Serie: Refleksioner over De 10 Bud

Hvilken rolle har journalistikken i dag?

Lea Korsgaard er chefredaktør på Zetland. Hun talte med sognepræst Vibeke Bidstrup om 'fake news' til Grundtvigs Kirkes ottende arrangement i rækken af Gin&Tonic-natkirker. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Med udgangspunkt i Moselovens ottende bud, ”Du må ikke vidne falsk mod din næste”, gik samtalen på ’fake news’, da det ottende af Grundtvigs Kirkes Gin&Tonic-natkirkearrangementer blev afholdt. På den baggrund reflekterer sognepræst Vibeke Bidstrup her over journalistikkens rolle i nutidens samfund

Arrangementets udgangspunkt var Moselovens ottende bud: "Du må ikke vidne falsk mod din næste" - med chefredaktør på Zetland, Lea Korsgaard.

’Fake news’ har været på alles læber de seneste par år, særligt efter det sidste præsidentvalg i USA. Men falske nyheder er ikke nogen nyhed, ligesom det at vidne falsk eller fortælle usande historier om andre heller ikke er det. Lige så lang tid som der har været sande historier, har der også været usande.

Nogle gange er historierne blevet usande, fordi de er blevet fortalt så mange gange, at de er blevet ændret. En fjer der bliver til fem døde høns. Andre gange har mennesker bevidst spredt usande historier, som oftest for at skabe et fjendebillede af nogle andre.

Den ottende Gin&Tonic-natkirke handlede om journalistik og journalistens rolle i dagens samfund. Aftenens samtalepartner var chefredaktør på Zetland Lea Korsgaard. Hun skrev for et par år siden bogen ”Den der råber lyver”, hvor hun forholder sig til journalistikkens rolle i det moderne samfund med de digitale medier, som spreder nyhederne hurtigt. Lea Korsgaard skelner mellem den ”nøgne” journalist og den ”påklædte” journalist. Den ”nøgne” journalist er forestillingen om den udelukkende objektive journalist – en journalist, som udelukkende beskriver kendsgerninger. Den ”påklædte” journalist beskriver ikke bare, men har en dybere forståelse af problemstillingen. Det betyder, at journalisten kan analysere og reflektere og samtidig må forholde sig til, at der findes noget, som er rigtigt og forkert.

Lea Korsgaard mener, at man bør formidle journalistik ud fra, at der findes noget, som er rigtigt og forkert, at der findes en større sandhed. Men sandheden er ikke noget, som står mejslet i sten noget sted. Sandheden er noget, som vi løbende finder i samtalen med hinanden. Lea Korsgaard mener også, at en af de største farer ved journalistikken i dag er, at alting skal gå så hurtigt. På grund af de digitale medier bliver nyheder spredt med lynets hast. Det efterlader ikke tid til journalistisk fordybelse, refleksion og analyse. Derfor kan de falske nyheder hurtigere blive spredt, fordi der ikke er tid til at forholde sig kritisk til stoffet. Derfor er det vigtigt med journalister, som kan sortere i nyhedsstrømmen. Journalister, som kan overskue den.

Det fik mig til at sige, at medierne har en stor magt, når de vælger de nyheder og historier, som vi får fortalt. De har et stort ansvar for, hvordan vi forstår verden. Vi kom også til at tale om vores ansvar som medieforbrugere. At vi har et ansvar for den journalistik, som vi vælger at læse eller lytte til. Vi har et ansvar for de nyheder og historier, som vi deler på de sociale medier.

Hvis vi som medieforbrugere vil undgå de falske nyheder, må vi også vælge medier, hvor der er tid til den kritiske fordybelse, analyse og refleksion. Den journalistiske etik er altså ikke bare noget, som omhandler journalister. Det omfatter i høj grad også os som medieforbrugere. Vi har et medansvar. Hvis vi ukritisk deler historier eller nyheder på de sociale medier, så er vi med til at vidne falsk mod andre.

Det var en aften, hvor jeg kom til at tænke over betydningen af, at vi mennesker altid i vores arbejde forholder os til, hvad der er rigtig og forkert. Vi kan aldrig forholde os udelukkende objektivt til noget – vi vil altid være subjekter. Jeg er helt enig med Lea Korsgaard i, at det er vigtigt, at vi mennesker forholder os til, hvad der er rigtig og forkert. Det skal ske som en løbende dialog med hinanden. Sandheden bliver løbende til imellem os. Det betyder ikke, at der ikke er en eviggyldig sandhed, men bare at vores forståelse af sandheden skifter.

Journalisten rolle i dag er stadig at formidle nyheder og historier fra verden på en kritisk måde. Vores rolle som medieforbrugere er at give dem tiden og roen til at gøre det.

Sognepræst Vibeke Bidstrup (tv.) talte med Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard om 'fake news' til det ottende arrangement i rækken af Grundtvigs Kirkes Gin&Tonic-natkirkearrangementer. Foto: Signe Larsen