Kristian er tidligere Jehovas Vidne: ”Julen er vigtig for familiefortællingen”

Det er snart 20 år siden, at han brød med Jehovas Vidner og opgav forholdet til væsentlige dele af sin familie. Den dag i dag er Kristian Molbo 39 år, tingene er ved at falde på plads, og han er klar til at blive far. Nu står julen for døren, og glæden ved de nære familierelationer er begyndt at dæmre for ham. Men hvad er jul og hjem for den, hvis familie afviser at holde jul og at have kontakt til én?

Der er snart gået 20 år siden, jeg blev udstødt af Jehovas Vidner. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at havde det ikke været for alt det, som jeg har været igennem, så ville jeg ikke have set indad på samme måde, som jeg har gjort. Jeg ville ikke have forholdt mig til andre mennesker og spørgsmål om religion på samme måde, og så havde jeg ikke været den person, jeg er i dag.

Og det er jeg taknemmelig over at være, for den person kan jeg ret godt lide.

Men det har da kostet mig. Jeg har aldrig stræbt efter en karriere, og det er først nu, at jeg stifter familie. Jeg har taget længere tid end mine jævnaldrende om at nå hertil, fordi der var en masse andre ting, jeg var nødt til at have på plads med mig selv først.

Sådan noget som familierelationer har ikke interesseret mig som jeg har kunnet se det gøre for de fleste andre. Jeg har i høj grad erstattet min familie med nære venskaber. Man kan få en fortrolighed og nærhed med venner, som man af forskellige årsager ikke har med sin familie, for familie er familie. Det er ikke en selvfølge at have et godt forhold til sin familie. Omvendt ser jeg nu, at familien bestemt har en værdi.

Min mor, mine søskende og jeg blev Jehovas Vidner, da jeg var lille. Hverken min far eller resten af familien blev det. Men selvom min far aldrig bekendte sig til samme tro, blev han sammen med min mor i mange år.

I dag kan jeg tydeligt se, hvordan det har savet familien midt over, og hvordan det har påvirket mig. Jeg har lidt et personligt skibbrud i forhold til – lad os kalde det – almindelig familiesolidaritet.

Noget af min familie har været opsøgende over for mig, men jeg har aldrig forstået, hvorfor de blev ved. Jeg har ikke som sådan afvist dem, jeg har bare aldrig forstået det.

Nu hvor jeg skal forholde mig til det at have en kæreste og at få børn, så kan jeg godt mærke, at det er lidt af et handicap. Jeg har ikke øvet mig ret meget i det. På grund af min erfaring er min umiddelbare indskydelse, at familie ikke er nogen, man kan stole på. Men når jeg tænker nærmere over det, ser jeg selvfølgelig anderledes på det. Så ser jeg det som en enhed, hvor man hjælper hinanden. Eller, hvor man bør være der for hinanden, for det er jo ingen selvfølge.

Jul er et rigtig godt pejlemærke for familiesolidaritet. Der er et fint interview med Dan Turèll, hvor han bliver spurgt ind til sit forhold til julen på et tidspunkt, hvor han har en lille datter. Turèll fortæller, at han er meget anti-jul, og at hans holdning – trods barnet – til julen er uændret. Men det kan bare ikke nytte noget, fortsætter han, når man har små børn.

Han kunne have gennemtrumfet sin egen holdning, men det ville jo bare gå udover barnet, og det var han sådan set ikke interesseret i. Så han holdt jul, fordi det var en fornøjelse for barnet, og sådan har jeg det også. Det skal ikke gå ud over mine børn, at jeg har en fortid og nogle holdninger til julen. Julen tænder mig ikke rigtigt, men hvis de gerne vil holde jul – og det vil børn jo – så skal vi selvfølgelig det.

Min mor var super god til de der familiehyggeting. Før hun blev en del af Jehovas Vidner, fik jeg pakkekalender af hende, og det var i det hele taget en helt normal familie. Men fra det ene år til det andet, var alt det der væk. Ingen pakkekalender, intet juletræ – ikke noget som helst.

Jehovas vidner er så anti-jul, som det overhovedet kan blive. For dem er det et spørgsmål om at forsage djævlen ved ikke at holde jul. Det gjorde vi så, forsagede djævlen.

Min far forsøgte at holde det lidt i hævd – selv menigheden gav udtryk for over for min mor, at hun skulle tage den med ro, for hun boede trods alt med en mand, der havde truffet et andet valg end hende – men han interesserede sig – af andre årsager – heller ikke ret meget for julen. Men han sagde altid, også da jeg var blevet voksen: ”Hvis du gerne vil holde jul, Kristian, så gør vi det.”

Jeg har også været alene flere juleaftener, og det har jeg haft det fint med. Jeg kan i hvert fald konstatere, at andre har haft det sværere med, at jeg var alene, end jeg nogensinde selv har haft det. Men nu, hvor jeg har en kæreste, ville det være mærkeligt, hvis hun skulle sidde alene med sin familie uden mig juleaften. Når jeg har nogen, da giver det mening for mig at holde jul. For julen er enormt vigtig for familiefortællingen.

Jehovas Vidner holder ikke jul, og de holder heller ikke fødselsdage, men hvornår kommer de fleste danske familier sammen? Til familiefødselsdage og til jul. Det er sådan set ligegyldigt, hvad det er, der holder familien sammen, men de her mærkedage bidrager til det, og så er det jo både rigtigt fint og vigtigt.

I år skal jeg selv stege anden, for vi skal holde jul hjemme hos os med min svigerfamilie. Det har jeg aldrig prøvet før; at stå for julen selv. Men så kan jeg også få anden på min måde. Det glæder jeg mig faktisk lidt til.

Jeg har altid begået mig meget godt med svigerfamilier. Og som jeg siger til min kæreste, så er det dejligt, at vi kun skal døje med hendes families vrøvl og ikke også med min. Det er et eller andet sted lidt befriende. Julen bliver på den måde mere afslappende end, hvad jeg erfarer den er for andre.

Min svigermor har allerede annonceret, at når der kommer børnebørn, så går hun ned i tid på arbejde og hjælper til. Der synes jeg, at det er ærgerligt for min egen mor, at hun har truffet det valg, at det ikke skal være en del af hendes hverdag.

Det har jeg tidligere været så vred over, at jeg kunne rive hele København ned. For det er helt vildt uretfærdigt. Jeg er hverken pervers, kriminel eller noget som helst. Min mor og min familie vil bare ikke se mig, fordi jeg har et andet syn på religion, og fordi jeg vil noget andet med mit liv. Det er fuldstændig absurd.

Det er fjollet, og det er ærgerligt. Man bør have nogle helt andre prioriteringer, når man har børn; børnene og familien.

Jeg er ved at indfange behovet for familierelationerne. Jeg tror bestemt, at jeg ville gå langt for mine egne børns velbefindende, det bilder jeg mig ind i hvert fald. Jeg tror, at man kan bilægge rigtig mange stridigheder for børnenes skyld. Bide det i sig, tage sig sammen, tænke mindre på sig selv og være familie.

Børnene skal i hvert fald ikke trække det korteste strå. Det er det forældre er til for.