Julekalender: 8. december

Gadepræst: Gud afskriver dig ikke, selvom du har afskrevet dig selv

Peder Thyssen er korshærs-, gade- og sognepræst i Odense. Foto: Arkiv

Peder Thyssen er gade- og korshærspræst ved siden af sit virke som sognepræst ved Odense Domkirke. Hele året opsøger han og stiller sig til rådighed for udsatte mennesker på gaden, men for de udsatte er særligt julen en svær tid. For de, der ikke kan vende hjem, træder han i hjemmets sted

I julen står der altid et juletræ i varmestuen. I en periode var der en pige, hun var godt nok ikke med til selve spisningen, men hun var der altid juleaftensdag. Og hvert år klædte hun sig ud som en lille nisse og pyntede træet. Men hun gjorde ikke træet færdig, for det skulle Peder Præst gøre. Det var ham, der skulle sætte stjernen på, både for hende, hendes liv og alle dem, der var i varmestuen. Det vil sige, at når jeg så kom i præstekjolen hen ad eftermiddagen, så skulle jeg op på stigen og gøre træet færdigt. Det var hendes jul, at få lov til at være nissepige, og at få lov til at se Peder Præst sætte stjernen på.

Julen er forventningens tid. Man kan jo ikke undgå at se, at der er pyntet op i gadebilledet, og der bliver også pyntet op i varmestuerne.

Men de her personer, som jeg har med at gøre – alkoholikere, narkomaner og andre ensomme mennesker – oplever, at alt det gode, de har haft i deres barndom omkring julen, er gået i stykker. De oplever måske, at de selv svigter deres egne børn.

Så for dem er julen ikke forventningens tid, det er den alt for følelsesladet til at være. Julen er i stedet noget, de forsøger at holde ud i strakt arm, noget, der bare skal overstås.

De mærker, at hele Danmark holder jul, og de føler, at de er udenfor, hvor de gerne ville være indenfor. De føler ikke, at de er en del af det, at de har nogen at hygge sig sammen med, at der er nogen, der vil dem, men at de har ødelagt det hele for dem selv.

Den gode jul, de mindes fra deres barndom, den længes de efter. Men de kan ikke vende tilbage til den på grund af deres misbrug, eller fordi de ikke har styr på deres liv. Og det er smerteligt for dem.

Det er typisk, at de er meget påvirkede af både det ene og det andet juleaften, særligt af narko, for at glemme. Smerten i ikke at kunne vende hjem til den jul, som man har elsket, og som har givet én noget, den er meget, meget stor.

Jeg holder julegudstjeneste for brugerne af Kirkens Korshærs varmestue. Og denne gudstjeneste er en anden end den, jeg holder i Domkirken. Her er hovedtemaet, at Gud vil dig, Gud elsker dig, Gud har ikke afskrevet dig, selvom du har afskrevet dig selv, og alle andre også afskriver dig – Gud afskriver dig ikke.

Men først og fremmest er mit arbejde at lytte og holde mund, først og fremmest er jeg sjælesørger.

Jeg kommer fra kirken, så på den måde spiller troen jo en rolle. I form af præstens person ser de, at Gud ikke har vendt dem ryggen, at Gud vil dem det godt, men det er ikke sådan, at jeg går og prædiker. Jeg beder en bøn med dem en gang imellem, hvis de ønsker det, og taler med dem om religiøse ting.

Det primære er, at jeg står til rådighed, når de har brug for at tale om noget uden at blive gjort til grin. Jeg sørger for, at de bliver taget alvorligt, når de har disse tanker. Det handler sådan set bare om den ligeværdige samtale om alt - lige fra det, der gør godt til det, der gør ondt.

Hvis man eksempelvis har haft en succes, er det vigtigt at have en at dele den med, for da bliver glæden dobbelt så stor. Det forholder sig modsat med smerten; deler man den med nogen, da bliver den halvt så stor.

Min rolle som gade- og korshærspræst er at være samtalepartner for de her mennesker. Jeg er der som deres ven, og det har jeg været i snart sagt mange år, så jeg er en fast del af miljøet. Jeg prøver at hjælpe dem til at mærke, at livet går videre, og at de stadigvæk er noget værd. At de har betydning, og at de betyder noget for mig.

Så når Kirkens Korshær danner rammerne for en juleaften, og jeg står til rådighed og holder gudstjeneste, ja, så træder vi i hjemmets sted.

Hvis man eksempelvis har haft en succes, er det vigtigt at have en at dele den med, for da bliver glæden dobbelt så stor. Det forholder sig modsat med smerten; deler man den med nogen, da bliver den halvt så stor.