Julekalender: 14. december

Christian Degn: Julen er en hyldest til de nære værdier

Tv-vært Christian Degn (th.) har sammen med sin far (tv.) lavet programmet "Alt det min far ikke har lært mig". "Programmet har sat mange tanker i gang omkring det med familiens rolle i ens liv, og hvor vigtige ens forældre er, selvom man er voksen," fortæller han. Foto: Lotte Skov/TV 2

Tv-værten Christian Degn, der er kendt fra programmer som “Hammerslag” og “Alt det min far ikke har lært mig”, har så længe, han kan huske, fejret jul på præcis samme måde. Bortset fra ét enkelt år

Lige så snart jeg finder ud af, hvornår jeg får juleferie, går jeg ind og køber en færgebillet. Det kan ikke gå hurtigt nok, for af en eller anden årsag er jeg altid enormt bange for ikke at komme hjem til jul. Jeg bor i København og holder hvert år jul i mine forældres røde murstenshus i Råby, der er en lille landsby mellem Randers og Mariager Fjord.

Det ville være et mareridt for mig at ende i en situation, hvor jeg blev fanget på motorvejen juleaften. Det skyldes måske, at mine forældre altid har hørt meget trafikradio på P4. Min mor kunne i juletiden finde på at gå og snakke om, hvor forfærdeligt det var med alle de stakkels mennesker, der sad fast i motorvejskøer og ikke kunne komme hjem til jul. Det har sat dybe spor i mig, så billetten skal der være styr på! Og når jeg så er på vej hjem, skal jeg høre verdens bedste julesang om transport, nemlig Chris Reas “Driving home for Christmas”.

Min jul har stort set været den samme hele mit liv – holdt hjemme hos mine forældre. Min far har bygget det røde murstenshus, og og juletræet har altid stået det samme sted - ovre ved pejsen, der selvfølgelig også er lavet af røde teglsten.

Juletræet har altid været min fars store passion. Han er fra en af de sidste generationer i danmarkshistorien, hvor man ikke selv fik lov at vælge, hvilken uddannelse man ville have. Han ville gerne have arbejdet med skov, men han skulle følge i familiens fodspor og blev murer i stedet. Til gengæld har han gjort skovbrug til sin hobby, og han går utroligt meget op i at finde det helt perfekte juletræ. Det skal altid være nordmannsgran. Jeg er muligvis farvet, men personligt synes jeg heller ikke, at der er noget smukkere end en nordmannsgran.

Min mor pynter altid træet. Jeg har prøvet at hjælpe, men alle de kugler, jeg hænger på, bliver på mystisk vis altid flyttet andre steder hen. Så er det bare lettere at lade være, og i stedet læne sig tilbage og glæde sig til juleaften.

Jeg er et klassisk barn af vor tid. Det er den typiske historie om barnet, der er flyttet til storbyen, men som i juletiden vender hjem til den fædrene gård og bliver vartet op af de gamle. Og så kommer min lillebror Simon. Vi glæder os alle sammen, og stemningen er rimelig hyggelig. Radioen kører på P4, som spiller julemusik, og forventningens glæde begynder at sprede sig. På et tidspunkt bliver stemningen en smule oppisket, fordi der er en eller anden detalje, der ikke er helt på plads: Har vi købt nok fløde? Er vi sikre på, at der er kirsebærsovs nok? Men så falder det hele ned igen, når vi skal i kirke.

Min familie og jeg går altid i Råby Kirke juleaften. Da jeg var lille, syntes jeg, det var den værste og længste time på hele året. Jeg kunne slet ikke klare det, og jeg havde ondt i maven af spænding; jeg ville bare hjem og have julegaver. Enhver præst bør vide, at “Et barn er født Bethlehem” er tortur af små børn. 10 vers med enormt mange gentagelser - det er tarveligt. Det er en præstesvinestreg af de større, men jeg tror ikke, de er bevidste om det. Og hvis man gør det to år i træk, burde man næsten ryge i skærsilden.

Ofte når jeg er til julegudstjeneste, undrer jeg mig over, at der ikke er en bedre prædiken juleaften. Jeg er selv DJ en gang imellem og ved, at man nogle gange kan blive grebet af stemningen; Når man endelig har et publikum, vil man prøve en masse ting af. Men juleaften er ikke tidspunktet, hvor præsten skal begynde at være eksperimenterende. Den dag spiller man hits! Der skal man forsøge at holde sig i øjenhøjde med menigheden, som højst sandsynligt ikke har læst teologi på universitetet og kender Bibelen forfra og bagfra. Man skal sørge for, at alle er med.

Jeg prøver dog altid at fremhæve en god ting fra prædikenen, når jeg siger farvel til præsten i våbenhuset. Jeg ved selv, hvordan det er at stå på en scene og gerne ville gøre det godt. Det må også være nervepirrende at være præst og have gennemført årets store show og så overveje: “gjorde jeg det nu godt?”. Det vil jeg gerne anerkende. Så jeg roser altid det, jeg synes er godt, i håbet om at der kommer mere af det.

Nogen gange taler mennesker om, hvad den største opfindelse i verdenshistorien er. Er det hjulet? Computeren? Jeg tror, at en af de største skandinaviske opfindelser er hygge. Der er et aspekt i hygge, som jeg tror er meget vigtigt. Når man sidder med sin familie en hel mørk vinter, lukket inde i højere eller mindre grad, for det eneste, man kunne gøre udenfor, er at gå rundt i mørke og kulde. Risikoen for, at man sidder og bliver irriteret på hinanden, er stor i sådan en situation, både dengang og nu. Medmindre man siger: “Nej, nu hygger vi!”. Det er som en stor knap, man trykker på i fællesskab: “Nåja, det gør vi jo også”.

Jeg tror, at hygge på nogen måder også har været en form for overlevelsesmekanisme for, at man har kunnet komme igennem de her urimeligt lede, skandinaviske vintre. Og juleaften peaker det. Jeg bliver altid lidt ulykkelig, når vi rammer de der småproblemer - at der ikke er købt nok fløde, eller at kirsebærsovsen er kommet op at koge, så den ikke smager helt rigtigt. Der må ikke være nogen konflikter. Jeg vil bare have snevejr, kirke, Disneys Juleshow og store gaver, der er hårde.

I år bliver julen, som den plejer, men alligevel bliver den noget helt særligt. I forbindelse med det tv-program, jeg laver sammen med min far, får han en helt speciel julegave, som jeg slet ikke kan vente med at give ham. Og så skal jeg lære at tilberede julegåsen, som min far plejer at lave den - for hvis han pludselig dratter om, hvem skal så lave den? Programmet har sat mange tanker i gang omkring det med familiens rolle i ens liv, og hvor vigtige ens forældre er, selvom man er voksen.

Der er mange, der har skrevet til mig, at de efter at have set programmet er blevet meget mere opmærksomme på, at de skal bruge tid sammen med deres forældre, og jeg er rigtig glad for, at noget arbejde, jeg har lavet, kan have den indflydelse.

Der er kun et enkelt år, jeg ikke har holdt jul med min familie. Jeg skulle hen til min daværende kæreste lige efter gudstjenesten i Råby Kirke, og jeg græd hele vejen i bilen. For samtidig skulle min bror hjem til sin kærestes familie, og jeg syntes, det var så synd, at mine forældre skulle sidde alene juleaften.

Jeg har så ondt af alle mennesker, der sidder alene juleaften. Jul er en fejring af sin familie og sine rødder, og jul er noget, der går i arv: Alle familier har forskellige traditioner - nogen vinterbader, andre skal have en snaps til frokosten. Det er det, der gør julen til noget særligt. Det er selvfølgelig en fejring af Jesu fødsel, men i mine øjne er det også en hyldest til familien og de nære værdier.