Hvad er en oblat?

Den tynde, runde oblat bærer på en lang tradition - og så er det praktisk, at de krummer minimalt. --Foto: Leif Tuxen

Hvorfor spiser man små flade brød til nadveren?

En oblat er det indviede brød, der bruges ved nadveren og repræsenterer Kristi legeme. Oblaten har form af en lille flad vaffel eller melkiks.

Den kristne nadver blev til skærtorsdag aften, da Jesus sammen med sine dsciple spiste og omtolkede det traditionelle jødiske påskemåltid. Jøderne spiser usyret brød til påske, og det var derfor også den slags brød, Jesus delte ud til sine disciple, da han ifølge Det Nye Testamente indstiftede nadveren. Derfor er kirkens oblater i dag også bagt uden gær.

Mens altervinen gennem historien har været underlagt mange krav, har brødet det ikke i helt samme grad. Fra den katolske tid beholdt de protestantiske kirker den praksis, at kirken selv stod for tilberedningen af nadverens brød. Men fordi cølibatet ikke gjaldt for protestantiske præster havde de hustruer, der kunne overtage oblaterne. Det var derfor ofte de lutherske præstes hustruer, der videreførte det traditionsrige hverv med at lave oblater.

Ifølge visse kilder stammer formen som en lille mønt fra ideen om, at Kristus med nadveren "køber" menneskenes sjæl fri. Den tynde, runde oblat bærer altså på en lang tradition - og så er det praktisk, at de krummer minimalt.

I dag bruger mange kirker små, runde oblater fra Diakonissestiftelsens alterbrødsbageri

De traditionelle oblater -- Foto: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen.