Julekalender: Hverdagens engle

Nenia Zenana: Jeg glemmer aldrig den unge benzinengel

Dirigent og studielektor Nenia Zenana mødte for nylig en engel på en metrostation. Englen var facer for Amnesty International. Foto: Privatfoto.

Det er sket flere gange, at dirigent og studielektor Nenia Zenana har oplevet at møde en engel. Sidst det skete var en grå dag på Forum Metrostation, men hun mødte også en engel for mange år siden, da hun var ved at løbe tør for benzin

Det er sket flere gange, at jeg har oplevet at møde en engel. Sidst det skete var en grå dag på Forum Metrostation for nylig. Jeg kom gående op ad trappen og mødte en ung gut med halvlangt, krøllet, lyst hår og gode øjne. Han hed Peter og er facer for Amnesty International. Han spurgte, om han måtte snakke med mig.

Min krop blev helt træt, og jeg sukkede lidt og sagde ok, men Peter spottede mit kropssprog og spurgte, om jeg havde lyst til at snakke med ham. Bare en lille forskel – om han måtte snakke med mig, eller om jeg havde lyst til at snakke med ham. Jeg blev overvældet og svarede, at jeg respekterer deres arbejde rigtig meget og synes, det er så godt, at de gør det, og at min egen niece selv er facer for Amnesty International, men at jeg lige nu bare følte mig udmattet, fordi jeg oplever så mange omkring mig, som bliver ramt af angst og går ned med flaget og ikke kan trække vejret og kæmper med spiseforstyrrelser og depression og alt muligt.

Han kiggede på mig og sagde: ”Må jeg gi’ dig et kram?”

Og ja, det måtte han. Han krammede mig og blev ved, helt indtil mine skuldre langsomt faldt ned, og mit åndedræt blev roligt.

Jeg sagde: ”Det er bare fordi, der sker så meget ondt i verden.”

“Ja,” sagde han: “Men der sker også så meget godt.”

Han kiggede på mig og ønskede mig en god dag, og jeg kunne mærke, at det var det nu. For der sker nemlig så meget godt i verden. Mennesker der forløses, møder omsorg, heler og går videre med lys i hjertet.

En anden tidligere oplevelse med en engel havde jeg for mange år siden. Det var starten af 90’erne og altså før, Storebæltsbroen blev bygget. Jeg havde været på spillejob i Jylland og var på vej hjem i natten over Sjælland med de andre fra jobbet.

Den ene af de to kassevogne var tæt på at køre tør, så vi kørte fra et sted på Sydsjælland og prøvede at finde en tank. Lidt fra motorvejen fandt vi en lille mørk og tydeligvis lukket tank, hvor vi kørte ind for at se, om der var en automat, der var åben – men desværre.

Lige inden vi kørte igen, kom en anden bil kørende ind, og en ung fyr med lyst krøllet hår steg ud og smilede til os. Vi kom i snak, og jeg spurgte, hvad han var på udkig efter. Han skulle bare ud og købe smøger. Jeg undrede mig lidt og kiggede på den mørke og lukkede tank – men spurgte ham så lidt for sjov, om han tilfældigvis havde en dunk benzin med. Jamen, det havde han da. Vi måbede, men blev selvfølgelig glade og spurgte, om vi måtte købe den. Ja, selvfølgelig, svarede han.

Mens vi hældte benzinen på, spurgte jeg ham, om han var sikker på, at han ikke var en engel – men han smilede bare til svar.

Vi sagde tak og kørte – og tilbage på motorvejen stødte vi på en anden bil, der var kørt tør. Vi samlede føreren op, og kørte ham til nærmeste motorvejstank. Selv fortsatte vi videre til København og kom godt hjem, men jeg har aldrig glemt den unge benzinengel!