Når sex frelser: Tidlige kristne mente, at sex var vejen til Himmeriget

Menneskets synd startede ifølge Bibelen i Edens Have, da Eva spiste af den forbudte frugt, og Adam og Eva blev overladt til deres begær. Kirkefaderen Augustin fortolkede syndefaldet som, at man kun kan nå frelsen ved at distancere sig fra sine lyster -men dette var flere af de helt tidlige kristne grupper uenige i. Foto: Gustave-Claude-Etienne Courtois/Wikiart

De kristne kirker har historisk set ikke været kendt for deres positive syn på sex og det menneskelige begær. Men før kirken for alvor samledes i 300-tallet, fandtes kristne kulter, der mente, at sex var vejen til Himmeriget. Hvordan bar det sig ad?

Den store kirkefader Augustin (år 354-430) har i høj grad defineret kirkens syn på det menneskelige begær. Igennem hans arbejde med at definere arvesynden, blev alle lyster og tilbøjeligheder af denne verden syndige. Jo mere man forfaldt til dem, desto større blev afstanden til Gud og Himmeriget. Dette læner sig også op ad, hvad Paulus prædikede om begæret.

Det hele startede med syndefaldet i Det Gamle Testamente. Da Eva spiste af den forbudte frugt i Edens Have, manifesterede menneskets menneskelighed sig, og Adam og Eva blev overladt til deres begær. Frelsen kan altså kun komme ved at distancere sig fra sine lyster, og netop denne fortolkning formulerede Augustin.

Kan det være anderledes?
Med denne udlægning af syndefaldet blev sex syndigt. Men før Augustin, og før kirken for alvor samledes og blev mere eller mindre teologisk strømlinet, fandtes kristne kulter, der var overbeviste om, at vejen til Himmeriget var diametralt modsat af Augustins. De mente, at kun ved at hengive sig til sit begær og især de seksuelle lyster, kunne man opnå frelse.

”En central figur for udviklingen af disse sexkulter er Karpokrates fra omkring år 120 e.Kr. Lig traditionel kristendom mente han, at mennesket er fanget i denne verden. Ifølge ham kan man dog kun undslippe verden ved at prøve alle gerninger, hvilket selvsagt inkluderer de seksuelle. Det er begæret, der er den egentlige gave til mennesket fra Gud, fordi det er grunden til enhver gerning. Derved blev begæret centralt for frelsen,” fortæller Kasper Dalgaard, der er ekstern lektor i kristendomshistorie ved Københavns Universitet.

En anden central ide for sexkulterne er den grundlæggende forskel på, hvordan Gud er i Det Gamle og Det Nye Testamente.

”Guden i Det Gamle Testamente er ond, og guden i Det Nye er god, og derved kan man forlade ideen om, at sex er ondt. Ifølge den kristendom, som Paulus eksempelvis prædiker, skal man afvise begæret for at opnå frelse, men for disse tidlige kristne kulter var det helt modsat. Her skulle man modsætte sig den gamle, onde guds bud om afholdelse fra det menneskelige begær for at opnå frelse,” fortæller Kasper Dalgaard.

Men hvem var disse kulter? Og hvordan så deres gudstjenester og menighedsmøder egentlig ud?

Et eksempel er euchiterne, der eksisterede omkring år 300-380. Ifølge Kasper Dalgaard havde de den idé, at man skulle dyrke den dæmondræbende dans choreutae for at blive fri for synd. Euchiterne dansede og fremsagde Fader Vor, indtil de kom i en trance-lignende tilstand. I denne tilstand kunne man fordrive sine dæmoner igennem næsen og trampe på dem, når de lå på jorden. Derved var man renset og kunne dyrke gruppesex med resten af menigheden.

”Et andet eksempel er phibionitterne, der mente, at man er nødt til at have sex under gudstjenesten, fordi sex-akten er selve tjenesten af Gud. Deltagerne opnår Himlen ved at have råbt navnet på hver af de 365 vogtere mellem Himlen og jorden ved klimaks. Ifølge denne gruppe er det altså kun igennem 365 seksuelle orgasmer, at man kan blive frelst,” fortæller Kasper Dalgaard.

Disse kulters eksistens ophørte dog, da kirkens teologi blev mere etableret. Forståelse af begæret som syndigt, som Paulus og Augustin definerede det, vandt kampen. Dermed var der ikke plads til kætteriske ideer som den, at man skulle modsætte sig guden i Det Gamle Testamente, og således ophørte sex med at være vejen til frelse.