På pilgrimsvandring
i naturens katedral


Hvordan ser en pilgrimsvandring i Danmark anno 2017 ud? Kristeligt Dagblad var med, da 20 vandrere på en uge blev til pilgrimme på Hærvejen


På pilgrimsvandring
i naturens katedral


Hvordan ser en pilgrimsvandring i Danmark anno 2017 ud? Kristeligt Dagblad var med, da 20 vandrere på en uge blev til pilgrimme på Hærvejen


På pilgrimsvandring
i naturens katedral


Hvordan ser en pilgrimsvandring i Danmark anno 2017 ud? Kristeligt Dagblad var med, da 20 vandrere på en uge blev til pilgrimme på Hærvejen




Tekst & video: Elisabeth Yskes

Foto: Emil Kastrup Andersen & Elisabeth Yskes
Grafik:
Barbara Dahl Poulsen

Tilrettelæggelse og videoklip: Rasmus Fahrendorff
Visuel redaktør:
Kim Schou

6. oktober 2017




Midt imellem Gorm og Thyras gravhøje ligger Jelling Kirke. Kirkeklokken ringer fra tårnet, så hele den sydjyske by ved, at det om et øjeblik er tid til søndagens højmesse.

Et mylder af mennesker har allerede samlet sig foran indgangen. Et dåbsfølge kigger nysgerrigt på 20 vandrere, der står i en rundkreds mellem Jellingestenene i deres glasmontrer. Deres vandrestøvler, praktiske tøj og rygsække står i kontrast til dåbsfølgets fine selskabstøj.

Fra prædikestolen byder sognepræst Kristian Bøcker vandregruppen velkommen. De øvrige kirkegængere vender straks ansigterne mod dem. De skal på pilgrimsvandring, fortæller han, og Jelling Kirke er deres første stop på en uges vandring mod Viborg Domkirke, der ligger mere end 115 kilometer mod nord.


 


Vandringen fra Jelling til Viborg varer otte dage og er på 115 kilometer.


En dagsvandring er mellem 11 og 21 kilometer.


Det eneste krav til deltagelse er, at man er fysisk i stand til at vandre hele distancen.

 

Aftenen forinden mødtes de 20 vandrere for første gang på en gammel bindingsværksgård ikke langt fra kirken. De skulle overnatte på herberget i stalden, der ikke længere er fyldt med kvæg og hø, men rækker af køjesenge og et lille køkken, hvor en stor gryde stod og simrede på komfuret.

Det var pilgrimspræst Elisabeth Lidell og hendes mand, Andreas Blinkenberg, der tog imod dem. Sammen har ægteparret i mere end 10 år ledt pilgrimsgrupper fra Jelling til Viborg på den historiske hærvejsrute, der også kaldes ”den danske Camino”. Udover at være en gammel handels- og studevej, forbinder Hærvejen Danmark med pilgrimsruter i Trondheim, Rom og Santiago de Compostela i Spanien.


Hør pilgrimspræst Elisabeth Lidell beskrive, hvad der er særligt ved pilgrimsvandringen. Video: Elisabeth Yskes & Rasmus Fahrendorff.


 
 


I Jelling Kirke er højmessen slut. Dåbsfølget går til fest, mens vandregruppen igen samler sig foran indgangen i en rundkreds og gør sig klar til at gå de 19 kilometer til næste herberg.

”Herre vis os din vej, og giv os mod til at gå den,” beder Elisabeth Lidell. Flere i gruppen beder forsigtigt med. Marianne Svane bøjer hovedet, men er stille. Hun er 68 år, fra Solrød og pensioneret skoleleder, og hun er en af dem, der er på pilgrimsvandring for første gang. Efter en aften på herberget med bøn, salmesang og velsignelse, og nu også en gudstjeneste, er det store fokus på religiøst indhold kommet bag på hende.

 

”Det er lidt overvældende. Jeg er nok, hvad man vil kalde kulturkristen, så jeg skal lige vænne mig til det. Jeg har først og fremmest meldt mig til, fordi jeg godt kan lide at vandre,” siger hun.


”At gå pilgrimsvandring er at bede med fødderne. At give troen krop. At give evangeliet ben at gå på. En blanding af kirkeliv, højskoleliv og spejderliv,” siger pilgrimspræst Elisabeth Lidell som introduktion til ugens vandring. Foto: Elisabeth Yskes.


Selvom det er søndag, er en mejetærsker ved at høste på marken. Fra sit førerhus smiler landmanden til gruppen, der går på én lang, lige række. Alle skal holde sig bag Elisabeth Lidell, der går forrest og lyser op som et fyrtårn i sin røde jakke. Hendes vandrestave slår blødt mod asfalten. Sammen med mejetærskerens monotone brummen, er det den eneste lyd, der høres på landevejen. Hver dag på pilgrimsvandringen begynder med en times vandring i stilhed. Ligesom i en gudstjeneste har en pilgrimsvandring sine egne ritualer, og stilhedstimerne giver plads til at tænke over dagens bibeltekst og et tema, der på vandringens første dag er dåben.

”At gå pilgrimsvandring er at bede med fødderne. At give troen krop. At give evangeliet ben at gå på. En blanding af kirkeliv, højskoleliv og spejderliv. I skal på en vandring i det ydre landskab, i Guds grønne katedral. Men I skal også på en indre rejse, og undervejs skal Kristus være jeres følgesvend.” Sådan introducerer Elisabeth Lidell ugen den første aften.


Gå med de 20 pilgrimme på stillevandring. Video: Elisabeth Yskes & Rasmus Fahrendorff.


 

Stilhedstimen ophører på en markvej. Gruppen sætter sig i græsset for at spise medbragte rugbrødsmadder, og snakken bryder livligt ud igen. Det helt store tema er gåsegangen. Det er ikke let for 20 personer med forskellige aldre, kroppe og vandrevaner at finde et fælles behageligt tempo.

”Jeg synes virkelig, det er besværligt at gå på én, lang række,” siger Marianne Svane frustreret.

”Jeg havde faktisk set frem til at gå og tænke over bibelteksten, men det er svært at koncentrere sig, når jeg ikke kan komme ind i mit flow. Jeg tænker hele tiden på, om jeg kommer til at gå for hurtigt,” siger hun.

Men Elisabeth Lidell holder på, at gåsegangen giver en særlig vigtig stemning af fællesskab, så de fortsætter, da frokosten er spist. Denne gang i to lige rækker til en ”walk and talk”.

Ligesom med stilhedstimen, der skaber plads til den meningsfyldte stilhed, er walk and talk-seancerne til for at dyrke de dybe samtaler om temaet og bibelteksten.

”Hvad betyder det for jer at være døbt? Hvad betyder det for jer at være kristne? Jeg opfordrer jer alle til at finde en medvandrer at tale med,” siger Elisabeth Lidell, inden vandringen fortsætter.

Marianne Svane tøver et øjeblik, mens hun går, før hun til sidst svarer:

”Jeg har aldrig haft brug for at komme i kirken for at høre tekster fra Bibelen blive forkyndt. For mig er det bare en bunke sten. Jeg synes til gengæld, det virker givende at gå og tale om det her i naturen. Det hele bliver lidt mindre stift på den måde. Næstekærlighed og fællesskab er jo budskaber, jeg som kulturkristen kan forholde mig til,” siger hun.


De 20 pilgrimme går fra Jelling til Viborg Domkirke. Tryk på de blå cirkler for at læse mere om de steder, de kommer forbi. Kort: Ole Munk.


Ud på eftermiddagen når vandrerne landsbyen Kollemorten, der ligger i den yderste udkant af Vejle Kommune. På den menneskeforladte hovedgade står flere huse åbenlyst tomme. Deres vinduer er dækket af brædder eller skodder. Nogle ruder er endda slået i stykker, så glasset ligger og flyder i de tilgroede forhaver. Kun i få af husene kigger et ansigt ud på den lange række vandrere, der nu er kommet til byen.

For enden af hovedgaden ligger en skolebygning. Den er ganske stor og vidner om, at her nok engang var mere liv. I dag er den nedlagt, og kun en lille del af den bliver brugt som børnehave. Men på en græsplæne tæt ved, hvor der sikkert engang blev spillet fodbold og rundbold i frikvartererne, står nu fem nye hytter, der alle er indrettet med køjesenge. Gruppen er nået til deres næste herberg.


 


Det er kun nødvendigt at bære en dagsrygsæk med mad, drikke og regntøj. Bagagen bliver kørt fra herberg til herberg af ”bilgrimmen”.


De 11 herberger, der ligger langs Hærvejen, består af enten sovesale eller hytter med køjesenge. De ejes og drives af lokale.


Prisen for en uges pilgrimsvandring inklusive forplejning og overnatning er 3500 kroner.

 


På parkeringspladsen venter Andreas Blinkenberg. Han er ikke pilgrim, men ”bilgrim”. Mens hans hustru tager sig af pilgrimsvandringernes åndelige side, tager han sig af det praktiske. Når gruppen vandrer gennem lyng og mos, kører han deres bagage til det næste herberg og køber ind til måltiderne. Det er også hans fortjeneste, at hytterne i Kollemorten, og de andre herberger langs Hærvejen, står klar med senge, køkkener og baderum til at tage imod pilgrimsgrupper og andre vandrere, når de med ømme fødder og sultne maver når frem efter dagens vandring. Han er arkitekt, og med inspiration fra de spartanske herberger, der ligger langs den spanske Camino på ruten til Sankt Jakobs grav i Santiago de Compostela, har han omdannet 14 tomme landbygninger langs Hærvejen fra Hirtshals til Padborg til herberger. Til daglig er det lokale kræfter, der står for drift og vedligeholdelse.


Tidligere pilgrimsvandrere har lagt små sten på de pæle, der markerer Hærvejens pilgrimsrute. Foto: Elisabeth Yskes.


 
 

Næste morgen kryber vandrerne ud af soveposerne klokken syv. Vandrestøvlerne kommer på igen. De går over den dugvåde græsplæne til skolens køkken for at spise havregrød og smøre madpakker. Klokken ni finder de sammen i en rundkreds på parkeringspladsen foran indgangen til børnehaven. Dagen begynder med et vers af ”Septembers himmel er så blå”. Vidste man ikke bedre, skulle man næsten tro, at sangen var skrevet netop til denne solskinsdag.

Børnehavebørn og deres forældre indfinder sig også på parkeringspladsen. En lille dreng trækker i sin mors arm, mens han nysgerrigt og længe betragter gruppen, der nu har taget hul på at læse og meditere over dagens bibeltekst. Denne morgen er det teksten fra Johannesevangeliet om Kristus, der efter en lang vandring sætter sig ved en kilde og beder en samaritansk kvinde om at hente ham noget at drikke, hvorefter han præsenterer hende for evangeliets kilder.

 

Gruppen begiver sig ud på sin vandring. Endnu engang i stilhed med tanke på dagens tekst om de hellige kilder.

En time senere gør Elisabeth Lidell holdt ved den næsten tusind år gamle valfartskirke, Øster Nykirke. Slangen af vandrere gør det samme og ser sig omkring. Den klassiske, hvide kirke ligger på en bakketop. Et stort kors af træ, et såkaldt vejkrucifix, står og vogter over den stille landevej, og på brakmarken over for står en lille firkant af træ. Den indhegner den hellige kilde, Sankt Peders Kilde, som pilgrimme i århundreder har valfartet til for at få gavn af dens helbredende kræfter.

Alle samler sig omkring den og kigger ned. En stor tudse hopper rundt ved det mudrede vand, der ikke ligefrem leder tankerne hen på noget rent og helligt. Alligevel er kilden afsæt til samtaler om de indre kilder på den efterfølgende walk and talk. De kilder, der giver det indre liv styrke, men som fra tid til anden kan tørre ud, så man mister troen på Gud, på glæden eller livet selv.


Pilgrimmene går mellem 11 og 21 kilometer hver dag. I alt går de 115 kilometer på de otte dage. Foto: Emil Kastrup Andersen.


En af de vandrere, der med bitter erfaring forstår dagens tema, er 53-årige William Mors fra Havdrup ved Roskilde. For 10 år siden var han midt i en fremadstormende karriere i en bank, men da han af flere omgange fik konstateret stress og til sidst også en depression, måtte han opgive arbejdet.

”Jeg kunne i lang tid ikke nå den stopknap, jeg burde have trykket på. Jeg havde så mange idéer og visioner, men når man er en ildsjæl, kan man også brænde ud. Det skete for mig,” fortæller han.

I dag er William Mors førtidspensionist. Han gør dog alt, hvad han kan, for at skabe sig en værdig tilværelse uden arbejdet som den primære identitetsmarkør.

Han har altid betragtet sig selv som troende, men han kommer mere i kirken nu. Sidste år blev han også valgt til det lokale menighedsråd. Og det er gennem sin præst, sognepræst Kristine Stricker Hestbech, der hvert år arrangerer pilgrimsvandringer i lokalområdet i Pinsen, at han har fået øjnene op for pilgrimsvandringer. Det er også sammen med hende og sine venner fra menighedsrådet, at han har fundet vej til vandringen på Hærvejen.

”Menighedsrådet er blevet min mulighed for igen at engagere mig i noget, der giver mening. Jeg har fundet et roligt fællesskab i det, som jeg sætter stor pris på,” siger han.

Gennem sit lange sygdomsforløb har William Mors fundet ro ved at tale med en psykolog. Men han oplever også, at vandring har en slags terapeutisk virkning på ham. For ham er det et supplement til arbejdet med sig selv, der er mindst lige så meget værd som psykologsamtalerne.

”Det er fantastisk at gå her og forestille sig de munke, der for hundreder af år siden var på pilgrimsfærd lige her, hvor vi går,” siger han og slår armene ud til hver sin side, mens gruppen traver af sted i gruset på en markvej i det åbne, kuperede landskab.

”Det er fascinerende at tænke på, at de opsøgte de samme steder som os. Det inspirerer mig, at de ikke ejede noget, men alligevel havde de alt i deres tro. Jeg prøver at lade mig inspirere af den enkelthed, de levede med. Det kan jeg gøre her, hvor der ikke er så meget, jeg skal forholde mig til. Her er der ikke en bil, der skal på værksted, og jeg glemmer helt at kigge på den lille, elektroniske tidsrøver, der ligger i min lomme. Den hiver jeg kun frem, når landskabet er så smukt, at jeg vil fotografere det. Når vi går i stilhed, forsøger jeg at tænke på så lidt som muligt. Jeg håber, jeg kan tage lidt af den enkelthed med mig, når jeg kommer hjem,” siger han.

De glitrende spindelvæv er tunge af dug. De hænger overalt i lyngen, da vandrerne samles til morgensamling den følgende morgen foran den øde gård i Nørre Snede, hvor de har tilbragt natten. Som de foregående morgener går en lille stak ark med dagens tekst rundt. Elisabeth Lidell læser teksten fra Johannesevangeliet om en kvinde, der bliver grebet i ægteskabsbrud. Herefter introducerer hun dagens tema: synd og skriftemål.

Flere kigger overraskede op fra teksten. Hvorfor skal en flok protestanter på vandring beskæftige sig med en skik, der leder tankerne hen på et gitterindrammet bur i en katolsk kirke og en samtale med en præst om synd og skyld? Elisabeth Lidell forklarer:

”Skriftemålet skal ikke være til mig, men til Gud og til jer selv. Vi lever i en tid, hvor skyldbevidstheden er i tilbagegang. Men når vi oplever noget svært i vores liv, er det vanskeligt at løbe fra skyldfølelsen. I skriftemålet holder vi op med at flygte fra skylden og ser den direkte i øjnene. I stedet for at glemme og fortie den, lægger man åbent alt frem for Gud. Det vil vi bruge den næste times vandring i stilhed på.”


Pilgrimmene går i gåsegang, når der er stilhedstime. Foto: Emil Kastrup Andersen.


 

Ved en lille sø i nærheden har tre tyske fiskere slået sig ned. ”Gutenmorgen,” siger de til den tavse række af vandrere, da de passerer søen.

Fiskerne er de eneste mennesker, gruppen møder denne formiddag. Svampe og mos vokser i skovbunden for foden af høje fyrretræer, og kun de tunge vandrestøvlers taktfaste bump høres i den tyste skov. Men lige så stille åbner skoven sig, og pludselig står de midt i et sandet klitlandskab. Hyben og lyng vokser alle vegne, og var man ikke klar over, at man befandt sig midt i Jylland, ville man have kigget spørgende efter havet. Vrads Sande hedder området, som er et øde, fredet hedelandskab med indre klitter.

Undervejs har alle samlet en lille sten op. Den lægger de nu på skift i sandet, så de sammen danner et lille kors, og Elisabeth Lidell beder gruppen samle sig omkring det. Stilhedstimen er ovre, og der er mulighed for at få en individuel syndsforladelse fra pilgrimspræsten. På skift lægger hun sin hånd på deres pande. Ønsker man ikke at deltage, kan man træde et skridt tilbage fra rundkredsen. 63-årige Birte Nørregård fra Solrød tøver, men ender med at blive stående og modtage syndsforladelsen.

”Det var lidt grænseoverskridende, men jeg har gjort så mange forkerte ting i mit liv, så det kan nok ikke skade,” siger hun og griner, da gruppen sætter sig i sandet for at holde pause.


Vandrene har undervejs samlet hver deres sten op, som de lægger i en korsformation i sandet. Foto: Elisabeth Yskes.


Birte Nørregård har en baggrund som sekretær i et it-firma. For et par år siden gik hun på efterløn, men hun fortæller, at hun siden da næsten har fået mere travlt, end hun havde, da hun arbejdede. Hun bruger tid med sine børnebørn, spiller bridge, går i læseklub, og så vandrer hun så meget, som hun overhovedet kan komme til. Vandringen på Hærvejen er hendes første pilgrimsvandring. Heller ikke hun er vant til at beskæftige sig med kristendommen til daglig.

”Jeg har meget svært ved at tro på Gud. Jeg er faktisk tit vred på ham. Jeg synes, han har taget så mange af mine familiemedlemmer alt for tidligt. Men jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og jeg tror alligevel, at jeg ofte søger noget mere mening i livet,” siger hun, og fortsætter:

”Jeg var nødt til at tage alene af sted, fordi ingen af mine veninder, som jeg vandrer med derhjemme, ville med på en pilgrimsvandring med en præst. Men nu er jeg faktisk glad for, at jeg er kommet alene, for når ingen kender mig, kan jeg fortælle lige præcis det, om mig selv, som jeg har lyst til. Det er også kommet bag på mig, hvor meget jeg har åbnet mig i samtalerne, for det gør jeg normalt ikke.”


Nadver i det fri på en bakketop ved Bølling Sø vest for Silkeborg. Foto: Emil Kastrup Andersen.


Midt på ugen ændrer vejret sig markant. Med ét siler regnen ned, da vandrerne når Bølling Sø vest for Silkeborg, hvor de skal holde nadver på en bakketop. Deres ansigter gemmer sig bag regnslagenes kutter, mens de kæmper sig op ad den stejle skråning. Med hjælp fra vandrestavene og hinanden, gør de alt, hvad de kan, for ikke at glide ned ad skrænten. Men selvom himmel og jord står i ét, og det nærmest ikke er til at få øje på søen fra bakketoppen, er humøret højt. De griner af den absurde mængde regn og taler om, hvor smukt her ville have været på en solskinsdag.


 
 

Den sjette dag oprinder også grå og regnfuld. Det er koldt på herberget i den gamle kampestenslade, der ligger i forlængelse af præstegården i Kragelund, 10 kilometer vest for Silkeborg. Det er, som om gårsdagens voldsomme regn fik skyllet den sidste rest af sensommeren væk, så kun efteråret står tilbage.


Pensioneret skoleleder Marianne Svane i en stille stund på herberget i Kragelund. Foto: Emil Kastrup Andersen


 

Vandrestøvlerne ligger i en stor bunke i entréen, fyldt med papir. Alligevel har de ikke nået at tørre i løbet af natten, men på fødderne skal de til dagens vandring på 21 kilometer.

Over glatte trærødder, og gennem vandpytter på størrelse med mindre søer, går det meste af dagen i tavshed. De meditative stilhedstimer er populære hos gruppen, og aftenen forinden efterspurgte de flere. Der er derfor masser af tid til at bearbejde dagens bibeltekst fra Lukasevangeliet om Jesus, der besøger de to meget forskellige søstre, Martha og Maria. Martha varter Jesus op og tager sig af alt det praktiske. Samtidig er hun vred på sin søster Maria, der ikke hjælper til, men i stedet sætter sig for fødderne af Jesus og lytter til hans ord.


Midt på ugen ændrer vejret sig fra smuk sensommer til regnfuldt efterår, og vandrene må finde deres regnslag frem. Foto: Emil Kastrup Andersen.


Mørket falder på kort efter, at gruppen når frem til herberget i den lille by Thorning, hvor de skal tilbringe deres næstsidste nat. Her er der lunt, og de våde sokker og støvler bliver hurtigt taget af.

Aftenrutinerne ligger nu på rygraden for de fleste. Et køkkenhold går i gang med at forberede aftensmaden, mens resten tager bad, slapper af i køjen eller drikker kaffe sammen.

65-årige Anette Kjær Lassen fra Fredericia tager et bad og stikker i sine klipklappere for at gå ud på gårdspladsen og tænde en cigaret. Da gløden får tag i tobakken, og den første røgsky er pustet ud, kigger hun op og siger:

”Jeg tror, jeg har fået lidt af en åbenbaring i dag. Jeg tror, min måde at tro på er god nok.”

Hun ser selv lidt overrasket ud, mens hun siger det. Det er også første gang, hun er på pilgrimsvandring. I løbet af ugen har hun flere gange givet udtryk for, at det er vanskeligt for hende at identificere sig med pilgrimsvandringens åndelige og religiøse indhold. I flere dage følte hun, det var lettere at være en praktisk Martha, der hjælper med aftensmaden og rengøringen, end en lyttende Maria, der tager indholdet til sig.

”Jeg har været vred på mig selv over det, men jeg har meget svært ved at tro på noget, der ikke kan bevises. De første dage følte jeg, at jeg blev påduttet en bedrevidende tro, som jeg ikke kunne forholde mig til. Jeg var faktisk ked af det, fordi jeg ikke kunne tage indholdet til mig. Jeg har stadig svært ved at tro på alt det med Gud og Jesus, men i dag havde jeg en god samtale med Elisabeth. Jeg har fundet ud af, at jeg tror på et eller andet, der er større. Ånd og sandhed er to ord, der er gået igen mange gange undervejs. De to ord taler til mig. Først og fremmest, fordi jeg tror på det, der er sandt og kan bevises. Men jeg tror også, at der er en ånd og en kraft i naturen. Måske er det Helligånden,” siger hun, og fortsætter:

”Da vi gik der i stilheden, var det, som om at jo mere ufremkommelig den ydre vej blev, jo mere afklaret blev jeg indvendig om, at min måde at tro på er helt okay. Jeg duer ikke til at sidde længe i en kirke, men jeg kan være her. I Guds grønne natur, hvor jeg føler mig meget bedre tilpas,” siger hun.


 

Dagen efter lægger vandrerne endnu 21 kilometer bag sig. Det øser ned uden for laden på den store herregård, hvor de skal tilbringe deres sidste nat. Snart går turen ”tilbage til virkeligheden”, som en vandrer siger over aftensmaden. Med god mad på tallerkenen, vin i glassene, taler og sang, runder de ugen af med en festlig aften i sovesalen.

En i gruppen har forfattet en festsang om ugen, der er gået, over melodien til Svantes Lykkelige Dag. Hvert vers slutter med sætningen: ”Livet er ikke det værste, man har – og en pilgrim er altid klar”. Versefødderne passer ikke alle steder, men teksten formår at komme rundt om mange af turens særlige øjeblikke: nadveren i silende regn, gåsegangen, landskaberne, herbergerne og kirkerne – og det får genkendelsens latter til at runge i den gamle lade.


Dagen efter når gruppen efter 11 kilometers vandring målet i Viborg Domkirke. Malet direkte på kirkens massive stenvægge står Joakim Skovgaards farvestrålende malerier. De dækker alle vægge og lofter og er som en storslået visualisering af de mange bibelhistorier, gruppen gennem ugen har læst.


Joakim Skovgaards malerier i Viborg Domkirke, hvor pilgrimsfærden har sit mål. Foto: Elisabeth Yskes.


Med hver sin salmebog tager vandrerne plads i krypten under alteret. Her har sognepræsten fra Havdrup, Kristine Stricker Hestbech, påtaget sig at holde en afsluttende andagt.

Hendes ord giver genlyd i krypten:

”Når man går pilgrimsvandring, kan man gå ud af noget i sit liv, som man vil lægge bag sig. Samtidig går man ind i noget nyt liv. Det har ikke kun været en let vandring. Der har også været stor udmattelse. Nogle af jer har mødt en stor udmattelse fra det indre, som måske næsten fik jer til at opgive. Nogle af jer har også mødt modstand i det ydre. Vabler, ømme fødder, en besværlig hofte, lysken, ryggen.

Nogle har også stødt sig på formen. At gå 20 kilometer næsten hver dag. Gå i gåsegang. At skulle rette ind, også i tempo. Det kan give stor modstand. Næsten vrede. Det hele handler om at slippe kontrollen. At overgive sig og sige: det er, som det er.

Hvor er det godt, at vi har gået så længe, og at så mange af os er kommet igennem det og har lært at sige: det er, som det er. Man siger, at en pilgrim aldrig kommer hjem helt som den samme. Pilgrimmen kommer altid hjem en fordom fattigere og en indsigt rigere.

Jeg er nok ikke den eneste, der har tænkt mange billeder ind i naturen. Vi så de væltede træer, der så så triste ud. Men nogle begyndte at vokse igen med nye skud, der bliver til nye stammer. Er det ikke også sådan med os? At der, hvor vi tror os totalt væltede og døde, spirer noget frem igen. Det er værd at tro på, når man ligger der, kuldsejlet, i sit liv.”


Oplev stemningsbilleder fra ugen, og hør pilgrimspræst Elisabeth Lidell fortælle, hvordan hun har oplevet vandringen. Video: Elisabeth Yskes & Rasmus Fahrendorff