Poul Joachim Stender: Hvis min familie er hos mig, er jeg vendt hjem til jul

Sognepræst Poul Joachim Stender har gennem tiden fejret jul flere steder i verden. Men på trods af plasticjuletræer, larmende aircondition og blæksprutter på julemenuen, har han følt sig hjemme

Min præstegård burde være det ideelle sted for en julefest. Pejsen knitrer med duftende brænde. I haven står de nøgne træer som statuer af engle. Kirkeklokkerne kalder sammen til at fejre Jesu fødsel. Juletræet stråler og er for hvert år smukkere end nogensinde før. Min jul i præstegården er så konservativ, at den nærmer sig en parodi af en Morten Korch film. Men alt den hjemlige juleidyl betyder intet for mig. Det er min hustru, mine børn og mine dugfriske børnebørn, der er mit hjem. Hvis de er hos mig, er jeg vendt hjem til jul.

Det er lykkedes mig at holde jul i Grækenland to gange og fire gange i Los Angeles. Og hvordan jeg end vender og drejer det, er det mine bedste julefester. Det var som om jeg i udlandet fik pakket det overflødige væk, så jeg for alvor kunne se, hvad der var en hjemlig jul for mig. Jeg fjernede præstegården i Kirke Saaby, den gamle julepynt, det nyfældede juletræ, julegudstjenesterne, den fede andesteg, gaverne fra BR og Magasin, den mørke decembernat, de hyggelige præstegårdsstuer. Og hvad havde jeg tilbage? Det allerbedste. Min hustru og mine børn.

En jul sad jeg den 24. december med min familie omkring et bord på en sydgræsk strand. Vi havde bestilt fiskesuppe og blæksprutter som julemenu. Solen var på vej ned i havet, og jeg stillede mig i vandkanten og læste juleevangeliet op på koinegræsk. Ingen i min familie fattede et ord. Men der var en rytme i ordene, en klang, som på en eller anden måde mindede dem om den danske version af juleevangeliet. Mine tre sønner begyndte at brokke sig over, at min hustru og jeg ikke havde købt et juletræ og at andesteg var bedre juleaften end fiskesuppe og blæksprutter. Men voksne sønner kan man få lukket munden på. Jeg hældte ouzo og vin i dem, og jo mere de fik, jo smukkere blev deres juleaften. Til sidst følte de, at de var vendt hjem til jul, selvom de sad i et fremmed land.

Fire gange har jeg holdt jul i Los Angeles. Vores juletræ var lavet af plastik og monteret med kæder af blinkende, kulørte elektriske lys. Vi havde intet dansk julepynt. Ingen af møblerne var vores egne. For at holde den californiske hede væk fra vores juleaften, måtte vi have aircondition til at køre på fuld drøn. Men jeg savnede ikke præstegården eller det ægte grantræ eller noget som helst andet. Jeg var hjemme til jul, fordi det var min hustru og mine børn, jeg dannede en kæde med, mens vi dansede om juletræet.

Jeg tænker, at jomfru Maria og Josef måske havde det på samme måde den første jul i Betlehem. De var ikke hjemme i deres trygge Nazareth. De var ikke i deres eget hjem. Det var ikke ansigter de kendte, der omgav dem. Men det betød intet. Det, der gjorde den første jul til en hjemlig jul for dem, var, at de havde fået et velskabt barn.

I år bliver julen præget af corona. Det vil blive svært at vende hjem til sin gamle kirke og komme til julegudstjeneste. Kun ganske få vil kunne få plads i kirken på grund af de mange restriktioner, der skal begrænse smitten. Det vil måske også blive svært at vende hjem til det sted, hvor man plejer at fejre jul. Der er mennesker, som vi normalt fester med, der vil blive alvorligt syge og dø, hvis de bliver smittet med corona. Den bedste julegave, vi kan give dem, er at holde os langt væk fra dem. Denne jul vil blive helt anderledes end andre julefester, fordi vi muligvis ikke kan vende hjem. Men måske vil det også være en øjenåbner for os. Vi vil indse, at det ikke er maden eller gaverne eller traditioner eller de velkendte lokaliteter, der gør vores jul stor. Det er de mennesker, vi kan feste sammen over Jesu fødsel.