Guide: 10 spændende kirkelige arrangementer i efterårsferien

Folkekirkens Ungdomskor kan i år fejre 50 års jubilæum. Det markeres med en koncert i efterårsferien i Vor Frue Kirke i København. Foto: Per Rasmussen (arkivfoto)

Efterårsferien står for døren, og det betyder tid til nye oplevelser for store og små. Kirkerne i hele landet arrangerer spændende begivenheder i løbet af ugen. Her får du 10 bud på interessante arrangementer i det kirkelige landskab i efterårsferien

1. Hvad gemmer sig i sæson to af Herrens Veje?

Går du også og venter på dramaserien Herrens Vejes sæson to? Så bliver forventningens glæde imødekommet søndag aften, hvor man kan se første afsnit på DR1 klokken 20.00. Dagen efter holder Risbjerg Kirke i Hvidovre et debatarrangement om den kirkelige tv-serie. Her er der fokus på seriens grundlæggende temaer om tro og kristendom.

Hvornår: 15. oktober kl. 17.00
Hvor: Risbjerg Kirke, Kirkegade 2, 2650 Hvidovre

2. Forfatter har fået nok af gudstjeneste-bashing

”Jeg elsker den lutherske højmesse og krymper mig, hver gang den kritiseres af mennesker, der mener, at folk ville strømme til kirken, hvis bare gudstjenesten blev lavet om.”

Sådan siger digteren Søren Ulrik Thomsen, der denne aften fortæller om, hvordan han begyndte at gå i kirke og langsomt fik øjnene op for rigdommen i folkekirkens gudstjeneste. Foredraget rummer desuden et udblik til andre kirkesamfunds gudstjenester – menigheder, som forfatteren selv har besøgt på sine rejser rundtomkring i verden, for eksempel til USA.

Hvornår: 15. oktober kl. 19.30
Hvor: Virum Kirke, Kirkebakken 10, 2830 Virum

3. Børn og unge forbereder deres egen gudstjeneste med træsavning og perleplader

Løvvangens Kirkecenter i Nørresundby arrangerer et tredages børn og unge-arrangement som forberedelse på BUSK-gudstjenesten den 28. oktober. BUSK er en forkortelse for Børn-Unge-Sogn-Kirke. Som optakt saver børn og unge i sognet store figurer i træ, maler dem, laver får i perleplader, ler og vat, bygger en altertavle, maler billeder på lærred og laver 'glasmosaik' af flot glanspapir. Børn der går i 0. - 5. klasse kan være med. Kom én dag eller vær med alle tre dage. Det er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Hver dag er der gratis fællesspisning. For yderligere information kan man kontakte sognepræst Helle Rosenkvist.

Hvornår: 16.-18. oktober, hver dag fra kl. 10.00-13.00
Hvor: Løvvangens Kirkecenter, Strubjerg 167, 9400 Nørresundby

4. Jubilæumsgudstjeneste arrangeret af Folkekirkens Ungdomskor

Der er jubilæumsgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. Det sker i forbindelse med, at Folkekirkens Ungdomskor holder jubilæumslandsstævne 13.-17. oktober for at fejre korets 50-års jubilæum.

Hvornår: 16. oktober kl. 16.00
Hvor: Vor Frue Kirke, Nørregade 14, 1165 København K

5. Juniorkoret øver – og dit barn kan være med

Juniorkoret er for piger og drenge i 3.-5. klasse. Her synger man et bredt repertoire af både rytmisk og klassisk musik, alt fra soul, gospel og afrikansk dans til salmer og danske sange. Der bliver lagt stor vægt på at skabe et trygt og godt korsammenhold, og hver sæson starter med en overnatning i Nygårdskirken med sang, film og hygge. Der er ingen optagelseskrav, bare du har lyst til at synge! Kontakt korleder Line Bøgh for at høre mere.

Hvornår: 16. oktober kl. 15.30
Hvor: Nygårdskirken, Brøndby Nord Vej 71, 2605 Brøndby

6. Da Paulus blev omvendt i en ørken uden for Damaskus

Sognepræst Thorkil Lundberg holder en spændende studiekreds, der handler om et af Det Nye Testamentes største skrifter, nemlig ”Apostlenes Gerninger.” I bogen finder man blandt andet fortællingen om jøden Paulus, der gik fra at dræbe vantro kristne til selv at forkynde den kristne tro efter sin omvendelse i en ørken uden for Damaskus.

Hvornår: 17. oktober kl. 19.00
Hvor: Struer Kirke, Kirkegade 42B, 7600 Struer

7. Foredrag om Shellhuset og Den Franske Skole

Den 21 marts 1945 forvandlede Royal Air Force på få minutter den Franske Skole Jeanne d'Arc til en rygende hob af støv og kalk under et angreb på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset - et boligkvarter bag Frederiksberg Allé, der med et blev forvandlet til et virvar af ild og røg. Over 900 mennesker mistede deres hjem. Henrik Ahlmann har kortlagt begivenhederne i bogen Den Franske Skole (2005), og i dette foredrag fortæller han historien, baseret på talrige øjenvidner og lukkede arkiver.

Hvornår:18. oktober kl. 10.00
Hvor: Margrethekirken, Kirsebærhaven 10, 2500 Valby

8. På gåtur med kirkehistorien

På tirsdag kan man deltage i en vandring ud over det sædvanlige. Stenløse Kirke har nemlig sammensat en spændende formiddag, hvor der på programmet både er vandring og fortællinger om kirkens historie.

Hvornår: 16. oktober kl. 10.30
Hvor: Stenløse Konfirmandhus, Stenløse Bygade 4, 5260 Odense S

9. Til minde om oktober 1943

Museumsinspektør Søren Frandsen fra Museum Nordsjælland holder foredrag med titlen "Haabet - om de danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943". Der vil også være mulighed for at tage med op på kirkeloftet, hvor man med egne øjne kan se, hvor jøderne gemte sig for besættelsesmagten inden den farefulde færd over Øresund til sikkerheden i Sverige. Det koster 50 kroner at deltage i arrangement, og beløbet går til projektet "Julehjælp hele året".

Hvornår: 18. oktober kl. 14.00
Hvor: Gilleleje Kirke, Gilleleje Hovedgade 43, 3250 Gilleleje

10. Det moderne menneske bør huske, at det er vigtigt at komme hviledagen i hu

Vær med til et foredrag, der giver indblik i Martin Luthers tanker om nødvendigheden ved at holde fri om søndagen. Hør om, hvordan Luthers tanker understøttes af moderne stressforskning og få indblik i gudstjenestens og fællesskabets rolle i at skabe et liv med mindre stress. Foredragsholder Kim Grysbæk er cand.mag. i diakoni, samt stressekspert og konsulent i personaleudvikling. Kim har viet sit liv til at hjælpe stressramte gennem samtaler og foredrag.

Hvornår: 18. oktober kl. 18.00
Hvor: Sankt Pauls Kirke, Gernersgade 33, 1319 København K