Serie: Refleksioner over De Ti Bud

Moselovens første bud indbyder til refleksion over tro og fanatisme

"Et af de mest tankevækkende spørgsmål, som blev stillet under natkirken, var; hvem bedrager egentlig hvem, når man bliver fanatisk?" Sådan skriver sognepræst Vibeke Bidstrup (til venstre på billedet) om et natkirke-arrangement i Grundtvigs Kirke, hvor der blev samtalet om tro og fanatisme Foto: Birk Thomassen

Ud fra Moselovens første bud "Du må ikke have andre guder end mig" gik samtalen i Grundtvigs Kirke på tro og fanatisme, da det første af 10 Gin&Tonic-natkirke arrangementer blev afholdt. På baggrund af arrangementet reflekterer sognepræst i Grundtvigs Kirke, Vibeke Bidstrup, over forskellen på fanatisme og tro

Arrangementets udgangspunkt var Moselovens første bud: "Du må ikke have andre guder end mig" - med sognepræst Martin Herbst.

Der har altid været den fare forbundet med religion, at det kan ende i fanatisme. Vi mennesker har en tendens til at finde en sandhed og tro på, at det er den eneste sandhed. Og når vi stopper med at udfordre ”sandheden”, så opstår fanatismen. Der er stor forskel på at tro og på at være fanatiker.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, hvorfor de 10. bud starter med et bud om, at man ikke må have andre guder. De 10. bud er blevet til i den historiske kontekst, at man gik fra de polyteistiske religioner over i den monoteistiske jødedom. Derfor var det vigtigt at fortælle, at i jødedommen må man kun dyrke en Gud.

Når vi mennesker ophøjer noget til at have monopol status, så er der altid risiko for fanatisme, fordi det også kan betyde, at vi stopper med at stille spørgsmål, og forholde os kritisk. At man i stedet for at tro på Gud, begynder at have en fanatisk forestilling om Gud. Hvilket kan lede over i en fanatisk forestilling om, hvad Gud ønsker, at vi mennesker skal gøre.

Fanatisme giver tunnelsyn
Et af de mest tankevækkende spørgsmål, som blev stillet under natkirken var; hvem bedrager egentlig hvem, når man bliver fanatisk? Bliver vi mennesker bedraget af andre, eller bedrager vi os selv.

Forskellen på tro og fanatisme, gør sig ikke kun gældende i religion, men findes i alle livets forhold. Det gælder både i politik, på ens arbejdsplads, i ens familieliv og når det kommer til kost og motion. Fanatisme kan optræde i alle udgaver. Først og fremmest sker det, når vi mennesker lader én ”sandhed” om verden styre hele vores forståelse og tankemønster om verden.

Altså, at ”sandheden” om verden går forud for, hvordan vi oplever verden. Da man under nazismen i Tyskland gjorde det til en ”sandhed”, at jøder var en grådig underrace, blev det ”sandheden” om verden. Selvom man mødte jøder, som bestemt ikke var grådige, så gjorde det ikke, at man ændrede sin forestilling om verden.

Når man bliver fanatisk, får man et tunnelsyn. Det betyder, at man kun ser verden og sine medmennesker på en bestemt måde. Man stopper med at have en dialog med sig selv om, hvad der er rigtigt og forkert og hvordan man bør handle.

Vi har selv et ansvar
Når vi mennesker skal forstå verden fra andres perspektiv, kræver det, at vi har en dialog med dem om, hvordan de ser på verden, men det kræver også, at vi har en dialog med os selv omkring, hvordan vi ser på verden. I dialogen med os selv, giver vi stemme til andre menneskers perspektiv.

Når vi mennesker bliver fanatiske, stopper vi med at have en dialog med os selv og i stedet begynder der en monolog i vores indre. Når dialogen bliver til monolog, stopper man med at se verden fra andre menneskers perspektiv. Man er blevet fanatisk.

Fanatisme kan ske for os alle sammen. Vi kan alle sammen blive fanatiske i vores forståelse af verden. Bedrageren, når vi bliver fanatiske, er os selv; vi kan ikke skyde skylden på andre. Vi har selv et ansvar for at holde en aktiv dialog i gang i vores indre. Den aktive dialog, som man også kan kalde tænkningen, er det eneste værn, vi har mod at blive fanatiske.

Når vi glemmer at tro
Martin Herbst fortalte under natkirken, at det havde været en utrolig svær erkendelse at komme til, at han havde bedraget sig selv i Moon-bevægelsen. Han kunne ikke skylde skylden på andre. Det var ham selv, som var bedrageren.

Når vi mennesker tror på noget, så indeholder det altid en mængde usikkerhed og tvivl. Der er forskel på at vide noget og på at tro på noget. Det 1. bud indeholder den fare, at vi mennesker begynder at forstå os selv som Guds forlængede arm, der kun gør Guds vilje på jord, og derfor stopper med at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det vi gør er rigtigt eller forkert.

Faren er, at vi glemmer at tro og i stedet bliver fanatiske. Religion og alle livsforhold kræver en aktiv dialog med os selv, der betyder, at vi kan se verden fra andre menneskers perspektiv. Dermed kan vi undgå at blive fanatikere, men det er svært, fordi fanatisme er et selvbedrag. Det starter med os selv.