Palmesøndag viser os, hvad det vil sige at tjene hinanden

Vi kan ikke frelse os selv fra den død, der truer os alle, men vi kan tjene vores næste indtil døden. Vi kan gøre det, vi kan, ligesom kvinden med alabastkrukken gør det i bibelteksten til palmesøndag, skriver valgmenighedspræst Nana Hauge

Min palmesøndagsprædiken skal handle om, at overfor døden formår et menneske intet. Vi kan ikke slippe for den. Døden er det uafvendelige.

Men på vejen mod døden kan vi tjene hinanden. Det er det, kvinden med alabastkrukken gør i bibelteksten til palmesøndag, da Jesus er i Bethania kort før sin domfældelse og vandring til Golgata. Hun kan ikke tage korsets byrde fra ham. Hun kan ikke lette hans gang til hovedskalsstedet, men hun kan salve ham til hans begravelse!

Jesus kalder det, hun gør, for en god gerning. Hun har gjort en god gerning mod ham, og det skal vi mindes.

Hvem er så kvinden med alabasterkrukken, der salver Jesus forud for hans død? Ifølge nogle traditioner er hun den selvsamme kvinde, som Jesus frelser fra de lovtro farisæere og skriftkloge, som vil stene hende, fordi hun har begået hor.

Sig selv kunne hun ikke hjælpe. Hun formåede intet overfor den skyld og den synd, hun var grebet i. Men en god gerning mod en, der stod foran døden, det kunne hun gøre.

Kvinden og hendes gerning skal minde os om, at vi intet formår mod synden og døden. Vi kan ikke frelse os selv fra den skyld, vi altid pådrager os og fra den synd, der behersker os. Og vi kan ikke frelse os selv fra den død, der truer os alle, og som river os væk fra verden til sidst.

Vi formår slet intet mod synden og døden. Vi kan ikke bære det kors, som Jesus bar. Men vi kan tjene vor næste indtil døden. Vi kan gøre det, vi kan, ligesom kvinden gjorde det. Det er en god gerning.

”O hvem, der således tog vare på sig selv og sine nærmeste og ikke brød sig om andet end det, hvor rigt på gode gerninger ville sådan et menneske ikke blive på kort tid, så stille og hemmeligt at ingen andre end Gud opdagede det,” skriver Martin Luther i skriftet om de gode gerninger.

Og sådan er det ofte med de gode gerninger. De foregår i stilhed. De praler ikke og blæser sig ikke op. De spørger slet ikke om løn. Den gode gerning spørger ikke, om det kan betale sig, eller om den opnår noget, eller hvad det egentlig gavner. Den spørger ikke, om det nu bliver bemærket, om det gør sig på de bonede gulve og giver god presse.

Nej, det gode gøres, fordi det skal gøres. Fordi man ikke kunne andet. Den gode gerning har egentlig ikke nogen særlig grund til at gøre godt. Den vil ikke opnå noget, og gerningen vil heller ikke gælde noget overfor Gud. Den vil kun hjælpe andre på vejen mod døden.

De andre overfusede kvinden og sagde, at salven var spildt. Sådan kan det vel også godt føles at våge i den sidste nattevagt. Det fører ikke til andet end døden. Ingen bemærker det. Det er bare noget, som skal gøres.

Den slags gerninger, der bare skal gøres, gøres hver dag. Masser af dem. Gerninger, som aldrig bemærkes. Som ikke ændrer ved dødens og syndens uafvendelighed. Men det er dem, vi skal huske.
 
Nana Hauge er valgmenighedspræst og panelist ved kristendom.dk.