Præster: Buddhistisk meditation ligner kirkefædrenes bønspraksis

Det, der kan ligne buddhistisk inspireret meditation og bøn er ikke anderledes end de ritualer, der blev brugt af kirkens allerførste kristne. Den afgørende forskel er religionernes menneskesyn

Når folkekirker tilbyder meditationskurser med åndedrætsøvelser og bevidsthedstræning, behøver det ikke at have noget med buddhismen at gøre.

Mange forbinder meditation og kropsbevidsthed med østens religioner, men det er faktisk en praksis, som går helt tilbage til oldkirken. Meditationsøvelser går på tværs af religioner og kan bruges til at skabe koncentration og indlevelse i bønslivet. Den erfaring har Gustav Bonnevie, der leder en meditationsgruppe i Helligåndskirken i København, gjort sig.

”De øvelser, vi bruger, er de samme som et verdensomspændende netværk af meditationsgrupper praktiserer. Vi er inspireret af en bog, der er skrevet af briten John Main, der senere blev benediktinermunk, og som lærte at meditere i Malaysia. Da han kom tilbage til England, fortsatte han den buddhistisk inspirerede meditationspraksis, men fik forbud mod at bruge den af hans vejledere i klosteret. Senere fandt han ud af, at den praksis, han havde lært, findes hos ørkenfædrene i den tidlige kirke. Det er interessant, at den samme meditationspraksis finder sted i både østen og vesten,” siger Gustav Bonnevie, der er pensioneret folkekirkepræst.

Gustav Bonnevie har ladet sig inspirere af østens mystik, men kristendommen er centrum for de meditationer, han i dag står for.

”I min ungdom lavede jeg transcendental meditation. I 60’erne og 70’erne var man nødt til at lade sig inspirere østfra, fordi det var der, den spirituelle meditationspraksis fandt sted. Det, som meditation i virkeligheden handler om, er ikke at få en religiøs oplevelse, men den virkning, som meditationen giver i dagligdagen. Meditation skal udvikle åndens frugter, som for eksempel tålmodighed, gavmildhed og glæde. Mit daglige bønsliv udspringer af ørkenfædrenes praksis,” siger Gustav Bonnevie.

Peter Ruge, der er sognepræst i Vindinge ved Nyborg, kan bruge buddhistisk inspireret forståelse af meditation til at inspirere en kristen bønspraksis.

”Jeg kan bruge min interesse for buddhismen som en anledning til ny erkendelse og til at inspirere en reformulering af den kristne spiritualitet. Vi kan ikke overtage en buddhistisk praksis, men vi kan lade os inspirere af de østlige religioner til en mere autentisk kristen spiritualitet,” siger Peter Ruge.

Han påpeger, at de østlige religioner har en mere realistisk forståelse af fænomener i bevidstheden og at de tager påkaldelse af det guddommelige alvorligt. Det er det, vi kan lære noget af i kristendommen, mener han.

”I buddhismen forstår man påkaldelse som det at åbne bevidstheden mod guddommen. Buddhister oplever guddommen som noget reelt eksisterende, og derfor beder man ikke bare til guden, men involverer sig med gudens væsen og kvalitet gennem for eksempel meditation. Bøn kan være at åbne sig for en kærlighedskvalitet, sådan at den kommer til at præge ens væsen. Så umiddelbar og enfoldig en tilgang møder vi sjældent i kristendommen,” siger Peter Ruge.

”Der er nogle grundformer for religiøs indre praksis, som er det samme i alle religioner. Det gælder for eksempel fænomenet påkaldelse. Et andet eksempel kunne være inddragelse af kroppen i bøn. I vores forståelse af kristendommen har vi svækket den umiddelbare kontakt til kroppen, så hér er også et felt, hvor man kunne lade sig inspirere af buddhismen eller for den sags skyld af islam. De mange grundformer er fælles for alle religioner, det afgørende er, hvordan man tyder dem indenfor sin egen tradition,” siger Peter Ruge.

Det er Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst i organisationen Areopagos, ikke enig i. Han mener, at man sagtens kan finde en alternativ, spirituel praksis i kristendommen.

”Meditation er slet ikke så uforenelig med protestantismen, som mange tror. Martin Luther brugte meget tid på bøn og anbefalede, at man tyggede på ordene, og bevidsthed om åndedrættet går helt tilbage til ørkenfædrene. Men i vores del af kristenheden har vi glemt den kropslige dimension. Derfor er andre religioner blevet mere tydelige på det ’meditative marked’,” siger Ole Skjerbæk Madsen, der til dagligt arbejder med dialog og kristen spiritualitet.

Han mener, at grænserne for, hvilke meditationsformer, der knytter sig til hvilke religioner, er flydende.

”Mange af de meditationer, man er begyndt at bruge i kirkerne, er universelle og ikke knyttet til en specifik religion. Det gælder for eksempel yogastillinger, der bruges i kristne sammenhænge eller åndedrætsteknikker, som anvendes både i Jesus-bønnen og i mindfulness-traditionen. Pointen er, at grænserne er flydende. Hvis man ikke er vokset op med meditation, lader man sig nemt vildlede, men man må være forankret i sin tro og tradition, så man kan lægge et kristent indhold i det,” siger Ole Skjerbæk Madsen.

Som missionspræst for dialog og spiritualitet ønsker han at integrere det kristne menneskesyn i det meditative.

”Jeg har udviklet begrebet christfulness som et alternativ til mindfulness, der har et andet menneskesyn end kristendommens. I mindfulness ses mennesket som bevidsthed, i kristendommen ser man det som en person, der har en relation til Gud og til andre mennesker. Et forskelligt fokus i opfattelsen af mennesket medfører en anderledes måde at se tilværelsen på,” siger Ole Skjerbæk Madsen.

Han mener, at Kristus må være det centrale, når vi lader os inspirere af andre religioner.

”Der er mange positive ting i mindfulness, for eksempel øvelserne i åndedræt og kropsnærvær, men for mig at se bliver åndedræts- og kropsfokuseret meditation først en kristen trospraksis, når relationen til Jesus Kristus er det centrale. I alt det, der er godt, må vi ikke glemme fokus på, at det er Kristus, som bringer meningsfylde til livet.”