Økoteologi handler om at sætte spørgsmålstegn ved vores fokus på vækst

En række kirker har samlet sig i initiativet "Grøn kirke," der kalder til kamp for klimaet og respekt for skaberværket. En af præsterne bag Grøn kirke Helene Wonsbek Rasmussen fortæller her om, hvorfor det er en god idé for kirken at kere sig om miljøet

Stadig flere danske præster beskæftiger sig med det, der kaldes økoteologi. Det handler om, hvordan kristne skal forholde sig til Guds skaberværk, der er i krise på grund af klimamæssige udfordringer.

En af de danske præster, der har engageret sig i klimakampen er Helene Wonsbek Rasmussen. Hun er sognepræst i Gershøj og Sæby sogne i Roskilde Stift og medlem af arbejdsgruppen i initiativet Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd.

Hun tror ikke, at kirken kan gøre noget direkte i forhold til miljøet. Kirken er sat i verden for at forkynde evangeliet. Men når det er sagt, så hører evangeliet ikke til et isoleret område af livet eller samfundet, snarere tværtimod:

”Evangeliet berører alle livets områder og hele samfundet. Tag for eksempel næstekærlighedsbuddet. Uanset hvem man spørger - aktive kristne, kulturkristne eller ateister - så vil mange af dem formentlig nævne næstekærlighedsbuddet som et af hovedelementerne i kristendommen. Altså ansvaret for det andet menneske. Og det er heller ikke forkert, men Bibelen rummer fuldstændig på lige fod med det også ansvaret for skaberværket. Vi har altså ikke kun et ansvar over for andre mennesker, men også for Jorden med alt hvad den rummer. Det står faktisk på Bibelens allerførste side,” pointerer Helene Wonsbek Rasmussen.

Grøn kritik
Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for initiativet Grøn Kirke. Blandt andet har der været kritik af biskop over Roskilde Stift Peter Fischer-Møller, der anklages for at føre klimapolitik fra prædikestolen. Men for Helene Wonsbek Rasmussen giver det ikke mening at kalde et initiativ som Grøn kirke for problematisk:

”Jeg noterer mig, at der er en del kritiske røster – og måske især blandt præster – som vil sige, at vi kobler politik og tro sammen. Men er det ikke det samme, som sker gennem menighedsplejen? Der er en historisk tradition for at sammenholde kirke og socialpolitik. Det er vanskeligt at sætte vandtætte skodder mellem livets forskellige dele, men man skal naturligvis være klar over hvad, der er hvad. I øvrigt betyder det græske ord ’polis’ simpelthen ’by,’ så politik er det, der sker i byen og angår byen - det vil sige samfundet,” fortæller hun.

Der vil efter hendes mening mangle en dimension og nogle værdier, hvis det religiøse reduceres til at være en privatsag. Omvendt ønsker hun ikke, at den danske folkekirke ligesom den svenske kirke skal stå som én enhed med ét samlet budskab på området. For nok kan det være lettere at komme igennem med sit budskab, hvis man har en fælles linje og fælles strategi, men det passer bare ikke til den danske model og folkekirken, hvis styrke netop er forskelligheden, mener hun:

”Det er godt, at vi hver især kan fokusere på det, som vi finder vigtigt i lige netop vores sogn og vores menighed, og det gælder også miljøet,” mener hun.

Brug for grøn teologi
Helene Wonsbek Rasmussen tror, at meget kunne flytte sig i forhold til interessen for økoteologi, hvis nogle af underviserne på de teologiske fakulteter tog den vinkel op i undervisningen.

Men det handler også om oplysning generelt og om måden lige netop dette emne formuleres og formidles på. Hun er ikke ude på at dømme nogen ude som forkerte, og man behøver ikke gå ind for økologi for at være velkommen i kirken, understreger hun. Det handler i stedet om, at man som kirke peger på de etiske perspektiver ved den måde, som vi omgås Jordens ressourcer på:

”Uanset hvad man mener, så skal vi mødes i dialog og samtale fremfor at stå med korslagte arme og pege på hinanden og råbe skyld. Hele den her snak om økoteologi drejer sig om at italesætte og sætte spørgsmålstegn ved det fokus, der er i samfundet på vækst. For tanken om konstant vækst er en slags grådighed, hvor vi som kirke kan gå ind og tale den tendens imod. I stedet for at handle om ’mere’ kunne det jo handle om ’bedre’,” forklarer hun og siger, at det til syvende og sidst er et politisk ansvar - men at folkekirken gerne må inspirere politikerne til at sætte spørgsmålstegn ved måden at leve på.