"Hildegard af Bingen har lært mig at se på verden med troens øjne"

Hildegard af Bingen er min vejviser på pilgrimsvandringen mod hellighed, skriver forfatter Kirsten Kjærulff

Jeg er kristen, døbt til et nyt liv i Kristus, (Rom 6, 23) det vil sige et liv i Kristi efterfølgelse. Så derfor er det naturligvis Kristus, der er mit åndelige forbillede. Han er vejen, sandheden og livet. (Joh. 1,1-18)

Min spiritualitet er derfor en vej, en udviklingsvej, en pilgrimsvandring, en kontinuerlig Kristusproces mod en stadig større lighed med Kristus.

"... ligesom Han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: I skal være hellige, for jeg er hellig. (1 Pet 1,15-16).

Det var forbudt at stræbe efter hellighed
Jeg er så lykkelig, at denne længsel efter hellighed har været nedlagt i mig, fra jeg var et lille barn. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg om aftenen klatrede op til et hemmeligt sted i mine forældres æbletræ og sad ganske stille deroppe og så solen gå ned over markerne og skoven og lyttede til solsortens aftensang.

Jeg følte intenst, at Gud var til stede i al denne skønhed og fred, og at Han holdt mig i sine arme.

Jeg voksede op i et dejligt kristent hjem med kirkegang og aftenbøn. Gud var en underforstået selvfølge, men vi talte ikke så meget om ham. Men da jeg blev større og gik til konfirmationsforberedelse, og siden da jeg blev voksen og var aktiv i folkekirken, fik jeg gang på gang at vide, at det at stræbe efter hellighed, det kunne jeg lige så godt opgive.

Mennesket var totalskadet efter syndefaldet, og at tro, at man selv kunne arbejde med sin hellighed var forsøg på selvfrelse og gerningsretfærdighed.

Så mistede jeg lysten til at have med kirken at gøre. Hvis man alligevel intet kan gøre, så kan man jo lige så godt sætte sig med ryggen til og med hænderne i skødet og vente på, at Gud skal hive en op af suppedasen. Naturen var heller ikke noget, der kom Gud ved. Det var panteisme og kætteri, fik jeg at vide.

Mødet med Frans af Assisi og Hilegard af Bingen ændrede alt
Men så var det, jeg mødte Frans af Assisi, som jeg blev dybt betaget af: Her så jeg et menneske, som virkeliggjorde den Kristi efterfølgelse, som jeg altid havde drømt om, og en spiritualitet, som så naturen som Guds hellige skaberværk: Ham kunne jeg i hvert fald følge efter i hans inderlige forbundethed med Kristus, i hans ydmyghed, nøjsomhed og respekt for hele skaberværket.

Efter nogle år mødte jeg Hildegard af Bingen, en anden af kirkens store helgener. Det begyndte med hendes sange, som i lykkelige øjeblikke førte mig til en forening med Gud.

Et efterfølgende videnskabeligt studium af hendes musik åbnede mine øjne for hele hendes holistiske verdens- og menneskesyn, en indsigt, som i løbet af nogle år førte mig til den katolske kirke.

Derfor konverterede jeg for cirka 20 år siden, og her fandt jeg alt det, som jeg havde savnet i den lutherske teologi i folkekirken:

Gode vejvisere på pilgrimsvandringen mod hellighed og mange forskellige former for spirituel praksis, så den søgende altid kan finde en vej, der passer netop til pågældendes personlighed, men altid med det samme overordnede mål, som Paulus formulerer således: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig." (Gal 2;20)

Både Frans og Hildegard er stadig mine vejvisere, lige som flere nulevende mennesker, især nogle præster og klosterfolk, er forbilleder og vejledere.

Jeg øver mig i at leve i konstant bøn
Benedikt I de sidste 8 år af mit liv er det især Benedikt af Nurcia, som er blevet mit åndelige fyrtårn. Jeg lærte ham at kende gennem Hildegard af Bingen, som var benediktinernonne.

Jeg blev stadig mere tiltrukket af et liv efter Benedikts Regel, som er en indføring i, hvordan man i det daglige liv i klosteret praktiserer at leve efter evangeliet.

Men da jeg i min fremskredne alder og medfølgende mange familieforpligtelser ikke havde mulighed for at indtræde i et kloster, er jeg nu - inspireret af gode venner - blevet optaget som oblat (det vil sige ekstern nonne) i et benediktinerkloster.

Det betyder, at jeg i mit daglige liv prøver at leve efter denne klosterregel i kyskhed, lydighed og fattigdom (nøjsomhed).

Lydighedsløftet er et løfte til Kristus om, at jeg vil tjene Ham og leve efter Hans bud, som de er udmøntet i Benedikts Regel. Det er et liv, hvor bøn og arbejde går op i en højere enhed, og hvor hele virkeligheden bliver gennemlyst af Guds nærvær.

Søndagsmessen er den akse, hvorom alt drejer sig, og ligesom i klosteret beder jeg morgen og aften tidebønnerne (bønner og andre tekster fra Bibelen, især Davids salmer), og jeg øver mig i at leve i konstant bøn.

Det betyder, at Gud er med i alt, i hvert sekund af mit liv, så jeg ligesom Hildegard af Bingen kan sige: "Med legemets øjne ser du over alt de skabte ting, men med troens øjne ser du over alt Gud."

Egentlig har det jo været sådan, lige siden jeg var barn, men nu er min vej blevet lagt ind i kirkens faste rammer, hvor jeg kan få følgeskab af gode venner og vejledere, og hvor jeg kan være sikker på, at jeg ikke farer vild i en subjektiv religiøsitet. Denne vandring fylder hele mit liv, som jeg kun ønsker må være én uafbrudt tjeneste for Guds rige. Det er præcist udtrykt i følgende salme:

Herre jeg vil gerne tjene, tjene dig, ja dig alene, tag og brug mig, som du vil. Alt jeg ejer har du givet, hver en evne, selve livet, dig det hele hører til.

Led mig Frelser ved din nåde, også når jeg selv vil råde og vil gå min egen vej. Sæt mig hvor jeg bedst kan gavne, o men lad mig aldrig savne vished, at jeg tjener dig. (Den Danske Salmebog nr. 373).

Kirsten Kjærulff er cand.mag, forfatter og panelist på religion.dk