Tyrkiet får sin første nye kristne kirke i 90 år

For første gang siden 1923 bygges der en ny kirke i Tyrkiet. At varetage et religiøst mindretals interesser er i høj grad et politisk signal, lyder det fra danske iagttagere

For første gang i mindst 90 år opføres en kristen kirke i Tyrkiet. Det kunne flere medier, blandt andet BBC og Daily Sabah Istanbul, først på ugen slå fast. Projektet med at bygge kirken har været undervejs siden 2013, og kirken vil ifølge Daily Sabah Istanbuls oplysninger blive opført op ad en katolsk kirkegård i Yeşilköy distriktet i Istanbul.

Kirken vil koste omkring 1,5 millioner dollar (over ni millioner kroner), og udgifterne dækkes ifølge samme avis af de syriske kristnes eget samfund.

Opførelsen af den kristne kirke er en større nyhed blandt europæiske medier, og det er der en årsag til, siger Henrik Ertner Rasmussen, generalsekretær i Dansk Europamission, der også arbejder med forfulgte kristne i Asien, Centralasien og Mellemøsten:

”Det er første gang siden Det Osmanniske Riges fald, at Tyrkiet bygger en helt ny kirkebygning. Det skyldes, at tilladelser til at bygge kirker og indrette lokaler til tilbedelse for kristne både i Tyrkiet og i mange andre arabiske lande kan være meget svære at få,” forklarer Henrik Ertner Rasmussen.
Han mener ikke, at der er mange kristne blandt de syrere, der er flygtet til Tyrkiet, men behovet hos dem, der er, kan være en medvirkende grund til, at projektet sættes i gang nu.

Forholdet mellem myndigheder og kristne mindretal er kompliceret, og Tyrkiet er et enormt land. Der er derfor store lokale forskelle, når det kommer til behandlingen af kristne:

”Vi skal holde nyheden om opførelsen af kirken op imod, at lokale myndigheder for få år siden fratog syrisk- ortodokse klostre i det sydlige Tyrkiet ejendomsretten til jord, de har dyrket i 1000 år. Det betyder, at klostrenes kristne, der har boet der siden det 4. århundrede før Kristus, får vanskeligere ved at klare sig økonomisk.” 

Ifølge oplysninger fra Åbne Døre, en international missionsorganisation, der også arbejder på at forbedre forfulgte kristnes forhold, udsendte regeringen i 2010 et dekret til alle offentlige organer, hvori det hed, at de kristne og jødiske mindretals rettigheder bør respekteres. Året efter genåbnede tre syrisk-kristne kirker og en armensk-kristen kirke.

Men Henrik Ertner Rasmussen påpeger, at man i Tyrkiet gennem de seneste år har kunnet iagttage en dobbelthed i behandlingen af landets kristne mindretal:

”På den ene side har vi set indrømmelser som nu tilladelsen til denne kirke, på den anden yderligere begrænsninger af religionsfriheden. I 2007 kulminerede pressens og myndigheders dårlige omtale af de kristne i, at tre medarbejdere ved et kristent forlag blev dræbt. Men det førte til gengæld til en vis selvransagelse hos medierne, der blev mere forsigtige i deres udtalelser om kristne.”

Ifølge Henrik Ertner Rasmussen vil den tyrkiske regering formentlig også bruge denne åbning mod de syriske kristne til at vise EU, at Tyrkiet respekterer religionsfriheden.

Den udlægning er Daniella Kuzmanovi, lektor ved Institut for Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet, helt enig i:

"Det her handler i høj grad om, at det konservative regeringsparti AKP gerne vil sende et signal om, at religiøse rettigheder gælder for alle religiøse grupper. Både omverdenen og oppositionen i Tyrkiet - det gælder både sekulære tyrkere og muslimske mindretal - mener, at regeringen favoriserer sunni-muslimer, og at religionsfriheden kun gælder dem."

LÆS OGSÅ: Alevi-muslim: Alevismens Ali kan sidestilles med Jesus

Ifølge Danielle Kuzmanovic kan byggetilladelsen til den nye kirke ses som et forsøg på at imødegå kritik, der blandt andet fulgte i hælene på et forslag om at gøre den store, tidligere byzantiske kirke, Hagia Sofia, til en moske:

"Regeringen ønsker at vise omverden og befolkning, at de varetager alle religiøse gruppers rettigheder. Men man skal huske, at det kan være lettere at tilgodese et religiøst mindretal som kristne end at tildele rettigheder til andre grupper som eksempelvis landets alevi-muslimer," siger hun og forklarer, at alevi-muslimer udgør et langt større mindretal end de kristne i Tyrkiet i dag. Et sted mellem 15-22 % af den tyrkiske befolkning estimeres at være alevi-muslimer:

"Her er med andre ord tale om et betragteligt mindretal, der traditionelt set også har haft stor politisk indflydelse i Tyrkiet. Alevierne er blandt AKPs største kritikere og beskylder partiet for at regere ud fra et sunni-muslimsk perspektiv og for at skabe sekteriske spændinger både i Tyrkiet og i regionen mere generelt."

Ifølge Daniella Kuzmanovic har alevierne været særdeles opmærksomme på hele spørgsmålet om rettighedsdiskussionen i Tyrkiet:

"De har presset på for at få rettigheder som religiøst mindretal eksempelvis i form af undtagelse fra den obligatoriske religionsundervisning i skolen som de mener er sunni-præget, at få deres bedesteder anerkendt som relgiøse bedehuse og lignende, og selvom de har fået nogle indrømmelser, er deres rettigheder som minoritet på ingen måde realiseret i Tyrkiet i dag."