Gadebørn giver verdens kirkeledere en hånd
Med hilsner fra børn fra tre kontinenter ønsker missionsnetværket Viva at henlede de evangeliske kirkers opmærksomhed på børnene, når de samles til Lausanne-kongres i Sydafrika
Herre, jeg beder dig være hos ethvert menneske i nød, og dem er der mange af. Sådan har Nogla Deeb Wali, et barn fra Libanon, skrevet inde i aftegningen af sin egen hånd.
Tegningen skal bruges, når den internationale Lausanne-bevægelse i uge 42 afholder sin tredje kongres om verdensmission, denne gang i sydafrikanske Cape Town. Omkring 4000 delegerede fra verdens evangeliske kirker vil deltage, og mange af dem vil modtage en personlig hilsen i form af en bøn fra et af verdens nødstedte børn.
Selv er børnene blevet hjulpet gennem kirkelige projekter i den globale netværksorganisation Viva. Dens stifter og leder, danskeren Jens Patrick McDonald, ønsker at benytte verdenskongressen til at sætte fokus på kirkens ansvar over for børn og særligt børn i nød.
Bønner skal mane til eftertanke
Der er faktisk rigtig mange børn rundt omkring, som beder for det her møde og for, at alle de forhutlede kontorflippere, som render rundt i deres bureaukrati med deres mapper, dog finder ud af, at nu skal det altså handle om børn, fortæller Jens Patrick McDonald fra sit hjem i Oxford, hvor Viva har hovedkontor.
I løbet af de seneste uger er det strømmet ind med såkaldte handprint prayers, altså håndaftryksbønner fra børn, der har taget imod opfordringen til at udtrykke sig over for verdens kirkeledere. Jens Patrick McDonald er en af de visionære af slagsen, og han holder sig ikke tilbage fra at ruske op i kristnes magelighed:
Hvis vi på en eller anden måde kan udruste kirken til ikke kun at holde af sin Gud, men også af sin nabo, så har vi en genial infrastruktur af menigheder rundt omkring. Der er menigheder i næsten hver eneste slumby jorden over, siger han med henvisning til, hvor mange af verdens udsatte børn lever.
Mission er både og
Jens Patrick McDonald mener, at der er god grobund for at styrke kirkernes visioner for arbejde med børn globalt. Han peger på, at der i forbindelse med de to første missionskongresser i henholdsvis 1974 og 1989 satte sig nogle særlige visioner igennem. I Lausanne fokuserede man på det geografiske 10/40-vindue, mens det i Manilla kom til at dreje sig om folkeslag, som endnu ikke er nået med evangeliet.
Gennem årene er der samtidig stået et slag om, hvorvidt mission er at at hjælpe folk for eksempel gadebørn eller om det er ren evangelisation. Nu er debatten nået frem til, at vi kan sige, 'jamen, det er begge ting'. Det handler om at være autentiske vidner, siger Jens Patrick McDonald.
Derfor mener han, at arbejdet med at skabe fornyede muligheder for udsatte børn godt kan gå hen at blive den store vision, som står tilbage efter konferencen i Cape Town.
Hvis vi som kirker ikke kan hjælpe børn i nød på vores egen dørtærskel, så har vi et fundamentalt troværdighedsproblem. Og kirkerne oplever en kæmpe vækst i mange af de områder, som har rigtig mange fattige børn, argumenterer Jens Patrick McDonald.
En vild underinvestering
Jens Patrick McDonald har en efterlysning: at man i vesten vil begynde at opfatte det som en central missionsstrategi at opmuntre og udruste fattige landes kirker til at være steder, hvor børn i nærområderne synes, der er godt at være.
Vi ser igen og igen, at kirkerne underinvesterer vildt og alvorligt i børn, selvom børnene er så vigtige både bibelsk, strategisk og demografisk set. En tredjedel af jordens befolkning er under 15 år, og langt de fleste af alle kristne tager deres første trosskridt i alderen 4 til 14 år. Alligevel spytter verdens kirker måske kun 10-15 procent af deres ressourcer i kassen til børnene. Det er jo ikke særlig genialt, påpeger han.
Jens Patrick McDonald håber på, at Lausanne-kongressen vil medføre, at kirkeledere får en ny vision og et fælles fodslag. Men den kan ikke ikke gøre det alene:
Jeg tror, at kongresser har en værdi, men det er ikke dem, der redder verden, siger han og henviser til, at strategier kan være nok så gode, men at det hele i sidste ende vil stå og falde med, hvilke planer Gud selv har.
Ikke nok bønner
Viva havde egentlig planlagt at give hver enkelt af de omkring 4000 delegerede en handprint prayer fra et udsat barn med hjem i tasken. I praksis er stakken nået op på 1600 hilsener fra 11 forskellige lande, lyder meldingen fra kontoret i Oxford.
Omkring 8000 hjælpeprojekter for børn jorden over er tilsluttet Vivas netværk. Projekterne hjælper tilsammen cirka en million børn.