Dåb

Min datters dåb er begyndelsen på hendes rejse ind i troen

Til en katolsk dåb får man først dåbskjolen på efter dåben. Den er det synlige tegn på den forvandling, dåbsbarnet har gennemgået. Min datter er nu en del af et fællesskab, som ikke er begrænset af hverken tid eller sted, skriver ph.d.-studerende Thomas Hvid Spangsberg. Foto: federico igea - Fotolia

Det store øjeblik var, da dåbsvandet ramte hendes lille hoved, og himmel og jord mødtes. Jeg stod med følelsen af den største ærefrygt, da min kone og jeg svarede ja til, at vores datter skulle døbes i den kristne tro, skriver katolik og ph.d.-studerende Thomas Hvid Spangsberg

Som mange andre danskere har jeg i min opvækst ikke haft noget særligt forhold til min egen dåb. Jeg vidste kun, at jeg var døbt og konfirmeret, som der er tradition for i familien. Derfor var det først, da jeg senere i mit liv fik øjnene op for den kristne tro, at dåben begyndte at give mening for mig.

Tidligere ærgrede jeg mig over, at jeg var barnedøbt. Det var, som om min dåb ville have været mere værd, hvis jeg var blevet døbt som voksen. Så kunne jeg selv have understreget mit valg om at træde ind i den kristne tro.

Siden har jeg ad flere omveje fundet et ståsted i den katolske kirke, der praktiserer barnedåb. Når jeg nu tænker tilbage på mine første tanker om dåben, står det mig klart, at jeg havde overset et meget væsentligt perspektiv. Nemlig, at lige meget hvor meget jeg ønskede at markere min tro i synlige tegn, var noget meget større allerede sket.

I dåben er det Gud, der griber ind og handler med mennesket. Derfor er dåben en gave, som ikke er afhængig af min egen tro eller manglen på samme. Det er Gud, som løfter mennesket op til sig og forvandler det, så forholdet mellem os genetableres. Vi er ikke længere bundet af arvesynden, men taget i Guds nåderige favn som hans børn.

Guds objektive indgriben betyder, at jeg i dag skatter dåbens sakramente meget højt. Min kone og jeg var derfor heller ikke i tvivl om, at vores datter skulle døbes, da hun var knap tre måneder gammel.

Dåbsritualet i den katolske kirke har mange ligheder med folkekirkens. Men selve dåbshandlingen begrænser sig ikke blot til selve dåben ved døbefonden. Det kommer til udtryk i messens liturgi, der er fyldt af synlige tegn på dåbens åndelige virkelighed.

Vores datters dåb foregik til højmessen en søndag. Efter oldkirkelig skik stod vi i døren ind til kirken og mødte først præsten, som spurgte os: ”Hvad ønsker I af Guds Kirke?” I hele menighedens påhør svarede vi, at vi ønskede vores barn døbt.

Som tegn på vores ønske og på det ansvar, vi havde taget på os, gjorde præsten, jeg selv, min kone og vores datters to faddere korsets tegn på hendes pande. Korstegnet er begyndelsen på vores datters rejse ind i troen og et tilsagn om, at vi virkelig ønsker, at hun skal vokse op og lære Gud at kende.

Efter den indledende velsignelse fortsatte højmessen med læsninger, bøn og salmer. Umiddelbart inden dåben fulgte det næste synlige tegn: salvelsen. Ligesom kongerne blev det i Det Gamle Testamente, og det har været skik lige siden kirkens begyndelse, blev vores datter salvet med olie på pande og bryst. Det betød, at om lidt skulle min datter indtræde i et fællesskab, som ikke er begrænset af hverken tid eller sted. Hun får som døbt lov til at have fællesskab med hele kristenheden, både dem på jorden og i Himlen.

Efter salvelsen blev dåbsvandet båret ind og velsignet af præsten. Jeg stod med følelsen af den største ærefrygt, glæde og stolthed, da min kone og jeg svarede ja til, at vores datter skulle døbes i den kristne tro.

Derfor var det også et stort øjeblik, da dåbsvandet ramte hendes lille hoved, og himmel og jord mødtes. I taknemmelighed overgav vi vores barn til ham, der skabte hende, og det er mit håb, at dåbens gave må følge hende igennem livet på godt og ondt.

Til en katolsk dåb får man først dåbskjolen på efter dåben. Den er det synlige tegn på den forvandling, dåbsbarnet har gennemgået. Min datter bar den samme dåbskjole, som jeg selv var blevet døbt i, og hendes navn er broderet på ved siden af mit. For mig er det et stærkt vidnesbyrd om tidens gang, og om at nok er jeg hendes far her på jorden, men vi er begge to Guds børn og har fået ham til far gennem vores dåb.

Thomas Hvid Spangsberg er cand.it og ph.d.- studerende ved Aarhus Universitet.

Efter dåben blev vores datter vist frem for menigheden, som klappede for at udtrykke deres glæde over, at hun havde modtaget dåbens sakramente, skriver ph.d.-studerende Thomas Hvid Spangsberg. Foto: David Rodrigues.