LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Analyse

Nadveren rækker ud over søndagens gudstjeneste

Nyeste liturgihistorisk forskning peger på, at kristne gudstjenester ikke kun har rod i synagogegudstjenesterne og den skriftkultur, der fandtes her, men i en måltidspraksis, som blev fejret rundt om i private hjem og som både stadfæstede et fællesskab om en bestemt gudstro og udgjorde en social enhed, fortæller ph.d. Jette Rønkilde Bendixen. Foto: Katrine Worsøe.

Det er vigtigt fortsat at drøfte, hvordan nadvermåltidet fejres, så mennesker får nadverens dybde ind under huden, både i krop og sjæl, vurderer ph.d. Jette Rønkilde Bendixen

Vin eller alkoholfri druesaft? Almindeligt brød, oblater eller glutenfri? Åbent eller lukket nadverfællesskab? Er Jesus symbolsk eller virkeligt tilstede i brødet og vinen? Er det et mindemåltid? Må børn deltage i nadveren? Hvorfor fejres der overhovedet nadver i kristne kirker verden over?

Spørgsmålene er mange, og teologiske diskussioner og uenigheder har langt tilbage præget både liturgi- og teologihistorien. Det skyldes blandt andet, at nadveren eller måltidet, som det oftere kaldes i internationale sammenhænge, er helt afgørende for den kristne identitet og gudstjenestepraksis.

Måltidsfællesskab var vigtig for de første kristne

Nyeste liturgihistorisk forskning peger på, at kristne gudstjenester ikke kun har rødder i synagogegudstjenesterne og den skriftkultur, der fandtes her, men i en måltidspraksis, som blev fejret rundt om i private hjem og som både stadfæstede et fællesskab om en bestemt gudstro og udgjorde en social enhed.

Nogle forskere mener ligefrem, at grunden til, at den kristne tro blev så hurtigt udbredt til dels findes i, at folk kom og blev mætte, når de deltog i den kristne måltidspraksis.

Aktuelle nadverdiskussioner trækker tråde langt tilbage

I de aktuelle diskussioner om nadveren refereres oftest til de tolkninger, som blev udviklet i middelalderen indenfor det, vi i dag kender som den katolske kirke, og i overgangen mellem middelalder og renæssance i de ophedede debatter mellem den etablerede kirke og de protestantiske kirkesamfund.

I centrum for middelalderens nadverdiskussioner var eksempelvis spørgsmålet om, hvordan Jesus er tilstede i brødet og vinen, og om der var tale om et offer, som blev udført af præsten for at opnå Guds tilgivelse. En af Reformationens udgangspunkter var Luthers kritik af den nadverpraksis, som havde udviklet sig, og at der var blevet blandet penge ind i det – mennesker kunne købe sig til messer for at stille en levende eller afdød bedre i forhold til Gud. For Luther var det vigtigt, at lægfolket skulle modtage både brødet og vinen så ofte som muligt i modsætning til den praksis, som havde udviklet sig i middelalderen, hvor det kun sjældent var andre end gejstlige, der spiste og drak – og endnu mere sjældent både vin og brød.

Nadver handler om mere end frelse og tilgivelse

Allerede i middelalderen ligger vægten i nadverudlægningen på spørgsmålet om menneskers frelse og en tilsigelse af syndernes forladelse. Den vægtlægning på nadverens funktion og betydning spores også i de tre nadverritualer i folkekirkens højmesseordning fra 1992. Men det er langtfra det eneste, der er at sige om nadveren.

For ved at reflektere over den rige liturgitradition, som også folkekirkens gudstjenestepraksis er rundet af, kan det bidrage til at sprøjte nyt saltvand ind i diskussionen om, hvad nadverens funktion og betydning også er.

Nadveren er også en taksigelse, nadveren har også noget med skabelse at gøre, den kan også forstås som en gaveudveksling, nadveren har ikke kun med det personlige gudsforhold og en individuel tilgivelse af synder at gøre. Den har også en fællesskabsstiftende dimension og rummer socialkritiske og etiske aspekter. Tages det med, har nadveren en dybdebetydning og virkning, der rækker ud over det personlige og det, som sker i gudstjenesten.

Nadveren rækker udover gudstjenesten

Det vidste de allerede i de tidlige kristne forsamlinger, hvor de konkret samlede mad og penge ind for at gå ud og dele ud blandt de sultne og fængslede. Nadveren var en fest for de sultne – både i konkret og overført betydning: sultne efter Gud og sultne efter at andre også skulle spise og drikke. Det er en pointe, som kan genfindes i Luthers forståelse af naveren. Det at få og tage del i nadveren har betydning for, hvordan mennesker omgås hinanden og deler det, som gudstjenestedeltagerne ved nadveren har fået del i (jf. nadversalmen 461 i Den Danske Salmebog).

I de nyere nadverbønner, bortsendelsesord og kollekter er det en tematik, som betones. Holger Lissners nadverbøn fra 2009 bedes der for eksempel: ”…Lad dit værk lykkes, så vi mætter dem, der sulter og giver til dem, der tørster” og i hans forslag til bortsendelsesord er den bespiste menighed blevet til Kristi legeme i verden. I ”Gudstjenestens bønner I” fra 2012 tematiseres de mere fællesskabsstiftende og social-etiske dimensioner ligeledes. Her sendes nadverdeltagerne bort med ordene om, at de må få ”kraft og styrke til et liv med hinanden”.

Med så væsentlige betydninger, er det naturligvis vigtigt fortsat at drøfte, hvordan måltidet fejres, så mennesker får nadverens dybde ind under huden, både i krop og sjæl.

Jette Bendixen Rønkilde er ph.d. og vikarpræst. Hun skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.