Ny bibelsk storfilm er på trapperne

Jim Caviezel spillede Jesus i succesfilmen "The Passion of the Christ" i 2004. Nu spiller han rollen som Lukas i en ny storfilm om apostlen Paulus. Foto: PHILIPPE ANTONELLO / AP / Ritzau Scanpix

“Paul, Apostle of Christ” handler om Paulus: Apostlen, der spredte ordet om Jesus vidt og bredt, men tilbragte sine sidste dage på tragisk vis i en fangekælder i Rom

Til påske kommer en ny storfilm i USA, der tager udgangspunkt i Bibelens fortællinger. Det skriver USA Today. Denne gang handler det om Paulus, der var en af Bibelens mest betydningsfulde apostle.

I hovedrollen finder man James Faulkner, der blandt andet er kendt for at medvirke i hitserien “Game of Thrones” som den nådesløse Randyll Tarly. Ved hans side finder man Jim Caviezel i rollen som Lukas. Han er ikke ubekendt med at bære de bibelske historiers vægt på sine skuldre, da det var ham, der spillede Jesus i Mel Gibsons succesfilm “The Passion of the Christ” fra 2004.

Paulus var Bibelens vigtigste apostel, og hans tekster regnes for at være de ældste skrifter i Det Nye Testamente. Han skrev blandt andet breve til nogle af de første menigheder, hvor han vejledte de tidlige kristne i, hvordan de skulle forholde sig til forskellige teologiske spørgsmål, til døden og til hinanden.

Paulus selv var ikke en af Jesu 12 disciple. Han var oprindeligt farisæer og bekendte sig hermed til en gren af jødedommen, der var meget kritisk overfor Jesus og hans budskab. Det betød, at Paulus før sin omvendelse tog del i forfølgelserne af de kristne. Paulus konverterede dog til kristendommen og blev en af de mest betydningsfulde forkyndere.

I Apostlenes Gerninger kapitel 9 beskrives det, hvordan Jesus pludselig viste sig og talte til Paulus (der før sin omvendelse hed Saulus). Paulus blev blind, men da disciplen Ananias lagde hænderne på ham efter bud fra Gud, fik Paulus synet tilbage. Straks fralagde han sig sin tidligere tro og blev døbt.

Herefter viede han sit liv til at rejse rundt og missionere blandt hedninge. Dette bragte ham blandt andet til Rom, hvor han blev fængslet af kejser Nero. Filmen “Paul, Apostle of Christ” skildrer disse sidste dage af Paulus’ liv i fangenskab.

Se traileren til "Paul, Apostle of Christ" her:

I filmen sidder Paulus i fængsel for at udbrede ordet om kristendommen. Her venter han på, at kejser Nero afgiver ordren om, at han skal henrettes. Den eneste, der får lov at besøge ham, er hans læge og trosfælle Lukas.

Et af filmens centrale temaer er kærlighed og tilgivelse frem for vold og had. Det ses blandt andet i en scene, hvor Paulus holder Lukas tilbage fra at ty til voldelige metoder mod de romerske overmagter.

“Tilgivelse starter ikke kun med kærlighed, men med glødende kærlighed,” siger Jim Caviezel til USA Today. “Det er nemt at elske nogen som tænker som dig selv, men det er svært at behandle nogen, der har et diametralt modsat synspunkt, med samme værdighed og respekt, som man ville behandle en ven. Det er dét, der er filmens kernebudskab.”

En anden nyhed, der kan glæde bibel-interesserede filmfans er, at det lader til, at “The Passion of the Christ” får en efterfølger. Hvornår denne film, der efter sigende skulle handle om Jesu genopstandelse, forventes at udkomme, er endnu uklart.

Filmen “Paul, Apostle of Christ” har premiere i USA den 28. marts.