Mai Villadsen: Coronapandemien viser os, at kriser skal løses i fællesskab

For Mai Villadsen spejler påskens håb et politisk håb om, at mennesker i fællesskab kan overvinde vor tids store udfordringer

Jeg mærker, at det er forår, når min kæreste henter grene og kviste, som kan stå og springe ud på mit spisebord. Når de dunede gæslinger på grenene åbner sig og viser nyt liv. Det lyder som forår, når lærken synger, og føles som vår, når solen kigger frem og mine handsker kan smides på cykelturen. Og så er forår for mig også ensbetydende med kaffe-snakke på en bænk i solen med gode venner.

For mig føles håb som at mærke, at vi kan skabe forbedringer og forandringer for mennesker i en ellers dyster tid.

Det giver mig håb når jeg ser den handlekraft, solidaritet og evne til at stå sammen, som i glimt har præget corona-krisen. Ikke mindst mellem generationer. Folk har givet afkald, for at vi allesammen kan komme igennem en svær tid på den bedst mulige måde. Det giver mig håb for, at vi faktisk kan løse andre af de store kriser når vi står sammen.

Mit personlige værn mod håbløshed er kærlighed til de mennesker jeg har nær, og gåture i naturen. Og at knokle på mit arbejde for at være med til at gøre en forskel. Og at lave politik sammen med mennesker udenfor Christiansborgs tykke mure.

For mig betyder påsken et forårs-pusterum, hvor jeg kan se min familie og opleve alting spire. Jeg kunne i min tid som kirkekors-sanger godt lide påskegudstjenesterne. De er fyldt med håb.

I påsken vil jeg trække stikket ud og tage turen hjem til Vestjylland. Gå ture ved fjorden, havet og på den brun/lilla hede. Se min 4-årige lille nevø, som skal have det største påskeæg jeg kan finde. Se mine forældre i corona-afstand, og få mere kage end jeg kan spise med tilbage til min hverdag i København.