"Jeg beundrer mennesker, der tager deres tro alvorligt"

På en retræteweekend oplevede jeg, at noget så hverdagsagtigt som et gyngende barn gav plads til nærværet med Gud, skriver gadepræst Mia, Rahr Jacobsen. Foto: Privatfoto

Jeg bliver inspireret af at spejle mig i andre menneskers måde at skabe sammenhæng mellem tro og liv, skriver gadepræst Mia Rahr Jacobsen

For et par år var jeg på en retræteweekend hos Skt. Joseph-søstrene i Nordsjælland. Målet var gennem forskellige meditationer at mærke Guds nærhed i mit liv. Og en af de opgaver, jeg fik af min vejleder, var at lave en billedmeditation over et maleri af festen for den fortabte søn.

LÆS OGSÅ
: Hvad er kristen meditation?

Gudsnærvær, når man mindst venter det
Jeg glædede mig til at komme i gang og var helt indstillet på, at det nok skulle gå godt. Men ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte, kunne jeg simpelthen ikke koncentrere mig om det.

Inden længe sad jeg bare og kiggede ud af vinduet på et barn, der gyngede i haven ved siden af. Frem og tilbage gyngede hun. Tiden gik. Og senere måtte jeg skyldbetynget forklare min vejleder, at jeg ikke havde løst opgaven: jeg havde hverken skænket Jesus eller mit gudsforhold en eneste tanke. Ja, faktisk havde jeg slet ikke tænkt på noget som helst. Men hendes overraskende svar lød: Tænk, så sad du bare dér og var nærværende med Gud.

Det var et meget befriende svar. Og så var situationen i sig selv et rigtigt godt billede på min måde at leve med min tro på: at det ikke var en meditation over en bibelhistorie, men noget så hverdagsagtigt som et gyngende barn, der gav plads til nærværet med Gud.

Nonnen har troen med i alt, hvad hun laver
Der er ingen tvivl om, at mange finder ro og inspiration i den afsondrethed, man for eksempel kan opleve på en retræte eller i et kloster.

Jeg så for nogle år siden dokumentarfilmen "Nunnan" (Nonnen) om den svenske pige Martha, der allerede som 19-årig beslutter sig for at gå i kloster. Hun afslutter gymnasiet, forlader familie og venner og går ind i den strenge karmelitterorden. Nu venter et liv stort set uden kontakt til omverdenen og med ganske lidt samtale med de andre nonner.

Men grunden til, at jeg fandt udsendelsen om hende så inspirerende, var nu ikke hendes afsondrede liv. Det var noget helt andet. Jeg var dybt fascineret af den måde, hun hele tiden havde sin tro med sig i alt, hvad hun lavede. At hun satte hele sit liv ind på at tage sin tro alvorligt.

Guds Gartnere kobler tro og hverdagsliv
Jeg inspireres i det hele taget ved at spejle mig i andre troende menneskers måde at skabe sammenhæng mellem tro og liv. Ikke mindst som det beskrives i litteraturen.

I bogen "Syndflodens år" fortæller Margaret Atwood om den religiøse gruppe Guds Gartnere, der prøver at leve i overensstemmelse med deres tro i en verden, der er ved at gå under. Ingen detalje er for lille. Om det så er tøjvask. Alt i deres liv sættes i forhold til Gud. Og på mange måder bliver det selvfølgelig for meget. Men også her er dét, der inspirerer mig, den naturlighed, der er i deres kobling af tro og hverdagsliv.

Det inspirerer mig dels på det private plan til at forsøge at skabe en direkte sammenhæng til troen i min hverdag. Det giver en følelse af ansvar over for det skaberværk, jeg er givet at leve i, og en respekt for mine medskabninger. Dels inspirerer det på det professionelle plan.

Jeg lægger som gadepræst for unge stor vægt på, at dem, jeg taler med, skal opleve, at de møder et menneske, der tager sin egen og deres tro alvorligt og tør gå til den uden den ironiske distance, vi ellers møder så mange andre steder i vores omgivelser.

Vi behøver ikke at opgive hverdagen
Gud kom til os i mennesket Jesus. Og i Jesus var Gud tilstede i verden på en måde, der kalder frisættende taknemmelighed og glæde frem i mennesker.

Vi kan måske finde ro i afsondretheden, men vi behøver ikke opgive vores daglige liv for at mærke Guds nærvær. Vi kan nok indimellem have svært ved at finde ud af, hvor vi skal finde plads til vores tro. Men Jesu liv og lignelser peger ét sted hen: på hverdagen. Og den bevidsthed kan inspirere og udfordre os til at holde os selv fast på, at det er i det liv, vi lever, lige her og nu, at troen må udspille sig.

Mia Rahr Jacobsen er gadepræst i Trinitatis Kirke i København