Pavens barmhjertighed er også kommet til Odense

Paven indledte julenat jubelåret. I sin tale opfordrede han blandt andet til solidaritet med flygtninge og tilgivelse af abortioner. Pavens barmhjertigheds budskab er nu også kommet til Odense. Foto: AFP

Jubelåret betyder, at Sankt Albani Kirke i Odense har haft besøg af ekstra mange pilgrimme, der ønsker at gå igennem den hellige dør og vinde aflad

Pave Frans har udråbt 2016 til "Det hellige barmhjertighedens år". Jubelåret betyder, at katolikker kan opsøge et særligt udvalgt og helligt sted, hvor de kan vinde fuldkommen aflad for deres synder.

”Den hellige dør” i Peterskirken i Rom er et af de stærkeste symboler for jubelåret. Paven har åbnet den hellige dør, så pilgrimme kan gå igennem den og få adgang til Guds barmhjertighed. 

Men danskere og andre pilgrimme behøver ikke rejse hele vejen til Rom for at gå igennem en hellig dør mod barmhjertigheden. Den katolske kirke Sankt Albani i Odense er et af de steder, der er udvalgt til valfart i forbindelse med jubelåret. Så ved at gå igennem den hellige, åbne port og angre sine synder ved skriftestolen i kirken får man aflad for sine synder.

”Kirken er valgt, fordi den ligger midt i Danmark,” pointerer pater Bernhard, sognepræst i kirken.

”Biskoppen kom til Sankt Albani Kirken den 13. februar, hvor han ved bøn åbnede kirkens store port. Det har haft stor betydning for os, at vi er udvalgte som valfartskirke, og vi har allerede nu haft besøg af mange pilgrimme,” fortsætter pateren. 

Med proklamationen af dette jubelår benytter paven sig af den kirkelige tradition for at forny kirken. Her er spørgsmålet om abort i centrum. Paven ønsker at understrege kirkens vilje til og mulighed for tilgivelse. Kirkens udfordring er sekulariseringen, og dens svar er ifølge pave Frans barmhjertighed og den dermed forbundne opfordring til et nyt liv.

”Afladen kaldes fuldkommen, hvis alle syndestraffe eftergives og delvis, hvis kun nogle eftergives. Ved at vinde aflad kan den angrende forkorte eller helt afvende sin straf i skærsilden. Men aflad er ingen fremtidssikring, for vi mennesker vil altid begå synder. Det er derimod en fremtidssikring, at Gud altid er barmhjertig,” forklarer pateren.

Der er også mulighed for at vinde aflad i Sankt Ansgars Kirke i København.

Vil man have aflad i Odense, skal man gå igennem den hellige port i kirken og herefter bede. Afslutningsvist siges trosbekendelsen og fadervor.