Heroisk Titanic-præst på vej mod saligkåring

Bag ønsket om helgenkåring og kanonisering gemmer sig historien om, hvordan Thomas Byles heltemodigt og frygtesløst hjalp passagererne i deres sidste tid på det synkende Titanic. Foto af tegning af Titanics forlis: Scanpix

103 år efter Titanics forlis kan den katolske præst, Fader Thomas Byles, der sejlede med på skibet, saligkåres og ophøjes til helgen. Kanoniseres han, vil folk, der er i nød i dag, kunne påkalde ham

Hans heltemodige optræden og stærke tro reddede adskillige passagerer. Selv omkom han og ofrede således sit liv for andre. 

”Fader Thomas Byles var en helt usædvanlig mand, som gav sit liv for andre”. Således siger Fr. Smith til BBC. Han er initiativtageren til en kampagne for at få Thomas Byles kanoniseret i den katolske kirke. En kampagne, flere medier, heriblandt Catholic News Agency, de sidste dage har beskrevet.

I dag besidder Fr. Smith præsteembedet i Sankt Helens sogn, samme sted, som Thomas Byles var præst for over 100 år siden.

” Vi håber og beder til, at han vil blive ophøjet til helgen”, udtaler han.

Bag ønsket om helgenkåring og kanonisering gemmer sig historien om, hvordan Thomas Byles heltemodigt og frygtesløst hjalp passagererne i deres sidste tid på det synkende Titanic. 

Thomas Byles stammede oprindelig fra en protestantisk familie, men blev katolsk præst ved Sankt Helenskirken i Essex i 1905. Han var født i 1885. Som 42 årig sejlede han den 10. april 1912 med Titanic fra Southampton med kurs mod New York City. Her skulle han deltage i sin brors bryllup. I sidste øjeblik havde han købt en billet til ”skibet, der ikke kunne synke”, billetnummer 244310.

I Atlanterhavet stødte Titanic den 15. april 1912 imidlertid mod et isbjerg. Skibet trak vand ind og sank langsomt. Omkring 1500 passagerer omkom. Dog nåede en del mennesker at komme i redningsbådene og vidner fortæller, at Thomas Byles her hjalp mange kvinder og børn og ydede en stor indsats.

Miss Agnes McCoy, der var passager på 3. klasse og overlevede forliset, har fortalt, at hun så Thomas Byles blive ombord. Han lod folk skrifte, bad sammen med dem og velsignede dem. Vidneberetningerne skal blandt andet være en af nøglerne, der kan åbne for en eventuel salig- og helgenkåring, fortæller Fr. Smith til Catholic News Agency.

I sit arbejde for at få Thomas Byles helgenkåret refererer Fr. Smith også til andre førstehåndskilder. Han fremhæver blandt andre Helen Mary Mocklare, som beretter, at mens skibet var ved at synke, hørte hun Thomas Byles sige:

”Vær ganske rolige, mine gode mennesker”, og han gik i forbøn og velsignede alle, han mødte”. Hun genkendte ham let, fordi han havde holdt messer på skibet undervejs.

”Der var en sømand, der klart og tydeligt advarede Thomas Byles om faren og oven i købet tilbød ham en plads i en af redningsbådene. Men præsten afviste to gange”, berettes det af Helen Mary Mocklare.

I stedet hjalp han så mange ned i redningsbådene, han kunne, og da den sidste båd var søsat, samlede han nogle hundrede mennesker oppe på dækket, hvor de bad, og hvor han velsignede dem, mens de sammen gik ind i døden.

Det er på baggrund af øjenvidneberetninger som disse, at Fr. Smith nu vil forsøge at få Thomas Byles saliggjort og helgenkåret.

Han er ikke i tvivl om, at Thomas Byles var en mand, der heroisk, frygtløs og med troen i hjertet uforfærdet hjalp sine medmennesker i nøden og i døden og videregav dem en styrke ved hjælp af sin kristne tro.

”Jeg håber virkelig, at han bliver godkendt som helgen af paven, for så vil folk rundt omkring i hele verden kunne tilbede ham, hvis de er i nød”, slutter Fr. Smith i interviewet bragt i Catholic News Agency.