Første kirkedag i Vor Frelsers Kirke: Den lille helligdag blev en stor festdag

Kristi Himmelfartsdag genåbnede landets kirker efter at have været nedlukket i 10 uger på grund af covid-19. En af dem var Vor Frelsers Kirke i København, hvor Kristendom.dk var med til den første gudstjeneste, der liturgisk foregik, som gudstjenester plejer, med læsninger, bønner, salmesang, prædiken og velsignelse, men i anderledes rammer

Kirkeklokkerne ringede igen til gudstjeneste i Danmark, og også på Christianshavn i København kom sognebørnene til Vor Frelsers Kirke. Her havde kirkens personale i dagene op til haft travlt med at måle op og indrette kirken, så den var klar til den nye måde at skulle holde gudstjeneste på.

Når man som kirkegænger kom ind i kirkerummet, blev man derfor mødt af en stander med håndsprit og en anden stander med papirark med de salmer, der skulle synges. Normalt har Vor Frelsers Kirke plads til mere end 1000 mennesker, men i øjeblikket er antallet max 184 personer. For hver anden bænk er lukket – og på de åbne bænke må man højest sidde to, medmindre man kommer fra samme husstand.

Også nadveren er ændret, så den er kontinuerlig. Det betyder på coronasprog, at man stiller sig op på en lang række med god afstand imellem, spritter sine hænder af ved en stander med håndsprit, som står oppe ved koret, og tager et plasticglas. Og så er man klar til at modtage en oblat og få vin i plasticglasset af præst og kirketjener, der begge har engangshandsker på.

Endelig må man som kirkegænger selvfølgelig undvære håndtrykket, når man efter gudstjenesten siger god søndag til præsten. Nye corona-hilsner som et bøj med hovedet, hånden mod hjertet eller det gode, gamle smil bruges i stedet.

Det var altså kirkegang på både den gamle og en helt ny måde, og det var en stor oplevelse for både personale og kirkegængere.

En historisk dag i en historisk tid
Kordegn Louise Dinesen, som i lukkeperioden har brugt meget tid på at tale med brudepar, dåbsforældre og forældre til konfirmander, siger:

”Da jeg skulle ud ad døren og hen til kirken, havde jeg sommerfugle af glæde i maven. For kirken havde jo været lukket så længe, men nu måtte vi endelig samles igen på denne store og historiske dag.”

Organist Lars Sømod har i lukkeperioden dagligt spillet til fællessang fra kirkens klokkespil, og på Befrielsesaftenen den 4. maj opførte han en særlig koncert med flere melodier, der spontant fik christianshavnerne til at søge hen i gaderne omkring Vor Frelsers Kirke og synge – med afstand, mens de så op mod kirkens verdensberømte snoede spir.

Lars Sømod fortæller:

”Som organist handler det for mig om at spille for andre, så det var så dejligt at høre menigheden synge igen – og at høre kirkekoret igen. For nok har jeg i modsætning til mange af mine kollegaer kunnet spille for andre hele lukkeperioden igennem via klokkespillet, men at kunne høre sangen giver et andet perspektiv, også fordi at troen ifølge den evangelisk-luthersk kirke er noget, der bliver sunget ind. Det var Luther og Grundtvig også helt enige om – ja, Grundtvig opfandt endda det mageløse ord ’åndefang’, som om man kan indfange Helligånden ved at synge.”

At synge sammen – og at være i kirkerummet
Men også for kirkegængerne var genåbningen en stor dag. Kirkegænger Mette Gad fortæller:

”Det bedste var igen at synge rigtigt sammen med andre og til et levende instrument. Jeg har været med på noget af morgen- og fællessangen fra DR, men jeg blev helt overvældet af, hvor særligt det var at være en del af en helt almindelig menighedssang, fordi den var levende, her og nu, i dette rum.”

Mette Gad var også til nadver, som for hende er en naturlig del af højmessen.

”Det eneste, der var lidt underligt, var at stå og tømme bægeret med udsigt til en skraldepose. Det kan jeg nok gøre på en lidt anden måde næste gang,” mener hun.

Et andet sognebarn, der var til stede på Vor Frelsers Kirkes første genåbningsdag, er Michael Karvø. Da han kom ind i kirken, fandt han ud af, at han havde savnet kirken meget mere, end han troede:

”Da jeg satte mig, kom der en slags frydefuld stemning i kroppen og en forventningsfuldhed. For jeg har savnet kirken, kirkerummet, orglet, koret, ritualerne og prædikenen – især i denne tid, hvor død, liv, eksistens og mening kom tættere på. Jeg glæder mig også til at genoptage mine gamle søndagsvaner fra før corona med højmesse om formiddagen i kirken med alvorsord og stilhed, og så fodboldkamp om eftermiddagen med nerver på, udtrykseksplosioner og et par kolde øl.”

Vi skal forkynde og være aktuelle
Finn Damgaard, der er sognepræst og stod for gudstjenesten i Vor Frelsers Kirke, var spændt på, hvordan gudstjenesten ville fungere under de nye forhold, men heldigvis forløb det fint, fortæller han:

”Folk tog godt imod alt det nye, og var glade. Det var vi også – ja, vi følte, at Kristi himmelfart, som normalt er en lille helligdag, blev en stor festdag.”

Sammen med kirkens andre præster havde Finn Damgaard skrevet prædikener og lagt ud på kirkens hjemmeside i hele lukkeperioden. Men nu kunne prædikenen endelig holdes i kirkerummet, hvor den hører hjemme, pointerer han.

”Det var dejligt at have prædikenen tilbage i sit rette element. For at holde en prædiken er en mundtlig genre i kirkerummet, hvor der tales ind i det, som sker her og nu. Hvor vi skal forkynde og være aktuelle,” slutter Finn Damgaard.

Finn Damgaards prædiken fokuserede blandt andet på, at Kristi himmelfart ligesom den nuværende corona-situation handler om både afstand og nærvær. For nok tager Jesus afsked, men han lover samtidig disciplene, at han altid er med dem – og at han kommer igen.

Så budskabet fra Vor Frelsers Kirke på denne første kirkedag efter nedlukningen var, at evangelieteksten til Kristi himmelfartsdag rummer løftet om, at Kristus er os nær på trods af afstand, og dét kan give håb i denne specielle tid.