Peter Kofod: Det er noget særligt at vende hjem til det, der er ens eget

Peter Kofods barndomshjem indeholder mange juleminder: Fra snestormen i 2010 til julegåsen, som han i mange år selv slagtede. Men i år er det sidste gang, at politikeren vender hjem til det gamle hus på Bornholm

At vende hjem til jul er at vende hjem til det sted, man kommer fra. Og selvom jeg bor i Haderslev, er det ikke der, jeg er fra. Oprindeligt er jeg bornholmer. Så når jeg skal hjem til jul, skal jeg hjem til Sydbornholm.

Den sandede jord, klitlandskabet og skoven - alt det forbinder jeg med stedet, hvor jeg har mine rødder. Og selvfølgelig Østersøen og sildene.

Men i år bliver faktisk sidste gang, jeg skal holde jul i barndomshjemmet, for huset er sat til salg. Mine forældre er skilt, og de vil gerne videre med deres liv, så på en måde håber jeg, at det bliver solgt. Men samtidig er det også en mærkelig situation, at huset ikke længere skal være på familiens hænder. Det indeholder jo så mange minder.

Jeg husker særligt julen i 2010, hvor vi fik så meget sne, at næsten hele øen måtte lukke ned. Det tog flere dage at få ryddet sneet, så min bror måtte tage ski på og løbe nogle kilometer på dem for at komme til den nærmeste forretning. Det var selvfølgelig træls for en masse mennesker, som ikke kunne komme hjem til jul, men for os, der nu var kommet frem og sad lunt inden døre, var det ret idyllisk.

Julen byder på noget ekstra eftertænksomhed. Det er en tid, hvor man kan tænke tilbage og huske på, hvad det er, man kommer af. Det er også en tid, hvor man kan savne på en positiv måde; savne de mennesker, der ikke er der mere. For mit vedkommende er det mine bedsteforældre. Jeg tænker på de juleaftener, hvor de stadig var der, og hvor det spillede en stor rolle for mig.

På den måde er julen en lejlighed til at kigge tilbage på de gode stunder, man har haft sammen, uden det behøver at blive sørgeligt.

I min barndom var der altid faste rutiner omkring, hvad der skulle gøres juleaften: Hvem der kom med træet, hvem der lavede risengrøden til risalamanden, og hvem der købte mandelgaven. Vi havde traditioner for, hvem der stod for de forskellige ting, og det, synes jeg, er en god ting.

I mange år var det mig, der slagtede julegåsen - det må man vel ikke sige mere, uden at man risikerer en shitstorm fra veganerne. Men for mig er det god dyrevelfærd. Vi har haft gæs, så længe jeg kan huske, og de går frit, for vi har jo ikke ræve på Bornholm. Så det har altid været tradition, at vi dagen inden jul går ud og slagter den gås, der skal på bordet juleaften.

Vi har aldrig spist flæskesteg eller and til jul - det har altid været gås. Og det er en tradition, jeg vil tage med mig, også efter mit barndomshjem er solgt. Det er smagen af juleaften for mig.

Jeg ved godt, at det lyder en smule plat, men jeg glæder mig faktisk endnu mere til maden i år, end jeg plejer. I forbindelse med mit arbejde i Europa-Parlamentet har jeg opholdt mig meget udenfor landets grænser, og så får man jo sjældent traditionel dansk mad. Til gengæld bliver det ekstra godt, når det så kommer på tallerkenen igen.

I det hele taget glæder jeg mig til, at flyet lander hjemme i Danmark. Og bare fordi man holder af sit eget land, så behøver man jo ikke hade alt andet - overhovedet ikke. Men det er bare noget særligt at vende hjem til det, der er ens eget. Det, der har formet en. Der hvor slægten er blevet formet.

Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud, efter mit barndomshjem bliver solgt. Jeg ved ikke, hvad det så bliver, jeg skal vende hjem til. Men det skræmmer mig ikke, og det er ikke noget, jeg er bekymret eller bedrøvet over. Det bliver noget andet, men det skal nok blive godt alligevel. Forandringer er ikke noget, man vælger - de kommer af sig selv.