Katolik: Der er ikke et absolut forbud mod fælles nadver

Fælles nadver giver dybest set kun mening, hvis vi anerkender præmisserne for den, ellers risikerer den kun at blive en happening. Men nadveren kan skabe enhed i den kristne kirke, hvis de rigtige forudsætninger er til stede, mener katolsk præst Lars Messerschmidt

Der har i løbet af sommeren været en debat i Kristeligt Dagblad om forskellige kirkeretningers deltagelse i hinandens nadver. I denne forbindelse vil jeg først understrege, at fra katolsk side er udelukkelse af ikke-katolske kristne fra nadveren ikke absolut ifølge den gældende kirkeret.

For det første er medlemmer af kirker, der kan kaldes søsterkirker (fx de ortodokse kirker), velkomne til at modtage nadveren. For det andet kan også medlemmer af andre kirkesamfund i særlige tilfælde modtage nadveren, hvis bestemte betingelser er til stede: De skal eksempelvis have den samme grundlæggende tro på, at de virkelig modtager Jesu legeme og blod, og de skal befinde sig i en særlig sjælesørgerisk situation. Den katolske kirke tager her højde for et individuelt åndeligt behov hos den enkelte. Jeg har faktisk i ikke så få tilfælde gjort brug af denne mulighed.

Der er altså ikke tale om et absolut forbud fra den katolske kirkes side. Udgangspunktet er, at vi har en fælles dåb, der i princippet åbner adgang til nadveren. Det er subjektive og historiske omstændigheder, der begrænser denne adgang.

Nadveren kan skabe enhed i den kristne kirke

De fleste klassiske kristne trossamfund bekender, at der er ”én, hellig, katolsk (universel) og apostolisk Kirke” (fremover forkortet som Kirken, red.). Kirkens enhed har man derfor altid bekendt som en del af troen. Er denne enhed forudsætningen for fælles nadver? Et klassisk svar fra ikke-katolsk side er: Nej, den fælles nadver vil skabe enheden.

Den tidligere pave Johannes Paul II påpeger i en meget anbefalelsesværdig læreskrivelse, Ecclesia de Eucharistia (Kirken udspringer af Eukaristien/nadveren), netop nadverens kirkeskabende funktion. Paven udfolder i denne skrivelse, hvad nadveren egentlig er, siden den kan skabe Kirken. Man kan sammenfatte hans forståelse i følgende fem punkter.

1. En fejring af Kristi død og opstandelse

Nadveren er en fejring af Kristi død og opstandelse, men det er ikke kun et minde om en fortidig historisk begivenhed, det er en nærværgørelse af Jesu frelsende offer, da han blev korsfæstet på Golgata. Jesu offer bliver i sakramental form reelt nærværende i enhver messe. Messen er altså i denne henseende et offermåltid. Det er den bibelske betydning af ”ihukommelse”. Ligesom jøderne under deres påskefest ”ihukom” udfrielsen af slaveriet i Egypten og derved gjorde udfrielsen aktuel ved påskemåltidet, således bliver Jesu påskeoffer nærværende i hver eneste messe.

2. Kristus er tilstede som brudgom

Et andet vigtigt aspekt i nadveren er, at Jesus Kristus selv er tilstede ved nadveren som Kirkens brudgom, der igen og igen hengiver sig til sin brud. Det er begrundelsen for præsteembedets særlige karakter i Den katolske Kirke: Præsten repræsenterer Jesus overfor menigheden. Jesus bliver nærværende i messen gennem præsten: Præsten siger ikke ”dette er Kristi legeme – og blod”, men dette er ”mit legeme – og mit blod”. Det kan kun forstås som Jesus, der her taler, ganske vist gennem præsten.

3. Et himmelsk bryllupsmåltid for døbte

Messen er det himmelske bryllupsmåltid, som brudgommen, Jesus, fejrer med sin brud, Kirken. Præsten gør Jesus synlig, mens det er de forsamlede troende, menigheden, der gør bruden, Kirken, synlig.

Det er en klar katolsk forståelse, at et menneske ved dåben bliver en del af Kirken. Uden dåben kan et menneske ikke være en del af Kirken og det kan derfor heller ikke modtage nadveren. Denne bestemmelse går tilbage til de første kristne generationer. Messen er en synliggørelse af Jesus og hans Kirke.

4. Guds familie i himlen og på jorden er samlet

Der er en bibelsk tekst, som ofte overses i denne forbindelse: Johannes Åbenbaring beskriver liturgien i Himlen. Johannes ser et lam stå mellem tronen (Gud Faders plads) og de forskellige centrale præstelige skikkelser. Dette lam ”så ud som slagtet” (Johannes Åbenbaring kapitel 5 vers 6). Den græske grundtekst karakteriserer lammet som værende i en evig tilstand af at være slagtet. Vi skal forestille os, at Jesus nu og i al evighed er det ofrede lam i Himlen.

Men messen og den himmelske liturgi smelter sammen. I messen er grænsen mellem jord og Himmel og tid og evighed ophævet. Derfor er det det slagtede offerlam i Himlen, der er nærværende i messen under brødets og vinens skikkelse, og derfor nævnes Jomfru Maria, englene og helgenerne, ja sågar de afdøde i messen. Det er hele Guds familie i Himlen og på jorden, der er samlet om det evige offerlam, som giver sig selv til sin brud i hver eneste messe.

5. Kirken skabes af nadveren

Det er karakteristisk for stort set alle de gamle liturgier i øst og vest, at præsten beder Faderen om at sende Helligånden over brødet og vinen, for at den skal gøre (forvandle) brødet og vinen til Jesu Kristi legeme og blod. Herefter beder præsten ligeledes Faderen om også at sende Helligånden over den forsamlede menighed. Helligånden, som først gør Jesus nærværende under brøds og vins skikkelse, og derefter gør os til Jesu nye legeme, Kirken, når vi modtager ham i nadveren: ”Kirken kommer ud af eukaristien (nadveren, red.)”. I dåben bliver vi indlemmet i Kirken. I nadveren bliver Kirken konkret nærværende her og nu.

Nadveren går tilbage til apostlene

Selvom den jordiske liturgi har udviklet sig gennem tiderne, er substansen den samme og går helt tilbage til apostlene. Det samme gælder også forståelsen af, at præsten repræsenterer Kristus i liturgien.

Den katolske kirke har med sine reformer efter Andet Vatikankoncil opgraderet det, vi kalder Ordets gudstjeneste, det vil sige læsning af bibeltekster og prædiken i forbindelse med messen. Dette var et centralt punkt ved reformationen (også for mange katolske reformatorer), fordi den del af messen var forsømt. Det er der nu rettet op på, endda grundigt.

Mit formål med denne artikel er mere bredt at forklare, hvad en katolsk messe er, da det måske kan være en ny indfaldsvinkel for at forstå det katolske standpunkt vedrørende nadveren. Kort fortalt: Messen er dynamisk og fører os ind i Kirkens hjerte og gør os til en del af den ene universelle Kirke. Man skal altså ønske at være en del af denne proces og den universelle Kirke. Jeg skal straks tilstå, at vi katolikker efter koncilet stadigvæk har et stykke vej at gå for virkelig af være i denne proces. Fælles nadver har dybest set kun mening, hvis vi anerkender disse præmisser, ellers risikerer den kun at blive en happening.

Lars Messerschmidt er katolsk præst.