Kierkegaard uden Gud

Nogle fortolkere af Søren Kierkegaards værker har villet skrælle det religiøse af filosoffen -- men det er langtfra de fleste

Siden Søren Kierkegaard døde for 150 år siden, har mængden af fortolkere, der har prøvet at give deres fremstilling af den sande Kierkegaard, været stor. Fra Georg Brandes til Peter Thielst har der været forsøg på at fremstille Kierkegaard som en ikke-religiøs filosof. Man har hævdet, at netop dette var det moderne hos ham.

Læser Kierkegaard som mod kristendommen
Georg Brandes, det moderne gennembruds fader, skriver som den første i 1877 et skrift, der viser Kierkegaard uden den kristne forståelsesramme. Det er skriftet "Søren Kierkegaard. En kritisk fremstilling i grundrids". Heri hævder Brandes sin ret til at forstå Kierkegaard på andre betingelser end dem, som filosoffen selv fremsatte.

Det er en læsning mod kristendommen, Brandes foretager. Han mener at kunne beholde det psykologisk individuelle præg af en filosofi på humane betingelser og altså kunne se bort fra den kristne forståelsesramme, som Kierkegaard selv præsenterer sine tanker i.

En tænker i vores tid
Går man til den helt moderne tid, så lader der ikke til at være sket meget siden Brandes, selvom Peter Thielst høstede megen ros, da han forsøgte at gøre det samme som Brandes. Sin mest kendte bog om emnet, "Livet forstås baglæns, men må leves forlæns", skrev Thielst i 1994. Den solgte 80.000 eksemplarer.

Thielst mener ikke, at kristendommen var uden betydning for Kierkegaard, men han mener, at tankepotentialet hos Kierkegaard langt overskrider spørgsmålet om kristendommens relevans eller realitet. Kierkegaard skal netop ikke kun ses i sin relation til kristendommen, siger Thielst, han kan som andre tænkere tages ud af sin umiddelbare kontekst og bruges til at besvare nutidens filosofiske problemer.

Det, Thielst derfor mener at gøre, er at afmytologisere Kierkegaards filosofi, trække den kristne dragt af ham og lade hans tankesystem stå. Det moderne er netop det filosofiske og psykologiske hos ham. Derfor vægter Thielst også Kierkegaard-stoffet bevidst anderledes end mange andre. Han vægter således værket "Enten-Eller" meget på grund af dets filosofiske karakter, mens "Indøvelse i Christendom" vægtes tilsvarende mindre.

Thielst prøver at finde ud af, hvilke "almene perspektiver" forfatterskabet åbner for, men der er en fare for, at det gøres så alment, at Kierkegaard ikke længere kan være med. I sin gennemgang af bogen "Sygdommen til Døden" skriver Thielst for eksempel, at "Synden er ikke mod Gud eller næsten, men mod selvet – én selv", mens Kierkegaard i selve værket anfører, at "det, der gjorde Synden til det Frygtelige, var, at den var for Gud".

Kristendommen uadskillelig fra Kierkegaards tænkning
Bestræbelsen på at læse Kierkegaard uden Gud har folk som Brandes og Thielst tilfælles med åndsfæller i det store udland. Den franske eksistentialismes bannerførere Sartre og Camus læser begge Kierkegaard ikke-religiøst, og på samme måde sker det i tysk filosofi hos for eksempel Heidegger i hovedværket "Sein und Zeit".

Men selvom der er dem, der læser Kierkegaard ikke-religiøst, er det langtfra den mest udbredte fremgangsmåde. Den mest udbredte opfattelse er stadig at se Kierkegaards kristendom som en uadskillelig del af hans tænkning.