LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Julekalender: 19. december

Morten Kirckhoff: Peter er verdens bedste ven

For 30 år siden blev et tilfældigt møde starten på et livslangt venskab mellem eventyrer Morten Kirckhoff og hans ven Peter. "Jeg tror godt, at han ved, hvor taknemmelig jeg er. Igennem tiden har jeg udtrykt over for ham, at han er en rigtig god ven, men jeg ved faktisk ikke, om jeg nogensinde har fået sagt ordentligt tak til ham," fortæller Morten Kirckhoff. Foto: Privatfoto

Nogen gange tager livet en uventet drejning. For eventyrer og tv-vært Morten Kirckhoff betød hans forældres skilsmisse, at han mødte Peter, der nu 30 år senere stadig er hans bedste ven

For mange år siden, da jeg gik i gymnasiet, blev mine forældre skilt. Det betød, at jeg flyttede fra Nordsjælland til Kolding mellem 1. og 2. g, hvor jeg skulle starte på et nyt gymnasium. Der var en fyr fra min parallelklasse, der hilste pænt på mig, og vi fandt ud af, at vi havde en masse ting til fælles. Han hed Peter, og siden den dag har han været min bedste ven.

Gennem livet møder man ofte mennesker, som man kan lide og bliver gode venner med, men som alligevel skuffer en. De er måske ikke helt, som man troede, de var, eller måske er de sig selv nærmest. Men sådan er det ikke med Peter. Han er ikke ligesom alle andre. Han er det, man velsagtens kan kategorisere som en “guttermandsengel”.

Siden den dag, vi mødte hinanden, har Peter stået ved min side igennem alt, hvad jeg har gjort. Vi har haft en virksomhed sammen, vi har boet sammen, rejst sammen, og han har stået fadder til mine børn. Da jeg skulle giftes, var han både min forlover og toastmaster.

Det, der er med Peter, er, at han er det mest uselviske menneske, jeg kender. Han er fuld af næstekærlighed og omsorg, og jeg ville ønske, at jeg var lige så uselvisk og givende som ham.

På et tidspunkt havde min familie og jeg købt et hus, der skulle renoveres. Peter var ude at rejse i et halvt år, så det passede med, at vi kunne låne hans lille toværelses lejlighed, imens vi fik styr på huset. På det tidspunkt havde min hustru Vibeke og jeg et lille barn, og hun var højgravid med nummer to.

Skæbnen ville, at vi ikke nåede at blive færdige med at istandsætte vores hus til tiden. Så der boede vi - Vibeke, vores dreng Malte, vores nyfødte søn og mig - da Peter kom hjem fra sin rejse. Vi havde invaderet hans lillebitte lejlighed, men han end ikke blinkede med øjnene, da han tilbød os at blive boende, til vi kunne flytte ind i huset.

Vi endte med at bo der i fem måneder ekstra, og han ville ikke engang have noget for det, selvom vi nu skulle være fem mennesker på meget lidt plads.

Det er sådan en type, Peter er. Han viser både rummelighed og næstekærlighed i alle henseender.

Det samme gjorde sig gældende engang, da jeg skulle holde indflytterfest. Jeg havde lovet Vibeke at male en væg inden den her fest, og det havde jeg aldrig fået gjort. Peter kom tre timer inden festen skulle starte, pænt klædt på, og spurgte, om der var noget, han kunne hjælpe med.

Så fortalte jeg ham, at der var den her væg, jeg egentlig havde lovet Vibeke at male. Andre havde nok sagt, at festen nok ville gå fint alligevel, men hvad gjorde Peter? Han spurgte, hvor malingen var, og om han kunne låne noget mere praktisk tøj af mig, imens han svingede penslen.

Han er også gået med på mange af mine skøre idéer, som eksempelvis dengang jeg fik en idé om, at vi skulle sælge sokker på nettet. Der havde vi brug for lagerplads, og vi kunne ikke bruge mit hus, for der boede min familie. Så vi fyldte hele hans loftrum, kælderrum og lejlighed op med sokker, og det boede han så i. Det er simpelthen utroligt, hvad han kan finde sig i.

Jeg ved godt, at jeg ikke altid er nem at være sammen med. Men på trods af det, og på trods af, hvor meget vi har lavet sammen gennem tiden, har vi haft ufatteligt få kontroverser. Den eneste, jeg kan komme i tanker om er, da vi havde siddet undervejs på den transsibiriske jernbane i en uge og diskuterede, om farverne på M&M’s var den samme i Asien og i Europa.

Nu bor Peter i USA på grund af sit arbejde, og jeg savner ham helt vildt. Men heldigvis taler vi sammen mange gange om ugen, for selvom jeg egentlig ikke kan fordrage at tale i telefon, kan vi snakke sammen i timevis.

Jeg tror godt, at han ved, hvor taknemmelig jeg er. Igennem tiden har jeg udtrykt over for ham, at han er en rigtig god ven, men jeg ved faktisk ikke, om jeg nogensinde har fået sagt ordentligt tak til ham. Men med det sagt tror jeg faktisk ikke, at han er, som han er, for at få noget igen, men fordi han bare er et godt og kærligt menneske hele vejen igennem. Han kalkulerer ikke - han handler ud fra sit gode hjerte.