Interviewserie

Jonas H. Petersen: I en usikker tid forsøger jeg at tage ved lære af naturen

For Jonas H. Petersen fra bandet Hymns from Nineveh er potentiale og mulighed billeder på håb. Foto: Johanne Teglgård Olsen

For musiker Jonas H. Petersen fra Hymns from Nineveh kan de mørke vintermåneder være svære, og derfor begynder han allerede tidligt at lægge mærke til forårstegn. For foråret kommer altid, og det er vigtigt at huske, når pandemien påvirker det udøvende liv som musiker

Jeg mærker, at det er forår, når lyset tager til i sådan en grad, at det trumfer mørket i mig. Jeg er meget sensitiv i forhold til mængden af dagslys, så de mørke måneder bliver ofte til anfægtelse for mig. Når jeg bliver vækket af tidlig morgensol, bliver jeg automatisk gladere. Og når vintergæk, erantis og krokus skyder op gennem rimen i græsset, når syrenknopperne gør sig klar, alle disse naturens metaforer for genopstandelse gør mig glad.

Min hustru og jeg begynder tidligt, nogle gange allerede i januar eller februar, at calle det forårsagtige - så siger vi ‘Se! Der er et forårsagtigt lys i dag!’ eller ‘Det er køligt, men der er alligevel en forårsagtig lunhed i luften’. Vi søger tegn på det ‘agtige’.

Det er på den ene side smådumt, for det betyder, at det er nemt at blive utålmodig i sin længsel efter, at det grønne for alvor folder sig ud. Men det gør omvendt også, at foråret forlænges og bliver én lang irreversibel optur, således, at hvis sneen finder på at falde i marts eller april, siger vi: ‘Lad det bare sne. Foråret vinder.’

For mig føles håb som en forårsmorgen, hvor alt potentielt er muligt. Det mærker jeg i særlig grad dette forår, hvor jeg i skrivende stund står på usikker grund i forhold til mit musikerliv grundet pandemien. Jeg burde ligge og ralle i ren og skær bekymring (og den overmander mig også sommetider), men jeg prøver at tage ved lære af naturen og dens læremestre.

Naturen bekymrer sig ikke for en pandemi, den skal bare gøre det, den altid har gjort; være sig selv, gøre sin ting, gøre sig klar til at springe ud og stå i flor. Derfor skriver jeg nye sange i øjeblikket og har optur over det. Fornemmelsen af, at min bedste sang ikke er skrevet endnu, er fantastisk. Jeg søger arbejdslegater hos diverse fonde, og indtil jeg får afslag, tillader jeg mig at gå rundt i mit forårshåbs naivitet og have det fedt over potentialet i, at jeg måske får tilsagn. Potentiale og mulighed. Det er billeder på håb for mig.

Mit personlige værn mod håbløshed er bøn. Og gåture ved havet, og handling. Selv om foråret generelt fylder mig med håb, så er håbløshed ikke fremmed for mig, heller ikke om foråret. Bønnen rydder op i mit inderste rum, gåture ved havet med min hustru hjælper mig med perspektiv.

Handlingselementet er noget, jeg har arbejdet specifikt med i nedlukningsperioderne, for den effekt, nedlukningen har haft på mig og mit arbejde, har (blandt meget godt, skal det siges) været en følelse af ligegyldighed - at alt er ude af mine hænder, at jeg planlægger forgæves, at mit drive og mine forretningsmæssige strategier er jagen efter vind.

Her har det hjulpet mig at fokusere på ting, jeg selv kan kontrollere, at generobre mine planer i aflukkede rammer, hvor risikoen for, at de mislykkes minimeres. Derfor skriver jeg, thi den disciplin er uafhængig af ydre faktorer såsom pandemier og politik. Lidt ligesom foråret, ikke?

For mig betyder påsken, at jeg hvert år får lejlighed til at søge dybere ind i mysteriet om Kristus. Der er erkendelsesstof nok til et helt livs påskeferie.

I påsken vil jeg i haven og i kirke. Min have trænger til, at jeg går i den, og jeg trænger til at gå i kirke.