Interviewserie

Katrine Muff Enevoldsen synger sig gennem coronakrisen: "Mit personlige værn mod håbløshed er fællesskab"

Katrine Muff Enevoldsen holder af at gå i kirke i påsken, som for hende betyder tid til eftertanke. Foto: Alexander BP

Hver fredag toner musiker Katrine Muff Enevoldsen frem på DR's "Fællessang - hver for sig". Det er med god grund, for det er i fællesskab og sang, hun finder håb

Jeg mærker, at det er forår, når solen skinner. I slutningen af vinteren tester jeg, om jeg kan mærke varmen i ansigtet, for man kan tydeligt mærke, når forårssolen er her. En af vores forårstraditioner er, at vi mødes med vores naboer i gården og spiser pizza. Det er så dejligt at komme ud af vinterhiet.

Jeg har boet på Vesterbro i København i snart 10 år, og om foråret og sommeren føles det lidt som at bo i kollektiv. Når min mand og jeg henter børnene i børnehaven, kan vi godt lide at trække cyklen igennem Vesterbro. I takt med at vejret bliver varmere, er der større chance for, at vi lige bliver hængene lidt på Enghave Plads og drikker en kaffe, mens børnene leger.

For mig føles håb som en stille, næsten umærkelig, ro indeni. Jeg oplever håb som en følelse, der ikke gør et særligt stort væsen af sig. Alligevel er det den følelse, som har den største kraft. Måske fordi den altid er der. Den har ikke brug for bulder og brag, men der er ingen tvivl om, at det er stærkt.

Det giver mig håb, når de første blade springer ud på træerne. At foråret rammer hvert år, som om man aldrig har oplevet det før, er vidunderligt indrettet. Jeg bliver lige begejstret hver gang, det kommer. Nogle gange kommer foråret snigende, og jeg holder øje med hver en lille knop. Andre år kigger jeg op, og så er hele verden sprunget ud.

I min barndoms by Hillerød er der en lang strækning på Overdrevsvejen, hvor man kører med skov på hver side. Da vi var små, kørte vi den tur med far og mor hver gang, vi skulle i kirke. Ét år havde min far, som var præst i kirken, lidt ekstra travlt, og min lillebror på fire år sad bag i bilen og blev ved med at tale til ham. Far var i gang med at tænke over noget vigtigt, havde ikke tid til at svare, og hørte heller ikke rigtig efter.

Til sidst kunne far mærke, at den eneste måde han ville få fred til tankerne på var at “tænde for ørerne”, høre efter, svare, og så tænke videre igen. Da hørte han det, Jens insisterede på at sige; "Far, kan du se, at skoven er grøn”. Så nu er det sådan i min familie, at hver gang vi ser at skoven er grøn, så siger vi det til hinanden. Nogle gange skal man lige rives ud af tankemylderet og bare se, at foråret er her.

Mit personlige værn mod håbløshed er fællesskab! Det gør meget godt. Og selvfølgelig sang. Det er meget forskelligt, om jeg har brug for sange, der udtrykker præcis det, jeg føler eller det modsatte. I det ene scenarie føler jeg mig forstået og det andet opmuntret. Begge dele virker lige godt.

For mig betyder påsken tid til eftertanke. Jeg elsker at gå i kirke i påsken. Salmerne får lige et ekstra lag af aktualitet og højtidelighed. "Hil dig frelser og forsoner", som jeg lærte udenad i skolen, bliver sunget med lidt mere tryk på stemmen. Og så er det jo den tid på året, hvor man synger en af mine yndligssalmer; “Hvad er det at møde den opstandne mester”. Den salme gør påskens budskab levende for mig.

I påsken vil jeg læse Højskolesangbogen færdig og gå en masse ture med min familie. Egentlig skal vi også flytte, mens vores lejlighed bliver renoveret, men det prøver jeg at lade være med at tænke på.