I Nikæa blev kristendom Roms religion
Kirkesynoden i Nikæa i år 325 skulle løse den tids store problem for kristne, nemlig at forstå hvem Jesus var. Samtidig havde synoden, der endte som et diplomatisk kunststykke, en række politiske undertoner
Set med historiske øjne har politik og religion oftest været i et gensidigt afhængighedsforhold.
Sådan er det i dagens Danmark. Med grundloven fra 1849 er det fastlagt, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, som staten er forpligtet på at støtte økonomisk. Til gengæld varetager kirken nogle samfundsmæssige funktioner såsom registrering af alle nyfødte i landet. Desuden opfattes kirken ofte som en religiøs institution, der skaber national sammenhængskraft.
Da den romerske kejser Konstantin den Store (ca. 285-337) indkaldte til kirkesynoden i Nikæa i 325 var det ligeledes med det formål at få en kirke, der kunne skabe sammenhængskraft i hele riget.
- Kejseren skulle bruge kristendommen i sit politiske projekt, fortæller Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i systematisk teologi, Aarhus Universitet, og fortsætter:
- For kirken havde synoden samtidig det væsentlige mål at få løst de uoverensstemmelser, der var opstået om forståelsen af Kristi natur, siger hun.
Politisk var det i år 324 lykkedes Konstantin både at underlægge sig den østlige og vestlige del af romerriget, der en tid havde haft forskellige kejsere. Ligesom riget igen var en samlet enhed, ønskede han, at kirken skulle være det.
Kejseren kunne se en idé i at gøre kristendommen til rigsreligion. Det var der flere grunde til, mener dr.theol. og lektor i kirkehistorie Nils Arne Pedersen.
- Først og fremmest ser kejseren ud til at have troet, at han selv blev belønnet af Gud med sejr og succes, når han støttede de kristne, siger Nils Arne Pedersen.
Derudover fremhævede kristne teologer for Konstantin, at den kristne monoteisme - troen på kun én Gud - støttede kejserens eneherredømme. Dyrkelsen af flere guder passede i virkeligheden dårligt sammen med, at der kun var én kejser. Ligesom der er én sand Gud i himlen, hævdede disse teologer, at der kun måtte være én kejser på jorden, forklarer Nils Arne Pedersen.
I Dan Browns skønlitterære univers kan man i "Da Vinci Mysteriet" se en mere enkel og kynisk beskrivelse af kejserens motiver: "Konstantin var en virkelig god forretningsmand. Han kunne se, at kristendommen var på vej op, og han satsede ganske enkelt på den vindende hest."
Men for at kristendommen kunne fungere som rigsreligion, skulle der være intern ro. Det var der ikke. Der var opstået en hård og ubarmhjertig strid om, hvordan man skulle forstå kirkens herre, Jesus Kristus.
Nils Arne Pedersen mener, at roden til den ulmende uro er at finde i de kristnes hellige skrift, Bibelen:
- Problemet opstod på grund af de bibelske teksters utydelighed omkring Jesu Kristi væsen. Nogle steder kaldes Jesus Gud, men der står også, at der kun er én Gud. Hvordan kunne der kun være én Gud, når både Jesus og hans fader kaldtes Gud? Det skabte basis for intern splittelse, siger Nils Arne Pedersen.
Læser man "Da Vinci Mysteriet" får man den opfattelse, at der indtil Konstantins magtovertagelse havde hersket ro blandt de kristne.
Ifølge Nils Arne Pedersen er der imidlertid ikke tvivl om, at forståelsen af Jesus Kristus har været flertydig, også før Konstantin. En flertydighed, som gennem længere tid havde skabt kirkelig uro. Der var dog ganske få, der blot betragtede Jesus som en dødelig profet. Spørgsmålet var i stedet, om han var en "halvgud" eller i en evig enhed med Gud Fader.
Splidens hovedfigur var presbyteren Arios (ca. 250-336) fra Alexandria. Han satte ord på det, der siden kirkens tilblivelse havde været uafklaret i kristendommen. Arios erklærede, at Jesus Kristus var en mindre Gud, et mellemvæsen i forhold til Gud Fader den Almægtige. For Arios var det vigtigt at fastslå, at Gud var hinsides, en magt uden for verden. Guds søn derimod var via sin inkarnation i verden.
Arios blev ekskommunikeret fra kirken i 319, men hans tanker vandt efterfølgende sympati i store dele af det romerske rige. Det gjorde, at kirken nu bestod af to fløje. Den ene fløj bestod af Arios og hans tilhængere, arianerne. Den anden fløj fastholdt, at Gud Fader og Jesus Kristus var ligestillede. Jesus var for dem fuldt og helt Gud.
Set med nutidens øjne kan det være vanskeligt at begribe, at så lille en forskel i forståelsen af Gud og hans søn kunne true med at vælte kirken. Men for den tidlige kristendom var det religionens kerne, der var på spil.
Heller ikke Konstantin forstod situationens alvor. I et brev til Arios og hans biskop opfordrede han til at få striden bilagt. En strid, der set med hans øjne forekom triviel og blot bestod af bagateller. Om synspunktet skyldtes kejserens manglende teologiske dannelse, eller han blot ønskede intern ro til sit politiske projekt kan ikke afgøres, mener Nils Arne Pedersen.
Kejseren måtte imidlertid sande, at den kirkelige uro var så stor, at det truede enheden. Derfor indkaldte han til det, der skulle blive den første synode for hele kirken. Byen Nikæa i det nuværende Tyrkiet blev valgt på grund af dens centrale placering i riget. Den kristne historieskriver Euseb (død 339) beretter om Konstantins storslåede åbning af synoden i maj 325. Den kom til at vare til slutningen af juli samme år. Det menes, at mere end 300 kirkelige repræsentanter fra hele riget deltog. Niels Arne Pedersen bemærker dog, at kirkerne fra vestlige, latinsktalende del af riget var svagt repræsenterede. Han mener, at stridens alvor ikke var nået til den del af riget.
Mødets vigtigste stridspunkt var den omtalte kristologi - altså læren om hvem Kristus var og er.
Man kan i "Da Vinci Mysteriet" læse, at det med en simpel afstemning og et spinkelt flertal blev vedtaget, at Jesus nu skulle opfattes som Guds søn. Ifølge bogen et markant skifte i forhold til, at han tidligere var blevet set som en jordisk person.
Else Marie Wiberg Pedersen mener, at "Da Vinci Mysteriet" er en konspirationsteori. Bogen er en klar omgåelse af sandheden.
- Kristendommen har fra begyndelsen i Jesus Kristus haft en spænding mellem det guddommelige og det menneskelige. Han var og er både Gud og menneske.
- Derfor var det også en genistreg, at mødet resulterede i en bekendelse, der gav plads til begge Kristi naturer. I bekendelsen kan man læse, at Kristus på en og samme tid beskrives som "Guds søn" og "menneske" og samtidig som "Gud af Gud" og "af samme væsen som Faderen", siger Else Marie Wiberg Pedersen.
Arianerne måtte se sig afvist med bekendelsen. Den slutter af med en række fordømmelser, der var rettet direkte mod arianerne. Her lyder det blandt andet: "Den almindelige kirke fordømmer dem, der siger, at han er af et andet væsen eller væren (end Faderen)".
- På den måde sikrede kirken sig, at der både blev plads til Jesu Kristi guddommelige og menneskelige natur, siger Else Marie Wiberg Pedersen.
Med den nikænske trosbekendelse (Nicænum) opnåede kejseren sit politiske mål. Han sikrede sig en samlet religiøs enhed til gavn for sit rige. Men den interne ro omkring det kristologiske varede kun kort.
Striden brød ud igen, fordi mange af de arianske tilhængere havde følt sig ydmyget oven på Nikæa. Hævntørsten var stor. Først i 381 blev striden bilagt på en ny synode i byen Konstantinopel, det nuværende Istanbul. Her blev den nikænske trosbekendelse ændret og udvidet til den såkaldte Nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, der almindeligvis også kaldes Nikænum.
Men det viste sig snart, at Nikænums tilhængere var uenige om andre ting i forholdet mellem Jesu guddommelighed og menneskelighed. Derfor kom 400-tallet og det følgende århundrede til at byde på nye kristologiske stridigheder, og her blev der aldrig enighed. Den kirkelige opdeling var uundgåelig.
Ikke desto mindre er den nikænske trosbekendelse fra 325 meget central i kirkens historie. Nils Arne Pedersen siger:
- Nikænum er, i sin udvidede form fra 381, den bekendelse, der globalt set har tilslutning af flest kirkesamfund. Modsat den apostolske trosbekendelse anerkender stort set alle kirker i dag Nikænum.