Julekalender: 2. december

Marianne Gaarden: Jeg rejste ud, men det var som at komme hjem

Biskop Marianne Gaarden har holdt jul mange steder i verden - blandt andet i Indien og Australien. Men kan man føle sig hjemme, når man er så langt hjemmefra? Foto: Leif Tuxen

Efter sin mands død oplevede biskop Marianne Gaarden, hvordan det at rejse ud også kan være en hjemkomst. For hvis man bliver mødt af hjerterum og hjertevarme, betyder det ikke så meget, hvor i verden man er

Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18-19 år, og kort efter blev mine forældre skilt. Min mor døde året efter, og min far fandt en ny kone. På den måde gik barndomshjemmet i opløsning.

Siden dengang er jeg aldrig vendt hjem til jul. I stedet er jeg rejst ud.

Det første år efter jeg flyttede hjemmefra, rejste jeg til Indien med Mellemfolkeligt Samvirke og arbejdede som frivillig. Jeg kiggede måbende på inderne, der i oktober gik ud og fældede to store palmer, som de slæbte ind i landsbyen. Mellem palmerne byggede de en gynge, som blev dekoreret med blomster, og så skulle alle i byen gynge. Det var deres tradition, men hvis man tænker over det, var den ikke så anderledes end vores tradition med juletræet.

Da julen kom, prøvede vi at genskabe nogle af vores egne traditioner. Vi var fire unge danskere, der fik fat i noget kanel og nogle ris, og med møje og besvær skaffede vi noget mælk. Så lavede vi risengrød og gav hinanden julegaver. Men der var ikke meget jul over det, for vi befandt os stadig langt hjemmefra i det nordlige Indien i en ørkenby omgivet af påfugle.

Senere i mit liv blev jeg den, der holdt jul for andre. Jeg blev den, der skabte et sted, som andre kunne vende hjem til.

I mange år boede jeg i et gammelt bondehus, som min mand og jeg havde sat i stand. Ja, vi havde nærmest bygget det op fra grunden. Det lå i Nordsjælland og var ren stråtagsidyl, og jeg tænkte: hvordan kan jeg nogensinde flytte herfra? Det var hjem for mig. Og det var ikke bare hjem - det var som et paradis på jorden.

Men årene gik, og så endte jeg alligevel med at flytte i embedsbolig, da jeg blev tilbudt en stilling som præst.

Da jeg havde sagt ja til stillingen, og vi var ved at pakke og flytte, så stod vi og sagde farvel til stråtagshuset. Da gik det op for mig: jamen det er bare et hus. Hjem er, hvor jeg er, og hvor jeg lever mit liv. Mit hjem flytter med mig.

Når man hviler i sig selv, så er man lidt som en snegl, der har sneglehuset på ryggen. Man har trygheden i sig selv, så man kan føle sig hjemme mange steder i livet.

Det hænger nok sammen med, hvad det er, man hviler i. Har du en religiøs forankring? Hviler du i noget, der er større end dig selv? Så kan du tage det med dig rundt forskellige steder og blive ved med at have den der følelse af, at her er der hjerterum, her er der varme, her føler jeg mig godt tilpas.

Men - for der er et ‘men’ - vi er også kropslige og konkret forankrede mennesker.

Aboriginerne, den oprindelige befolkning i Australien, siger, at de besidder ikke landet - det er landet, der besidder dem. De er tilknyttet til det sted, de er født og opvokset, til geografien og naturen. Det er deres hjem. Og jo ældre jeg bliver, desto bedre forstår jeg, hvad de mener.

Jeg er oprindeligt vendelbo, og når jeg tager tilbage til Vendsyssel, så kan jeg godt have følelsen af at komme hjem. Jeg kender kulturen og mentaliteten. Jeg kender de sjove og finurlige vendelbo-udtryk. Og jeg kender naturen.

Men det er heller ikke nok at have et geografisk hjem, hvis du ikke har nogen mennesker, du føler dig hjemme sammen med. Hjem handler om relationen til geografien, men især om relationen til andre mennesker.

Efter vi var flyttet i embedsbolig, døde min daværende mand. Så var jeg alene med mine drenge.

På det tidspunkt kunne jeg slet ikke bære at holde jul derhjemme med et par teenagedrenge, der havde mistet deres far. Det ville gøre alt for ondt at skulle igennem alle juletraditionerne og alle de minder, der dukker op.

Så for at bearbejde julesorgen rejste vi til Australien, hvortil en kollega havde inviteret os. Jeg havde aldrig været i Australien før, og det var ikke mennesker, jeg kendte særlig godt, men de modtog os, som om vi var en del af familien - med store dannebrogsflag i lufthavnen.

Og da vi kom og skulle holde jul med familien, havde de oversat “We wish you a merry christmas” til dansk med Google Translate. Så stod de der, alle 26 mennesker, og sang: “Vi onsker jer en gladelig jul”. Det lød jo urkomisk, og der gik noget tid, før det gik op for os, at de sang på dansk.

Det var jul, men alt var vendt på hovedet. Det var højsommer og 26 grader, og vi var så langt hjemmefra, som man kan komme.

Men vi blev mødt med hjerterum og hjertevarme af nogle mennesker, som virkelig kerede sig om mig og mine drenge - og derfor var det ligesom at komme hjem.