LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bibeloversættelser

Nye oversættelser af Bibelen skal både forholde sig til traditionen og nutiden

Bibelen er en bog, der både favner mange års traditioner og nutiden strømninger, for når det talte sprog udvikler sig, må det skrevne følge med. Bibelen 2020 er skrevet på nudansk for at imødekomme nutidens læsere. Foto: Bibelselskabet

I marts 2020 kom den første danske oversættelse af hele Bibelen siden 1992. Hvilket arbejde ligger bag? Hvorfor er både fagfolk og lægmænd blevet inddraget i processen? Og hvorfor er det fortsat nødvendigt med nye oversættelser?

Bibelen 2020 er baseret på en nyrevideret udgave af Den Nye Aftale, der udkom i 2007, og på en ny samlet oversættelse af Det Gamle Testamente, som har været i gang siden 2012.

Den skal ses som et supplement eller et halvofficielt sideløbende supplement til den autoriserede oversættelse fra 1992.

Bibelen 2020 er oversat af eksperter i græsk og hebraisk, og den er bearbejdet af forfattere og sprogfolk med indgående kendskab til moderne dansk.

Bibelselskabet, der står for udgivelsen, har endvidere inddraget 500 frivillige ”testlæsere” på oversættelserne fra Det Gamle Testamente fordelt på 60 læsegrupper i hele landet i et aldersspænd fra 13 år til 85 år.

Hvilke kriterier arbejdes der ud fra?
Ifølge Bibelselskabets hjemmeside har alle fagfolk og testlæsere arbejdet ud fra nogle bestemte retningslinjer for sprogbrugen i den nye oversættelse: Sproget skal være forståeligt og mundret, men ikke slang, og så skal det være smukt og poetisk uden at være gammeldags. Samtidig skal sproget være varieret og udvise respekt for de forskellige genrer, der findes i teksten.

Bibelselskabet har haft den intention at gengive meningen i grundteksterne ved hjælp af ord og udtryksmåder, der er alment forståelige på nudansk. Med den nudanske udtryksmåde følger også en mundrethed, således at teksterne vil egne sig godt til at blive læst højt; for ét er at læse, – ét andet er at høre teksterne. Det er en tradition, der går tilbage til bibelsk tid, hvor Det Gamle Testamentes tekster blev overleveret fra mund til mund.

Manden på marken og konen i køkkenet
Ved at inddrage både videnskabsfolk og menigmand sikres både faglighed og almindelighed, videnskab og folkelighed, tradition og fornyelse.

Det er videnskabsfolkenes opgave at bringe de redskaber og metoder, historiekritisk, analytisk og sprogligt i spil, som anvendes i det fagligt videnskabelige arbejde. Den mere folkelige opgave skal sikre et meningsbaseret og alment genkendeligt sprog.

Det passer næsten som fod i hose til Martin Luthers tilgang til arbejdet med bibeloversættelse. For Luther skriver, at når man skal oversætte Bibelen, skal man huske at ”lytte til manden på marken og konen i køkkenet”. Det sprog, de - og vi – taler, skal man oversætte Bibelen til, for det er det sprog og de ord, man kender fra sin dagligdag.

Sproget ændrer sig hele tiden. Især dagligsproget, som vi taler med hinanden. Sproget er i den forstand levende. Og for at Bibelen kan tale ind i det moderne menneskes verden, må det også bruge vores moderne sprog.

Men hvor går grænsen? Er der en eventuel sproglig censur i oversættelsesarbejdet? Skal sproget være let fordøjeligt og smart, eller er der mere tale om, at Bibelen frem for alt skal oplive med sin mening?

Man kan sige, at alle oversættelser i en eller anden forstand er meningsbaserede. Fordi en direkte ordret - og ord til ord – oversættelse af de gamle tekster i deres grundsubstans vil være nonsens på stylter og ikke til at forstå.

Derfor giver det god mening, at Bibelen 2020 kombinerer videnskab og folkelighed, benytter fagvidenskaben og lytter til ”manden på marken og konen i køkkenet”.

Bibelen som de levende sprogs og ords nedskrevne oversættelse
Fordi højtlæsning traditionelt set har været forbundet med overleveringen af de bibelske budskaber, giver det særdeles god mening, at den nudanske tekst flyder let og ubesværet, når den læses højt.

Vi møder aldrig en tekst uden ”lyd” eller uden univers. Aldrig møder vi den ”nøgne” tekst, for altid har teksten en bestemt kontekst. Ligesom vi: Kulturelt, socialt, økonomisk, politisk, nationalt eller religiøst. Den og vi er med andre ord altid farvet af den historiske situation, tid, værdier og sprog. Ingen står i et tomrum.

At oversætte går først som sidst ud på at overføre sprogets mening fra et kildesprog til et målsprog. Derfor er det vigtig at stile efter at gengive kildesproget præcist og samtidig at formulere sig korrekt på målsproget i oversættelsesarbejdet.

Når alt kommer til alt, er en bibeloversættelses nok kongeligste formål, uanset om den er autoriseret eller ej, at skabe mening. Det er ikke nødvendigvis den nøjagtige ordlyd, men derimod meningen, der skal gengives, viderebringes og høres.

Bibelen er ikke statisk, urørlig eller ophøjet, men en levende størrelse, der bevæger sig uden for regnestykkets logiske og entydige facit med to streger under. Bibelen er både traditionens og nutidens bog og mund. Derfor er det vigtigt at ordene, der står, er til at begribe. Med andre ord skal Bibelen kunne tale, og tale klart, tydeligt og forståeligt, til os i dag, ligesom den har gjort det lige siden tidernes morgen.

Når vores levende sprog forandrer sig, må derfor også det skrevne følge med. Samtidig er det nødvendigt at tage hensyn til en tradition. En tradition, som gives videre, fordi den er meningsgivende. Både menneskeligt og eksistentielt. Og det stiller selvsagt krav til nye oversættelser.

Arbejdet med bibeloversættelser kan derfor være udfordrende, men er nødvendigt, fordi Bibelen først og fremmest rummer de fortællinger og historier, som ikke bare er gamle og støvede og tilhører en fjern uvedkommende fortid, skrevet på et nu dødt sprog, som de færreste forstår, men faktisk er nærværende og vedkommende og lever videre, fordi de taler sandt til og om os som mennesker. I et sprog vi kan forstå, med ord, der rammer. Også i 2020.