Sådan ser katolikker, lutheranere og reformerte på nadveren

Det er en central del af den danske højmesse at gå til nadver, da den er et af folkekirkens to sakramenter. Men også i de andre store kristne kirkeretninger har Jesu sidste måltid en stor betydning. Foto: Paw Gissel

Nogle kristne mener, at nadveren efter præstens indstiftelsesord bliver til Jesu ægte kød og blod, mens andre ser brød og vin som et symbolsk mindemåltid. Bliv klogere på, hvordan man opfatter nadveren i tre store kristne kirkeretninger

Da Jesus Skærtorsdag aften holdt sit sidste måltid med disciplene, delte han brød og vin med dem. Om brødet sagde han, at det var hans legeme, og om vinen, at det var hans blod.

Htvordan skulle det nærmere forstås? Denne artikel giver en kirkehistorisk oversigt over de afgørende tolkninger af Jesu ord - tolkninger, som medførte store splittelser i kirken.

Indstiftelsesordene

Både den katolske, den lutherske og den reformerte kirke bruger ordene fra Paulus' 1. brev til Korintherne kap. 11,23-25:

"Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: 'Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!' Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: 'Drik alle heraf, thi denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse!'"

Den katolske kirke: Brød og vin forvandles

Helt fra kirkens første tid har man fejret nadveren som det måltid, hvor man mindedes Jesu lidelse, død og opstandelse og hvor menigheden fik del i hans legeme og blod gennem brødet og vinen. Det blev gudstjenestens højdepunkt, hvor nadverhandlingens hovedled var en takkebøn, indstiftelsesordene og så nedbedelsen af Helligånden over brødet og vinen. Og netop ved nedbedelsen af Helligånden blev den opstandende Kristus nu nærværende i brødet og vinen, hvilket blev opfattet sådan, at Kristi hengivelse for mennesker igen blev en virkelighed.

Udviklingen i nadveropfattelsen sker nu i følgende tre trin:

1. Nadveren som et ydre tegn på en åndelig virkelighed.

En nærmere definition finder vi først og fremmest hos den store teolog, Augustin (354-430). Han skelner mellem det, der sanses og det der er virkelighed for troen. I en tale til de nydøbte siger han: Det I ser, er brød og en kalk. Det er også det, jeres øjne fortæller jer. Men det som jeres tro kræver… er, at brødet er Kristi legeme og kalken Kristi blod.”

Kristi tilstedeværelse er altså en åndelig virkelighed eller realitet, som er skjult under brød og vin. Brødet og vinen bliver dermed tegn på en åndelig virkelighed. Og det er netop, hvad Augustin kalder et sakramente. Augustin er her inspireret af platonismens lære om, at det virkelige eller idéerne er bagved det, vi ser her og nu, og skjult for sanserne. I øvrigt føjede Augustin til, at netop menigheden ved nadveren inddrages i og selv bliver Kristi legeme.

2. Brød og vin forvandles til Jesu Kristi sande og virkelige kød og blod.

En langt mere materialistisk opfattelse kommer frem i den tidlige middelalder blandt germanske og frankiske teologer. Således understreger munken Paschasius (d. 868) fra Corbie-klosteret i Nordfrankrig , at det er det samme legeme og blod, som led, døde og blev begravet, som nu gives til menigheden. Og kun hvis der er tale om denne forvandling fra brød og vin til Jesu materialistiske legeme, så kan sakramentet være frelsende. Det blev nu den herskende opfattelse i kirken fremover, selvom andre tolkninger også var i spil.

3. Transsubstantiationslæren

Ordret betyder transsubstantiation, at et stofs substans forandres eller forvandles. Udtrykket dækker over den lære, som blev fastslået ved et stort kirkemøde i Rom i 1215 (4. Laterankoncilium) og som fik sit teologiske og filosofiske grundlag af Thomas Aquinas (1225-74).

Nu havde Aristoteles' filosofi afløst platonismen som det filosofiske værktøj, kirken brugte i sin teologi. Aristoteles skelnede mellem et stofs accidenser, det vil sige dets form, lugt og smag - og så dets substans, dvs. dets egentlige væsen. Det kunne Thomas bruge i sin sakramentslære, for det var netop brødets og vinens substans, der blev forvandlet til Jesu legeme og blod. Mennesket kan derfor ikke hverken smage, se eller mærke den guddommelige substans i det brød og den vin, som nu er forvandlet ved den guddommelige magt.

Afgørende er naturligvis selv det præstelige embede, idet det kun er præsten, der i kraft af sin indvielse kan forrette nadveren, så forvandlingen sker. Hermed var den katolske lære om nadverelementerne forvandling fastlagt for eftertiden.

Luthers nadverlære – Kristus er reelt tilstede i nadveren

Da Martin Luther (1473-1546) i 1517 opslog sine 95 teser mod afladshandlen indledte han dermed et opgør med en kirkeinstitution, der havde sat sig selv ind som mellemled mellem Gud og det enkelte menneske. Luther ville tilbage til den oprindelige kirke og kristendom. Han ville en reformation af kristendommen, der igen satte mennesket ind i et umiddelbart forhold til Gud. I troen ser mennesket sig som frelst, tilgivet, retfærdiggjort uden at yde noget på forhånd.

Det var så i lyset af denne reformatoriske tanke, at Luther formulerede sin nadveropfattelse. I skriftet "Om kirkens babyloniske fangenskab" (1520), skriver han, at et sakramente er en handling, som er indstiftet af Kristus, hvortil der er knyttet et løfte og som har et ydre tegn. Nadveren er knyttet sammen med Jesu ord om syndernes forladelse og tegnet er brødet og vinen. I disse tegn er Kristus reelt selv tilstede, men ikke sådan at forstå, at brød og vin forvandles. Brød forbliver brød og vin forbliver vin. Men i og under disse tegn er kristus reelt til stede. Det hedder "realpræsens."

I sin Lille katekismus (1528) skriver Luther:

"Hvad er alterets sakramente? Det er vor Herre Jesu Kristi sande legeme og blod under brødets og vinens skikkelse, og det er indstiftet af Kristus selv til for os kristne at spise og drikke."

Og til spørgsmålet om, hvad det gavner, svarer Luther: ”givet for jer” og ”udgydt til syndernes forladelse”. Disse ord er sammen med den legemlige spise og drikken hovedsagen i sakramentet, og den som tror disse ord, han har, hvad de siger og som de lyder: syndernes forladelse.

Luther vil ikke definere, hvordan Kristus er tilstede i brød og vin. Ordene må tages på pålydende, sagde han. Og det er, hvad troen gør. Med afvisningen af forvandlingslæren afviser Luther også, at sakramentes virkning er afhængig af præstens medvirken.

Den reformerte kirke – brød og vin er symboler

I byen Zürich i Schweiz begyndte præsten Ulrich Zwingli (1484-1531) sin reformatoriske virksomhed parallelt med Luther. Zwingli læste Luthers skrifter og fandt heri inspiration og hjælp til sin egen reformatoriske virksomhed.

Men Ulrich Zwingli stod tydeligt nok for en ”venstredrejning” eller radikalisering af reformationen. Gud var for Zwingli det absolutte totalt uanskuelige for mennesket, der ene og alene gav mennesket del i frelsen gennem troen. Jesus var den igennem hvem, Gud helt og holdent havde åbenbaret sig. Det gav ikke plads til den menneskelige og historiske Kristus. Kristus var i sin himmel og kunne derfor ikke samtidig være i det menneskelige – og derfor heller ikke være til stede i nadverens brød og vin.

Zwingli angreb derfor Luther for at ville gøre Kristus til en del af det menneskelige og for i øvrigt vaære uklar i sin nadveropfattelse – ja, var det egentligt ikke en katolsk forvandlingslære, som Luther havnede i?

Philipp von Hessen, en tysk fyrste og reformator, tog i 1529 initiativ til en samtale mellem reformatorerne Luther og Zwingli i byen Marburg, for at man kunne stå samlet overfor den katolske kirke og nå frem til en fælles opfattelse i nadverspørgsmålet.

Initiativet mislykkedes dog, for de to kunne ikke blive enige. Zwingli holdt fast på, at instiftelsesordets ”dette er” skulle forstås som et ”det betyder”: ”Dette betyder mit legeme og blod”. Kristi tilstedeværelse i nadveren skulle altså forstås åndeligt. Og nadveren var dermed et symbolsk måltid. Luther mente ikke, at der var en fortolkningsmæssig baggrund for denne opfattelse og afviste skarpt Zwinglis lære.

Den anden afgørende skikkelse i den reformerte bevægelse Jean Calvin (1509-64), der især var knyttet til byen Geneve, fulgte op på Zwinglis opfattelse. Men Calvin fremhævede, at Kristi ånd knyttede forbindelsen mellem den, der modtog nadveren og så Kristus, der er i himlen. Ved Helligåndens formidling bliver de troende delagtige i Kristi legeme og blod og modtager dermed tilgivelsen med brødet og vinen som symboler. Det endelige kan ikke rumme det uendelige, sagde Calvin. Nadveren er altså et symbolsk måltid. Sådan er hovedopfattelsen fortsat i de reformerte kirker.

Litteratur:

Bent Flemming Nielsen. På den første dag. Kirkens liturgi
Martin Schwarz Lausten: Martin Luther
Bengt Hägglund: Teologins historia

Nadver i en katolsk kirke i Saint Mary's Garrison Church i Jammu, Indien. Foto: Channi Anand/AP/Ritzau Scanpix
I den lutherske kirke, herunder den danske folkekirke, er Kristus til stede i brødet gennem "realpræsens." Billedet her er fra studentergudstjeneste i Trinitatis Kirke. Foto: Leif Tuxen
En reformert kirke er typisk mere enkelt indrettet som denne kirke i Hajdúdorog, Ungarn.