Interview

Nye præster: Det ser vi frem til i 2020

I 2020 skal en række nye præster finde sine ben i den livsstil, som et præsteembede er. Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift

2020 bliver et begivenhedsrigt år i folkekirken. Men 2020 er også året, hvor en række nye præster skal finde deres ben i livsstilen som præst. Kristendom.dk har spurgt dem om, hvad de ser frem til som nye præster

Rasmus Kiilerich Breindahl: Jeg tænker meget over forventningerne

Hvad ser du mest frem til i 2020?
Som nyansat præst tænker jeg meget over mange af de forventninger, der kan være – forventninger fra menigheden, forventninger fra menighedsråd og forventninger fra mig selv. Jeg er spændt på, hvilke forventninger jeg kan indfri, og så skal jeg finde en ro i, at det, jeg ikke kan indfri, det er okay. Der skal trods alt også være noget at lave i 2021.

Derudover er jeg netop blevet far, så jeg skal også finde en balance i, hvordan man er nybagt far og præst på samme tid, fordi det ikke bare er et almindeligt job – det er en livsstil.

Hvad forventer du at opnå i 2020?
Grundlæggende har jeg et ønske om, at der kommer flere mennesker i kirken. Den kirke, jeg er blevet ansat i, ligger i Favrskov Kommune, men det gælder sådan set for hele Danmark: At vi får en større personlig relation til Gud. Det er det, jeg brænder for. Det er måske ikke særligt for 2020, men generelt for hele min præstegerning.

For en valgmenighed ligger der en risiko for, at man lukker sig om sig selv, hvor man er glad for sit eget fællesskab. Det er vigtigt for mig, at vi er et åbent fællesskab, der kan række ud i byen. Det er noget af det, jeg skal arbejde med i det kommende år.

På hvilken måde vil du bidrage i din stilling som præst det kommende år?
Jeg vil være åben, imødekommende, lyttende og nysgerrig, fordi jeg tror på, at når man møder folk på den måde, vil de også være åbne. Og så har jeg tænkt mig at møde folk med en sund, god og nutidig forkyndelse, som folk kan forstå – og måske også blive udfordret og nysgerrige på, hvad kristendommen egentligt går ud på inden for rammerne af en klassisk, luthersk kristendomsforståelse.

Kirke og præstevirke er en menighedsaktivitet. Vi er kirke og menighed sammen. Det er ikke bare præsten, der styrer det hele. Kirken er det, vi gør og bærer i fællesskab. Og den tanke vil jeg gerne være med til fastholde og udvikle på i menigheden.

Inger Marie Solveig Lysebjerg Nissen: Jeg vil ikke nødvendigvis forandre, men forædle

Hvad ser du mest frem til i 2020?
Nu skal jeg ud og være præst – det bliver en ny situation at være den, der har den direkte kontakt med dem, der kommer i kirken. Jeg har været kordegn i snart 20 år, og derfra ser man tingene på en lidt anden måde. Så jeg glæder mig til at være præsten, der har de opgaver, som involverer mennesker, der skal have deres børn døbt, som skal giftes, eller som skal have begravet deres kære.

Man har jo kontakten med menigheden på en helt anden måde. Det er jeg spændt på, men ikke nervøs for. På pastoralseminariet har man et langt praktikforløb, hvor man bliver kastet ud i lidt af hvert, og derfor føler jeg mig også ret godt rustet til mange af de opgaver, der venter.

Jeg glæder mig i virkeligheden til at møde en masse mennesker, som jeg forhåbentligt kan hjælpe med gode og åndfulde oplevelser i kirken.

Hvad forventer du at opnå i 2020?
Jeg vil følge med i, hvad der foregår af forskellige ting i folkekirken. I Fyens Stift har man fokus på gudstjenesterne og ritualerne, og i 2020 bliver der blandt andet afholdt teologiske saloner om dåb og nadver, og den såkaldte liturgikaravane besøger hvert provsti.

Det er noget, der interesserer mig meget. Jeg vil se, om jeg kan bidrage med mit standpunkt.

Man kunne jo for eksempel overveje, om der kun skulle være ét vielsesritual frem for to, uanset om det så er par af begge køn eller samme køn. Jeg synes, det er mærkeligt, at der ikke bare er ét ritual. Det forventer jeg at følge med i – for det er også spændende at se, hvad der sker, når man laver om på tingene.

På hvilken måde håber du at bidrage i din stilling som præst?
Jeg skal ud og virke – og jeg vil gøre mit bedste for at få en kvalitet i de ting, jeg laver. Jeg vil ikke nødvendigvis forandre, men forædle, som Jytte Abildstrøm engang sagde. Det er vigtigt, at man gør sig umage med sine ting. Kirken skal ikke være et sted, hvor man bliver spist af med noget fra skuffen, for her skal vi gerne fyldes med ånd.

Ramus Jensen: Jeg håber, at kirken bliver kirke for hele folket i 2020

Hvad ser du mest frem til i 2020?
Hvis vi skal tale om det rent kirkelige, så er jeg meget spændt på menighedsrådsvalget. Og så er jeg også ret optaget af genforeningsjubilæet, og jeg er spændt på, hvordan det bliver markeret i kirken. Hvis man anerkender, at kirken også er en kulturel institution, så er genforeningsspørgsmålet vigtigt for dansk kultur og dermed for kirken.

Hvad forventer du at opnå i 2020?
Jeg skal jo som ny præst ud og lære at forkynde – og at lære arbejdet som præst at kende. I 2020 kommer evangeliet til at stå helt centralt for mig, fordi jeg nu skal være præst, og dermed også lære, hvad det vil sige. Så man kan sige, at mit nytårsforsæt er at holde præsteløftet.

Min ambition er at tale om evangeliet på en måde, så folk forstår det. Sådan at mennesker forstår, at Gud har en plan med dem – og det er en plan, der er så god, at vi kan leve og dø på den.

På hvilken måde ønsker du at bidrage som præst i folkekirken?
Det er især i forbindelse med menighedsrådsvalget. Jeg håber, at 2020 kan blive det år, hvor det bliver helt bredt accepteret og indforstået, at kirken ikke bare er dem, der arbejder i sognekirken eller er medlemmer af menighedsrådet, men at kirken er os alle sammen. Det er ikke bare dem, der forkynder, men også dem, der bliver forkyndt for.

Jeg håber altså helt konkret, at der til menighedsrådsvalget bliver valgt en hel masse almindelige danskere ind i menighedsrådet, som ikke nødvendigvis er stærkt troende, og som ikke nødvendigvis kommer fast i kirken, men som alligevel mener, at det er i kirken, de hører til, når der er barnedåb eller begravelse. Kirken er også dem, der føler sig hjemme i kirken, selvom det bare er en gang imellem.

Kirken er en kirke for folket. Og det vil jeg i hvert fald sige højt alle de steder, jeg kan komme til det.