grundfortælling uden at opleve, at den taler til en. Da jeg opdagede det, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle være præst, så det budskab kunne blive bragt videre.

Hvad er karakteristisk for din hverdag som præst?
 - Jeg er landpræst, så min hverdag er at være forbunden med mine tre sogne og menigheder. Som landpræst må jeg ikke bare sidde i min præstegård og læse bøger, men komme ud blandt mine menigheder og være synlig. Jeg skal være der, hvor min menighed er. Jeg forsøger i mit daglige virke at formidle så snart, jeg har muligheden for det på skoler, institutioner og gennem medier. Jeg vil gerne have, at folk ved, hvem og hvor jeg er, sådan at det er naturligt for skolen for eksempel at ringe og spørge, om de må besøge præsten.

Hvad er den største udfordring i dit arbejde?
 - Jeg tror, at det er generelt for alle præster, at vi står over for nogle udfordringer i tiden, som skaber vanskelige forhold for præstegerningen. Førhen fik man jo rigtig meget foræret, fordi der var en almen viden om kristendommen, mens man i dag faktisk skal begynde forfra. Grundfortællingen er simpelthen forsvundet fra de generationer som er mellem 15-40 år i dag. Den største udfordring er altså at få det fortalt igen.

Hvad er det bedste, du har oplevet som præst?
 - Jeg synes, at noget af det gode ved at være præst er, at der ikke er to dage der ens. Hver dag bringer gode oplevelser, fordi jeg er tæt på mennesker hele tiden. Det er en gave at opleve, at det menneske, hvis øjne var lukket for kristendommen, ser tingene i et nyt lys og fra et nyt perspektiv. At det rent faktisk bringer mening ind i folks liv.

Hvad er det sværeste, du har været ude for som præst?
 - Det er, at der ikke er timer nok i døgnet. Mit arbejde er forpligtende og når man brænder for det, så er det som om, tiden ikke slår til. Jeg møder mennesker i mange forskellige situationer, men det sværeste er nok, at traditionstabet er så markant. Det er der rigtigt mange præster, inklusiv mig selv, der er frustreret over, men det nytter ikke noget at sidde i et hjørne og brokke sig. I stedet må der handles på det. 

- Derfor ærgrer det mig også, når folk som er kaldet til kirken kommer med udtalelser, der bare lefler for tidsånden, for så fjerner vi jo det fundament vi bygger på. Jeg tror, at nogle i bare frustration skylder barnet ud med badevandet, når de mener, at højmessen er for svær og vanskelig. Så introducerer man alle mulige nye måder, fordi man tror, at det er det folk vil have. Men det synes jeg er for ringe. 

 - Hvis tingene er for svære, især gudstjenesten, så må det være præstens fornemmeste opgave at forklare, fortælle og forkynde det, sådan at den giver mening, så vi ikke kaster vrag på det, der har skabt mening og sammenhold gennem generationer.

Hvordan mener du folkekirken skal tackle andre religioner?
- Jeg møder ofte den holdning, at det vel er lige godt om, vi tror på Gud, Allah, energier eller noget helt andet, for det er vel den samme gud. Som præst i folkekirken kan jeg ikke se, at der kan svares andet end et klart og tydeligt nej til denne holdning, for det er bestemt ikke ligegyldigt. For alt er ikke lige godt, for så ville det netop være ligegyldigt.

 - Jeg ser det som en stor fejl at give efter for relativismen i et misforstået forsøg på at mødes på halvvejen. I stedet for at file lidt på kristendommen af angst for at nogen skulle skære sig på kanterne mener jeg, at opgaven er at oplyse og undervise, så forskellighederne netop træder tydeligt frem i stedet for at forsøge at viske dem ud.

 - Opgaven er at gøre klart, ikke forplumre. For der faldbydes en myriade af veje, men Kristus kommer os kun i møde ad en af dem. Det menneske, der søger sandheden, skal ikke rækkes et fad af sandheder, for det er at drive gæk med det ængstede hjerte. Når det syge, det døende eller det angste menneske spørger efter en vej at gå, så nytter det ikke, at præsten tryller et tagselvbord af halvkvædede viser frem. Da må svaret være, at du skal gå til Kristus, og han vil drage dig til sig. 

 - Jeg forstår ikke angsten for at turde hævde, at kristendommen er bedre end andet, at der er én vej og én sandhed. Det svarer jo til, at man skammer sig over at være kristen. Jeg mener derimod, at man burde være stolt af at tilhøre én sand Gud fra evighed og til evighed, og at det er præstens opgave at give denne stolthed videre frem for at promovere det negative selvhad og skamfuldheden over at være et kristent menneske.
 
Hvad betyder troen for dig?
 - Troen er det fundament, hvorfra det hele næres. Det, der skal bære det hele. Det er der, jeg henter styrke. Det er det træ, jeg støtter mig ved, hvis jeg vakler, fordi dets rødder stikker dybt. Det er den ånd, der bærer kristenlivet igennem.

Har du et forbillede, der inspirerer dig?
 - Her må enhver præst i folkekirken svare Kristus. Det kan ikke være andet. Men når det er sagt, så vil jeg gerne nævne en gruppe af mennesker, jeg har respekt for. Jeg tænker på vores soldater i Afghanistan. Det er unge mennesker, som er parat til at sætte deres liv ind på at bevare det kristne menneskes frihed. Det, synes jeg, fortjener alt ære og respekt. Det er jo ganske unge mennesker, som faktisk har erkendt, at der ikke er noget i den her verden, der er gratis. Kærligheden har en pris, og friheden er ikke noget, vi får forærende.

 - Det kan vi lære noget af. Det at være kristen er fordrende og kræver noget af os. Jeg bruger for eksempel tid på konfirmanderne til at fortælle dem, at kristendommen er et forpligtende fællesskab. For at sige det lidt banalt, så døde Kristus jo ikke på korset for, at de kunne sætte sig ind på deres værelse og spille computer. De skal vågne op og deltage i den verden de er sat i, og det kan de sagtens forstå.