- Jeg vil formidle hverdagen i evangeliets lys

For sognepræst Eva Pedersen er det vigtigt, at kirken accepterer, at det altid er en udfordring at formidle kristendommen ind i samtiden, hvor der både skal være plads til fornyelse og tradition. - Foto: Foto: Foto: Kåre Bach Kjeldsen

33-årige Eva Pedersen havde ikke troet, at hun en dag skulle være præst. I dag betjener hun seks kirker og håber at kunne bringe evangeliet tæt på hverdagen og aktuelle begivenheder

Eva Pedersen, 33 år, blev færdiguddannet som præst i sommeren 2007. Siden har hun først virket som præst i Virring-Essenbæk Sogn, men er netop blevet ansat i Ådalens Pastorat i Århus Stift, hvor hun betjener ikke mindre end seks forskellige kirker.

Hvorfor vil du gerne være præst?
- Hvis du havde spurgt om det for ti år siden, havde jeg grinet af dig og tænkt, at jeg ikke skulle være præst. Det skyldes, at jeg dengang ikke kunne se mig selv hverken i rampelyset eller i rollen som præst. Jeg havde et meget snævret syn på, hvordan præster var, og mente ikke, at de var som mig.

- Men på pastoralseminaret fandt jeg ud af, at præster kan være på mange forskellige måder, og at jeg faktisk har noget at sige, som jeg gerne vil frem med i rampelyset. Derfor var det som om, at brikkerne faldt på plads på pastoralseminariet. Jeg vil ikke sige, at jeg følte mig kaldt, for den betegnelse er jeg fremmedgjort overfor, men jeg kan sige, at jeg følte mig valgt til at blive præst, fortæller Eva Pedersen. 

Hvad er dine visioner og drømme for dit job som præst?
- Mine visioner er, at kirken og mit lokalsamfund må få en masse ud af hinanden ved at være en del af hinandens liv. Jeg vil gerne, at folk i mødet med kirken og mig finder ud af, at kristendommen har noget at sige ind i deres hverdag og liv. Det vil jeg gerne gøre ved at formidle evangeliet i øjenhøjde. Det vil sige på en forståelig og interessant måde, siger Eva Pedersen.
 
Hvordan vil du beskrive dit teologiske ståsted? 
- Jeg har et grundlæggende positiv livs -og mennskesyn, og det smitter af på min teologi. Jeg er noget i retning af grundtvigianer, men jeg vil ikke kalde mig grundtvigianer. Jeg vil helst ikke kalde mig noget som helst. Jeg vil ikke sættes i en kasse eller bås. Men jeg er enig med Grundtvig i mange ting. Blandt andet, at kirken er bygget af levende stene. Derfor vil jeg prioritere kirkens liv og vækst i mit arbejde. Vi skal selvfølgelig sørge for, at kirken ikke forfalder, men vi skal passe på, at murstene ikke sluger økonomiske og menneskelige ressourcer. Det er vigtigste er, at der er præster og overskud til at lave gode gudstjenester, som kan skabe liv i kirken, mener den nyansatte præst.

Hvad er kirkens største udfordring i dag?
- Det er som altid at få formidlet sit budskab ind i den tid den lever i, så den er relevant for folk. Hvis kirken ikke er relevant for folk, hvad skal vi så ellers bruge den til? Derudover er det en stor udfordring,at der ikke er noget endegyldigt svar på, hvordan vi formidler. Kirken må ikke stå i stampe og bruge en masse tid på at diskutere, hvad vi skal. Vi må heller ikke hvile i succes for eksempel i det populære babysalmesang. Det nytter ikke noget at læne sig tilbage. Vi må indse og acceptere, at udfordringen altid vil være der, når kirken skal sige noget i sin samtid, understreger Eva Pedersen. 

Hvordan ser fremtidens folkekirke ud? 
- Jeg synes, at der er en tendens til, at kirken er blevet bedre til at komme ud til folk i stedet for, at folk skal komme til kirken. Jeg håber, den tendens fortsætter, og at kirken vil finde en balance mellem tradition og fornyelse. Det betyder, at vi skal fastholde vores værdier og samtidigt være relevant for mennesker i det 21.århundrede, så vi kan gøre os fortjent titlen som folkekirke, mener Eva Pedersen. 

Hvad vil du gøre for at præge den?
- Jeg har ikke de store forhåbninger til at kunne gøre noget for kirken på det store plan, men jeg vil gerne være en god præst, der hvor jeg er. Jeg håber, at kunne præge lokalsamfundet til ikke at føle sig fremmedgjort overfor præsten. Derudover vil jeg gerne helt konkret opstarte et kirkeligt børnearbejde og lave god konfirmandundervisning, så konfirmanderne også føler, at kirken er noget for dem, forklarer Eva Pedersen og fortsætter 

- Kirken kan ikke bibringe folks liv noget, hvis den er fremmed for dem. Vi må ikke give køb på vores værdier, men i stedet videregive vores værdier. Men hvis de bliver formidlet på en forkert måde, så bliver man ikke hørt. Derfor vil jeg stikke en finger i jorden og se, hvor min menighed er og lave noget, der er relevant for dem. Min største succesoplevelse vil være, hvis folk får en god oplevelse at komme i kirke.

- Et andet perspektiv er på det kollegiale plan, hvor jeg synes, at samtalen ofte handler om de negative ting. Vi taler om travlhed, overbebyrdelse og de svære ting som for eksempel formidlingen til konfirmander. Men jeg vil gerne arbejde aktivt på, at vi får vendt fokusset til at tænke positivt. Vi skal være hinandens flagskibe i stedet for tømmerflåder, så vi kan inspirere hinanden med positive oplevelser. Præsters frustrationer er alvorlige, men hvis vores fokus er positivt, så bliver arbejdet sjovere, og der vil blive fortalt flere succesoplevelser om, hvor dejligt det er at være præst, mener Eva Pedersen. 

Hvad er din største inspiration?
- Det er livet og hverdagen. De mange glæder og sorger, vi mennesker render ind i, giver god anledning til at se hverdagen i evangeliets lys. Jeg vil gerne bringe disse to sammen, når jeg prædiker, siger Eva Pedersen.

Hvordan?
- Jeg kan for eksempel tage udgangspunkt i de ting, der sker lige nu. Det kunne være Michael Jacksons død eller det lille barn, der blev glemt og døde i bilen. Det er begivenheder, der ligger folk på sinde og her kan jeg formidle evangeliet ind i den kontekst. I disse eksempler vil jeg trække frem, at Michael Jackson levede og kæmpede under folks dom. Der var stor fokus på hans hudfarve og pædofilibeskyldningerne. Det samme gælder for faren, der glemte sit barn i bilen. Han skal ikke kun leve sig selv og sin konens følelser. Han skal leve med alle andres dom om, at han var skyld sit barns død. Her kan kristendommen formidle Jesu budskab om, hvem af os, der har ret til at dømme andre. Det er ikke vores pligt at dømme, men at være tilgivende og møde folk med kærlighed, mener Eva Pedersen.

Hvilken bibelpassage har kirken mest brug for at høre om?
- Jeg synes, at passagen, hvor Jesus siger: Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende (Matthæusevangeliet 28,20) altid er vigtig at sige ind i kirken. Jeg tror ikke, at kirken har glemt det, men vi kan godt tåle at høre det igen. Folkekirken har et stort ansvar på sine skuldre, men vi er ikke alene. Gud er med os, og det er et utrolig glædeligt budskab, slutter Eva Pedersen.