Nøglen til mit livs kontrapunkt findes i aleneheden

Pinsen er for mange danskere højsæson for pilgrimsvandringer. Op mod pinse bringer Kristendom.dk derfor en portrætserie med pilgrimsvandrere

Korleder Dorte Bille har en enkelt gang gået pilgrimsvandring i den klassiske forstand. Det var tilbage i 2005, hvor hun gik på Caminoen. Men lige siden er hun mindst en gang om året rejst til Berlin, og har dér levet i den samme tilstand, som hun fandt på vejen til Santiago de Compostela.

”Det er en tilstand, hvor jeg bevidst vælger at trække mig fra det meste menneskelig kontakt, fra min hverdag, fra mit arbejde og fra mine forpligtelser. En tilstand, som jeg kalder alenehed, og som slet ikke er det samme som ensomheden, hvor man føler sig isoleret fra omverdenen. Aleneheden er derimod noget, som jeg selv vælger til,” forklarer Dorte Bille og siger, at hun booker billetten til Berlin, så snart hun får chancen.

Som en klostercelle
I de kommende par år bliver det dog mindre end de tre-fire gange, som hun helst vil afsted årligt. Dels har hun i øjeblikket travlt op til Kirkedagene, hvor hun sammen med Midtjysk Pigekor, som hun er leder af, skal stå for fire arrangementer til Himmelske Dage i Herning – og dels sidder hun indtil 2022 i Statens Kunstfond.

”Så ja, der bliver mindre tid i lejligheden i Berlin end ønsket, men jeg satser på at komme afsted, inden arbejdssæsonen begynder i sensommeren,” siger hun og fortæller, hvordan hendes alenehed i Berlin folder sig ud.

”Jeg bor i min svigerindes lejlighed, som både visuelt og auditivt er renset for støj. Den ligger i et meget roligt nabolag, og lejligheden selv er hvidmalet, har få møbler, er renset for nips og alt overflødigt. Man kan derfor gøre den ren på ti minutter. Så det er nærmest som en klostercelle at være i, hvis man ser bort fra de arbejdstegninger, der indimellem hænger på væggene. Min svigerinde er nemlig gift med en billedhugger. Men altså en klostercelle, hvor jeg kan finde ro og plads til bare at være,” siger Dorte Bille.

Ja, der er mange dage i Berlin, hvor det eneste, som Dorte Bille siger højt, er Ich möchte gern eine Tasse Kaffee haben til tjeneren på en af de nærliggende caféer, hvor hun tit kommer. For genkendeligheden er en anden årsag til, at hun igen og igen vender tilbage til Berlin - og lejligheden.

”Ja, det giver ro at have styr på, hvilken S-Bahn, jeg skal af på, hvilken købmand jeg skal handle ved og alle de andre praktiske ting, så jeg i stedet kan fokusere på mig selv, på at få mine tanker til at falde til ro, skabe klarhed og bare leve denne væren uden ord, som er så livgivende,” forklarer hun.

Men fysisk aktivitet må der også til, og Dorte Bille tager tit cyklen og triller rundt i Berlin – især hvis hun har siddet en hel dag hjemme i lejligheden.

”Og jeg kan lide at opleve byen, men netop det at jeg kan nøjes med at betragte den uden krav om at skulle involvere mig gør en stor forskel,” siger hun.

Orgelmusik i Berlins kirker
Dorte Bille opsøger også altid flere af Berlins kirker, hvor hun går målrettet efter orgelkoncerterne.

”Det handler om, at jeg skal være tilstede i rummet og i musikken – men uden tekster. For i musikken føler jeg, at Gud taler til mig, men det sker ikke på nogen vækkelsesagtig måde. Det er mere som en stille susen, der i grunden allerede starter, når jeg bestiller billetten til Berlin og ved, at nu kommer jeg afsted. Men når det sagt, så mærker jeg stærkest Gud og den religiøse dimension i kirkerne til orgelkoncerterne,” siger Dorte Bille.

”Så ja, jeg har i Berlin fundet min nøgle til kontrapunktet i mit liv, til at skabe balancen mellem mit udadvendte liv, hvor jeg giver til andre mennesker og til den tid, hvor jeg træder tilbage og samler kræfter sammen med mig selv - og med Gud. Denne forbundne dualitet findes i alle mennesker, tror jeg. Opgaven er så at lære, hvordan vi hver især får den til at fungere i praksis,” slutter Dorte Bille.