Forfølgelser og martyrium i oldkirken

Den første egentlige martyrberetning, som kendes fra kirkehistorien, handler om Stefanus. Ifølge Apostlenes Gerninger blev han stenet til døde på grund af sin tro, og han delte dermed skæbne med mange andre kristne i kristendommens første århundreder. ? Arkivfoto.

Kristenforfølgelserne i oldkirken har sat afgørende præg på kristendommen, mener kristendomshistoriker

Er du kristen?
Det kan være svært for nutidens mennesker i Vesten at forstå radikaliteten og alvoren i det spørgsmål. Men for de kristne i oldkirken betød svaret på netop det spørgsmål liv eller død. Kristendommens første århundreder i det store romerske verdensrige var nemlig præget af en række kristenforfølgelser, der gjorde det til en yderst alvorlig sag at bekende sin tro på Kristus.

De første forfølgelser brød ud i midten af 60'erne og fortsatte med mellemrum de næste 250 år. Den spirende kristne kirke blev jævnligt udsat for forfølgelser, der varierede i omfang og brutalitet, men som altid havde udryddelse og afskrækkelse af de kristne som mål.

Det var en strategi, der må siges at være mislykket. Netop under kristenforfølgelserne voksede den kristne kirke eksplosivt, og i begyndelsen af 300-tallet blev kristendommen statsreligion i det samme rige, der til at begynde med ellers havde kriminaliseret den. Det viste sig at være ganske umuligt at få bugt med den lille kristne sekt med udgangspunkt i det afsidesliggende Jerusalem, selvom romerne, der ikke var kendt for blødsødenhed og humane afstraffelsesmetoder, gjorde, hvad de kunne.

Det blev anset for en meget mild straf, når den kristne blev dømt til at dø for sværdets klinge, og i enkelte tilfælde kunne de socialt højest placerede nøjes med en forvisningsdom. Men beretningerne om de kristnes lidelser indeholder også mange grusomme scener. Mænd og kvinder blev kastet for de vilde dyr i cirkusarenaerne, kogt levende, overhældt med flydende metal og viklet ind i brandbare stoffer og antændt. De fik de indre organer revet ud af kroppen med torturinstrumenter, hugget lemmerne af og skåret tungen over.

Og de vidste, hvad de gik ind til. De kunne med ét ord forhindre denne lidelse og død:

- Nej!

Naturligvis valgte nogle denne udvej, og det skabte problemer for oldkirken, for hvad skulle man stille op med medlemmer, der havde fornægtet troen?

Men martyriet kom generelt til at stå som et ideal i den kristne kirke. I flere perioder var martyriet ligefrem en normaltilstand og det almindelige kristenliv en undtagelse, som dr.theol. Carsten Breengaard, pensioneret lektor i kristendomshistorie fra Københavns Universitet, har beskrevet det i bogen "Kristenforfølgelser og Kristendom". Martyriet blev anset for at være den sikre vej til det evige liv og Guds frelse, og mange kristne gik ind i det frivillige martyrium og meldte sig selv hos myndighederne.

Ifølge Carsten Breengaard har det sat afgørende spor i kristendommen, at den blev kriminaliseret. Kristenforfølgelserne fandt sted i en periode, hvor kristendommen som religion stadig var under udvikling, og de kan have været med til at udforme det billede af Kristus, som er skildret i evangelierne og senere kristne kilder.

- Hvis min hypotese er rigtig, så har kristenforfølgelserne haft en enorm betydning for udviklingen af kristendommen som religion. Så har det været en af de mest betydningsfulde begivenheder i kristendommens historie. Men uanset hvordan man vurderer kristenforfølgelserne, så har de haft stor betydning i kristendommens historie, siger Carsten Breengaard.

Blandt forskerne er der forskellige holdninger til spørgsmålet om, hvor udbredte kristenforfølgelserne har været. Sikkert er det, at der var flere faser i forfølgelserne. Kejser Nero gav de kristne skylden for Roms brand i midten af 60'erne. De blev kendt skyldige ikke så meget i brandstiftelse som i "had til menneskeslægten", og deres afstraffelse skildres sådan:

"Man nøjedes ikke med at henrette dem, men drev oven i købet løjer med dem: Nogle bedækkedes med dyrehuder og sønderreves af hunde; andre korsfæstedes, atter andre indsvøbtes i brandbare stoffer og, når dagen var omme, tjente de til at oplyse natten" skriver Tacitus senere i sine annaler om netop disse afstraffelser.

Forbuddet mod at være kristen strakte sig fra denne begivenhed indtil 311, hvor kejser Galerius udsendte en skrivelse, der gjorde en ende på forfølgelserne, men der var stor forskel på, hvor ihærdigt dette forbud blev håndhævet.

Gådefuldt er det stadig den dag i dag, hvorfor de kristne blev forfulgt. De romerske magthavere var nemlig generelt tolerante over for andre religioner, og Romerriget var kendetegnet ved en stor mangfoldighed af religioner og filosofier.

En af de centrale forklaringer er, at de kristne nægtede at deltage i den romerske kejserkult, hvor kejseren i Rom blev dyrket som en gud. Borgerne kunne ved at tilbede kejseren udtrykke deres hengivenhed over for det romerske herredømme. Men de kristne ville ikke deltage i denne politisk-religiøse manifestation. De kunne dermed anklages for at bringe den guddommelige orden ud af balance og skabe usikkerhed om statens trivsel, der var helt afgørende for romerne. De kristne blev anklaget for at være tilhængere af en ny og skadelig overtro, og de tillod sig samtidig at have en ganske åbenlys missionsstrategi.

En af de mest berømte kilder i denne sammenhæng er en brevveksling mellem statholder Plinius og kejser Trajan i år 112. Her blev det fastslået, at de kristne bør straffes for selve kristennavnet, selvom de ikke kan kendes skyldige i andre forbrydelser. Dog skulle de ikke opspores, men kun underkastes forhør og straf, når de blev angivet. Plinius beskriver forhørsmetoden således:

"Jeg har spurgt dem personligt, om de var kristne. Tilstod de det, spurgte jeg dem for anden og tredje gang under trussel om straf: Fastholdt de det, lod jeg dem føre bort til afstraffelse. For jeg var ikke i tvivl om, uanset hvad de tilstod, at i hvert fald deres trods og ubøjelige stædighed burde straffes."

Hvis man som kristen under forhøret ville afsværge troen, forbande Kristus og tilbede kejserens billede, slap man til gengæld øjeblikkeligt fri.

En af oldkirkens mest betydningsfulde martyrer var Ignatius (35 - 107), der var biskop i Antiokia og en af de første kirkefædre. Han var blevet dømt til at lide martyrdøden i Rom og blev eskorteret dertil af ti soldater. Undervejs skriver han en række breve til kristne menigheder.

Af disse breve fremgår det, at Ignatius længes stærkt efter martyriet, og at han er bange for, at den kristne menighed i Rom vil forsøge at redde ham fra de vilde dyr. Derfor beder han dem inderligt om, at de vil lade ham få det martyrium, han så brændende ønsker sig.

Ignatius vil gerne efterligne Jesu egne lidelser på korset og ser det som en enestående mulighed for at nå til Gud. Jesus har selv vist vejen til martyriet, og den martyrlængsel, som Ignatius viser i sine breve, er ikke en ligegyldig og overkørt biskops sidste ønske, men en vej til kernen i kristendommen. Her findes den højest mulige identifikation mellem Jesus og hans disciple.

"Lad ild og kors og flokke af vilde dyr, sønderskæring, sønderrivning, udstrækning af knogler, afhugning af lemmer, knusning af hele legemet og grufulde pinsler fra djævelen komme over mig, blot jeg må nå til Jesus Kristus."

Som sådan kommer Ignatius til at stå som et symbol for eftertiden på den indstilling eller holdning, som rådede blandt flere af de første kristne, og som var med til at gøre kristendommen til en religion i vækst. Modstanden fra tidens magthavere blev omsat og tolket teologisk, så det blev en anspore snarere end en stopklods for bevægelsens fremdrift.

[/list]

Bloddåb blev i oldkirken en betegnelse for at lide martyrdøden. Begrebet opstod under kristenforfølgelserne og blev af mange regnet for en særlig ære. Bloddåben blev betragtet som den højeste form for dåb, som gav direkte adgang til Gud. Kilde: Kirke og kristendom. Leksikon