Indføring

Når religion bliver til livssyn

I den sekulariserede kristendom er man stadig medlem af kirken. For kirken ”kan noget”. Kirken har et sprog, som der er brug for, når man selv er i krise eller har mistet. Man er selv døbt, men deltager ikke i gudstjenesten – og slet ikke i nadverhandlingen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Religion og religiøse handlinger hører sammen – mener vi. Men religion kan også blive sekulariseret, så kun en uklar tro på Gud og måske et minimum af religiøs praksis er tilbage. Vi taler for eksempel om kulturkristendom eller ukirkelig kristendom og om kulturislam og jødedom som kultur

At tro ikke-religiøst
Den tyske modstandsmand og teolog Dietrich Bonhoffer spekulerede i sin fængselscelle i Berlin i Anden Verdenskrigs sidste år over religionens fremtid. Han skrev:

”Vi går en fuldstændig religionsløs tid i møde, mennesket kan slet og ret ikke - sådan som de nu engang er – være religiøse længere.”

For Bonhoeffer er religionen den måde, som kristendommen hidtil har udtrykt sig. Kristendommen har iklædt sig religionen. Men denne klædning er nu slidt ned. Kristendommen er blevet verdslig. Videnskab og kunst behøver ikke længere Gud som arbejdshypotese. For Bonhoeffer er det så en udfordring til kirken påny at formulere, hvad tro på Gud så er - uden Gud. Hvordan giver vi de kristne begreber en ikke-religiøs tolkning? Det nåede Bonhoffer ikke selv at give et svar, inden han blev henrettet af nazisterne.

Alligevel og trods sekulariseringen synes det som om, at det moderne menneske har vanskeligt ved at finde sig tilrette i en tilværelse uden Gud og religiøse handlinger. Måske er det en forklaring på, at fundamentalisme og spiritualitet vokser frem i vor tid.

Sekulariseringen i den vestlige verden
Sekulariseringen begyndte med Reformationen i 1500-tallet. Gudstjeneste var ikke bare noget, der var i kirkens rum. Nej. Gud skulle nu tjenes gennem det daglige og almindelige arbejde, sagde Martin Luther. Skomageren tjente Gud ved at tjene næsten, det vil sige ved at gøre gode sko, bageren ved at bage gode brød og så videre.

Den pietistiske bevægelse slog igennem i den protestantiske kirke i 1700-tallets første del. Pietisme betyder fromhed og var en bevægelse, der godt nok ivrede for større kirkegang. Men dens vægtlægning på den individuelle trosoplevelse fik faktiske den modsatte virkning. Pietismen lagde dermed grunden til en ukirkelig kristendom. Den enkeltes forhold til Gud kom i centrum. Den enkelte måtte selv arbejde for sin frelse uafhængig af præst og ydre autoriteter.

Med oplysningstiden i sidste halvdel af 1700-tallet understreges fornuft og moralitet. Det gjaldt Gud, dyd og udødelighed, hed det. Man blev kritisk overfor kirkens lære, og det man fandt ”overnaturligt”. Troen blev reduceret til en opfattelse af, at der var en himmelsk magt, Gud, der havde skabt denne verden engang og sat mennesket på denne jord som et fornuftigt og frit tænkende individ. Som Guds skabte menneske skulle det så yde den guddommelige magt respekt gennem et moralsk og virksomt liv. Ja, mennesket havde netop selv den evne, det vil sige fornuft, der skulle til at for at opretholde et ordenligt samfund og et godt liv, som det var Guds vilje.

I 1800-tallet kommer så et møde mellem den pietistiske og den rationalistiske kristendom. Her kan H. C. Andersens kristendom være et godt eksempel: Gud åbenbarer sig uden for kirken. Guds almagt og kærlighed viser sig i den mægtige natur. I eventyret ”Klokken” er den klokke, som kongesønnen og den fattige dreng hører over skoven, Guds egen stemme, der kalder og leder det enkelte menneske. Romantikkens kristendomsopfattelse er harmonisk. Spændingen mellem liv og død, ondskab og kærlighed, mening og meningsløshed er udjævnet. For Gud leder den enkelte til det gode, hjem til sig selv.

Troen – en mulighed blandt andre
Med videnskabens og teknologiens udvikling kom muligheden for, at mennesket nu kunne både forstå, forklare og beherske naturen. Menneskets moralitet og fornuft var under stadig udvikling, så den ideale verden kunne realiseres, mente man med slutningen af 1800-tallet. Gud var ikke længere nødvendig som forklaring på tilværelsen. Gudstroen var overflødig. Ateismen slog for alvor igennem.

Første Verdenskrig (1914-18) blev afgørende for det moderne menneskes livsforståelse. For hele fremskridtsoptimismen led et alvorligt nederlag.

På den en side fortsatte sekulariseringen. Vi fik nu en kristendom uden praksis, en ukirkelig kristendom. Og derfor kan vi tale om, at kristendommen for rigtig mange i Europa er ændret til blot at være et livssyn. Man kunne også kalde det kulturkristendom, det vil sige en kristendom, hvor man godt nok tror på en højere magt, noget der er større end mennesket, men ikke en tro formet af kirkens lære. Kristendommen er blevet en tro uden ”krop”.

På den anden side - og måske netop derfor - er det moderne menneske blevet søgende. Det føler et tab af mening, som det søger at udfylde. Gud er nu blevet en mulighed, der kan vælges, siger filosoffen Charles Taylor i sin store bog ”A Secular Age” fra 2007, hvor han giver en dybtgående analyse af det moderne menneskes forhold til religion.

I den sekulariserede kristendom er man stadig medlem af kirken. For kirken ”kan noget”. Kirken har et sprog, som der er brug for, når man selv er i krise eller har mistet. Man er selv døbt, men deltager ikke i gudstjenesten – og slet ikke i nadverhandlingen. Egne børn bliver som oftest døbt, men med hensyn til konfirmationen står det børnene frit.

Teologiens svar på sekulariseringen
I årtierne efter de stor verdenskrige har man især i den protestantiske teologi forsøgt at tage udfordringen op. Det er sket i den såkaldte eksistensteologi. Kristendommen skal afmytologiseres. Det vil sige, at kristendommen skal ”frigøres” fra et verdensbillede, der hører en førvidenskabelig tid til, for at vi kan høre den som bud til den enkelte.

Hertil kommer, at skabelsesteologien i K. L. Løgstrups udgave tolker kristendommen på et rent humant grundlag. Han peger på, at livsytringer som tillid, håb, barmhjertighed og åbenhed er givet med selve den kendsgerning, at vi har livet sammen ,og at den andens liv er i min hånd. Det kan indses rent humant, men ligger samtidig en kristen livstydning nær, som Løgstrup udtrykker det.

Kulturislam
Især i Europa finder vi også islam i en sekulariseret udgave. Ligesom i kristendommen bliver islam som tro på Gud Allah en ”privatsag”. Islams hellige bog, Koranen, skal læses som et budskab til den enkelte, personligt. Islamisk tro bliver dermed en sag mellem den enkelte og Gud.

Sekulariseringen betyder så også en afvisning af de islamiske retsskolers meget detaljerede vejledninger om rituelle og moralske spørgsmål. Sharia, den islamiske lov, som gælder både samfund og det enkelte individ, ses allerhøjst som en etisk inspiration. I denne sekuariseringsproces, som især finder sted i Europa, bliver islam også til et livssyn, hvor de religiøse ritualer ikke længere bruges, og hvor Koranen ikke anses for Guds ord.

Kulturjødedom
Inden for jødedommen kender man også til sekularisering. Jødedom bliver for mange, som regner sig for jøder, en livsanskuelse. Tydeligt ses i det selve staten Israel. En undersøgelse fra 2006 viser, at 22 procent regner sig som "ikke-religiøse-traditionalister", hvilket vil sige, at de ikke praktiserer en bogstavtro tolkning af jødisk lov - og 44 procent kalder sig "sekulære” jøder.

I Danmark består det jødiske samfund af cirka 6000 medlemmer. Flertallet af de danske jøder regner sig for sekulære (ikke-religiøse), men har en kulturel tilknytning til jødisk liv. Imidlertid rummer det jødiske samfund i Danmark mange tolkninger af den jødiske religion, og omfatter derfor også såkaldte kulturjøder medlemmer. At være jøde er ikke bare det religiøse. Det er også en identitet.

Litt: Kåre Egholm Pedersen: Om kristendom i en sekulær verden.
Niels Henrik Gregersen: Den dobbelte kristendom.